onsdag den 13. september 2017

Det østlige Ukraine



I disse dage afholder Rusland militærøvelser med omkring 100.000 mand. Skarpladte våben, kampvogne, og i det hele taget en øvelse af den type som er normal for en stående hær. Den foregår dog ved grænsen til Baltikum. Og tilfældigheder opererer man ikke med. For måneder siden vedtog den russiske Duma at man ville autorisere en udvidelse af operationer og tilstedeværelse i nærområdet, hvis der forelå en konkret trussel om terrorisme. Terrorisme. Man kan smage på det ord, og lade den hænge et øjeblik. Hvor man i USA ville puste sig op og melde dette til den store verden, vælger russerne at give sådan en besked i stilhed.

I disse dage evakueres tusinder af borgere i Moskva, da der er indløbet konkrete terrortrusler mod centrale pladser og bygninger, og der tales om at truslerne kommer fra Ukraine. Hidtil har der ikke været nogen hverken beviser eller indicier for at Ukraine skulle være involveret i opbygning til terror, men i den store skala er det nok også lige meget. Et slutspil omkring Ukraines fremtid kan være begyndt. Russerne kan have tabt tålmodigheden med den frosne konflikt. Hvor mange analytikere mener at russerne har det fint med en frossen konflikt, synes virkeligheden efterhånden at være en anden. Man vil gerne have en afklaring af det østlige Ukraines fremtid, og en gang for alle gøre landet til en lydstat igen, pakket pænt og skærmet væk fra NATO og EU.

Selvfølgelig har det konsekvenser for Vesten og dermed også Danmark, men vi må spørge os selv hvor store konsekvenserne er. Man gjorde tilnærmelser til Kiev, men halvhjertet og man har nølet med lån og hjælp til at holde sammen på landet.

Trumps forhold til Putin gør umiddelbart USA til tomme tønders buldren. Ingen ved hvad Trump administrationens officielle politik er, før konflikten eskalerer yderligere. Det her står for egen regning, men russerne kan være interesseret i at agere før et eventuelt præsidentskifte i Washington. Man kan have en fornemmelse af, at vinduet er ved at lukke, og at Mike Pence, hvis han skulle komme til, vil føre en mere konventionel amerikansk udenrigspolitik end Trump. Det vil igen samle NATO alliancen og gøre det umuligt for russerne at foretage sig noget uden vidtgående sanktioner der kan ramme deres økonomi. Det kan sagtens være at det er sådan alligevel, men de seneste dage er volden eskaleret kraftigt i det østlige Ukraine, og det kan komme til at gå meget stærkt lige pludselig, og være ganske overrumplende for Vesten

Selvom man nok alligevel forventer at der sker et eller andet. Med Putin kan man være sikker på, at man ikke kan være sikker på noget som helst

Ingen kommentarer:

Send en kommentar