Afghanistan

I den seneste tid er andelen af terrorangreb steget kraftigt i Afghanistan. Særligt Kabul har været hårdt ramt. Af selvmordsbomber primært. Det er eskalering og yderligere destabilisering af en i forvejen skrøbelig stat. For at sige det mildt. For efter mere end 30 års krig, har store dele af befolkningen aldrig kendt til andet end netop krig. Aldrig kendt til andet end skiftende alliancer og brudte løfter, af udefrakommende stormagter og små-magters hårde indblanding. Først Sovjet, siden USA og allierede. Men igennem alle år har et islamisk spøgelse hvilet hen over store dele af landet, og det vil det fortsætte med i mange år frem. Et land inddelt i klaner, uafhængige befolkningsgrupper med eget sprog og egen kultur, med, en for mange, usynlig grænse mellem Afghanistan og Pakistan. En grænse der altså reelt kun eksisterer for kyndigt interesserede nørder og ikke for almindelige mennesker, og navnlig ikke for militante, som hver dag krydser det bjerg landskab som den såkaldte grænse udgør.

Grunden til at man måtte interesserer sig ekstra for netop Afghanistan er, at Danmark har kæmpet der i årevis, med temmelig store tabstal til følge, målt i forhold til vores indbyggertal.

Det store spørgsmål er så. Er det blevet bedre? Har vi præget Afghanistan i en mere demokratisk retning? Ud fra talrige beskrivelser fra hjemvendte soldater, diplomater og NGOer, så har det haft en positiv indvirkning på landet, at vi og resten af den internationale koalition har været der. Men det underliggende problem, den militante islamisme er der fortsat, og de er blevet kraftigt styrket de senere år.

En islamisk fremkomst igen, vil selvsagt rulle meget af den forbedring tilbage som er sket i Afghanistan og igen gøre landet til en hub for terrorister og for udklækningen af nye Al Qaeda lignende grupper. Men betyder det så at vi skal blive der i al evighed. Svaret på det er svært, for det lader til, at man er nødt til at blive i Afghanistan med en styrke af en vis størrelse for at forhindre at militante grupperinger igen får kontrollen med så store dele af landet at de igen er i kontrol. Omvendt, hvis ret skal være ret, så kan vi simpelthen ikke blive i Afghanistan længere med det antal soldater som ville være nødvendigt.

Der er ikke flertal for det i befolkningerne, det koster for mange penge i forhold til hvad man kan påvise at man får ud af at være der, og man får ikke revet den militante lejr op med rode. Det ville kræve en tredobling af soldaterne fra stort set samtlige af koalitionens lande, en voldsom eskalering af kampene ved grænseområdet og så det umulige, en invasion ind i Pakistans territorium for at få bugt med lederne. Det kan ikke lade sig gøre. Ydermere har russerne meldt deres ankomst. Hvad deres ærinde er, hvem de egentlig støtter og navnlig hvorfor de støtter dem, må stadig stå hen i det mere uvisse. Men deres tilstedeværelse er en yderligere besejling af argumentet om, hvor kompliceret forholdene er på jorden, hvor meget det fortsat ligner en dødsfælde for Vesten, og hvordan helvedet ser ud til at fortsætte for civilbefolkningen