Selvfølgelig

Der var et tidspunkt da jeg var dreng, hvor jeg i mangel af bedre stillede et simpelt spørgsmål. Hvorfor er jeg? Ikke noget med hvorfor jeg sad i kørestol, eller hvorfor jeg voksede op i Vedbæk i Danmark eller noget som helst i den sammenhæng. Hvorfor er jeg. Det kom kun som en kort tanke, en komet over nethinden. Men det gled ind i så meget andet, man kunne spekulere over når man sad i en kørestol og så ud af vinduet om eftermiddagen og udskød lektierne til evig tid.

Det var efter at have spillet fifa med en ven, og før man skulle spise aftensmad, og jeg nød at sidde i ro og mag i stuen, i hjørnet af stuen og se ud på haven og tænke over hvad end der faldt mig ind. Det kunne være en episode i skolen, det kunne være noget jeg havde set i tv, det kunne være noget min søster havde fortalt mig, det kunne være den seneste fodbold kamp, det kunne være alt det nævnte, blendet fint ind i hinanden. Jeg sad der ved alle årstider i sommer, efterår, vinter og forår og grublede over stort og småt

Det blev til meget tid alene, og jeg elskede at være alene. Selvfølgelig. For når man er sammen med sig selv er man sammen med den man kender som bedst. Sig selv. Det blev til timer med tanker og vurderinger i forskellige retninger. For og imod den ene ting, for og imod den anden ting. Afvejninger af de seneste konflikter i "børneland", som var det politiske konflikter på Christiansborg eller i USA, og mine interesser og den verden jeg så i tv blev smeltet sammen. Det var en verden hvor man var i kontrol, hvad kontrol så end er for en størrelse. Men der var noget frugtbart, nærmest helligt over det rum hvor tankerne fik lov til at flyde frit. Det er et rum som er forundt for et barn. Som voksen findes naturligvis det anderledes pres. Eller gør det?

Som jeg tidligere har sagt, så var jeg i følelsen af en konstant pres i min skoletid. Det var dog godt i den forstand, at det var et vindue ind til den tid som resten af landets skolebørn måtte føle senere, og det var samtidig dårligt netop af den samme grund. Og at det var gavnligt hvis man på sin måde skulle være med til at regere landet, enten i statsbureaukratiets top, i erhvervslivets top eller på anden måde sætte sit eget personlige og generationelle aftryk på Danmark.

Men jeg var ikke en normal dreng, endsige normal ung mand.

Mange år senere tog jeg skridtet og flyttede hjemmefra. Jeg havde forlængst sagt farvel til mit vindue og mit rolige eftermiddags liv. Men de dage sidder i mig, hjemsøger mig på den bedste af alle måder, og minder mig om at finde det der helt særlige, mærkelige hjørne hvor end jeg er, hvor jeg kan være mig selv