Den dobbelte politik

Der opstod på et tidspunkt et fænomen i dansk politik, som man kan benævne som den dobbelte polititk. Det skete i kølvandet på udlændingeloven af 1983 og trækker lange og mørke skygger frem til i dag.

Uanset hvad man måtte mene om udlændingeloven fra 1983, det retskrav på familiesammenføring der var en del af loven, og mange af de andre bestemmelser som kom til at ændre den danske indfødsretspolitik og dermed dansk politik, så er ingen over loven.

Heller ikke den siddende minister. Men det har været som om, at især borgerlige regeringer har vedtaget med sig selv, at fordi man er imod indvandring, fordi man er imod flygtningetilstrømning til landet så er det ok at begå lovbrud. "Man gør det jo i landets tjeneste" synes at være logikken

Tamilsagen er kongs-eksemplet på det systematiske lovbrud. Et lovbrud der kostede en siddende statsminister, en rigsretssag mod Ninn Hansen og en fængselsdom til et konservativt medlem af folketinget. Det er moderne danmarks histories mest alvorlige sag. Det var udlændingedebattens juridiske fødselsattest og siden har der fulgt flere lignende sager i kølvandet. Navnlig Palæstinenser sagen om syltningen af sager om opholdstilladelser og senest Barnebrude- instruksen fra udlændingeminister Inger Støjberg

Der går en linje mellem disse sager, en linje der i sin enkelthed handler om, at man i beskyttelsen af landet må og efterhånden næsten skal overtræde landets love, regler, forordninger og de internationale konventioner som er implementeret i dansk lov. Hvor tamilsagen blev et mørkt kapitel for embedsstanden, for det politiske system og begyndelsen på den langvarige konservative nedtur, virker det som om at barnebrudesagen næsten fejres med håndslag bag ryggen blandt politikerne i den højre side af salen. At man, selv når det bliver svært, står vagt om landets integritet

Her er der tale om en skarp adskillelse af ret og pligt. En adskillelse som man ikke har på ret andre områder. Retten defineres af lovgivning, udøves og i sidste ende er det domstolene der fastsætter gældende ret gennem domsafsigelser. Meget få gange ender en lov i Højesteret, da det ville være enormt blamerende for et ministerium, hvis de lavede en lov der ville være i strid med Grundloven, eller de internationale konventioner. Men udlændingepolitiken har reelt tilsidesat retten og genindført en nationalpligt som øverste juridiske myndighed. En nationalpligt som tilsiger, at er du udlænding i Danmark så er ret en flygtig, foranderlig, ubekendt og uigennemskuelig størrelse, som har til formål at få dig ud igen så hurtigt som muligt, og alle veje vil blive afsøgt for at få dig ud af landet. Konventionerne skal testes. Man kan sylte sager i årevis, og det er ok. For det i landets tjeneste. Men Danmark overholder fortsat de internationale konventioner

 Det er altså alt sammen ensbetydende med at man ikke går den åbne hele vej og siger højt og tydeligt at man er klar til at bryde konventionerne og lade dem udfase af dansk lovgivning. For her gemmer sig den dobbelte politik der går tilbage til Tamilsagen og frem til i dag.

Politikerne til højre i salen(undtagen DF) vil gerne slå et slag for konventioner og internationale aftaler når de mødes med deres ministerkolleger fra andre europæiske lande og drikker et godt glas champagne og siger "tju hej hvor det går", men når man kommer hjem, administrerer man effektivt udlændingeloven enten i strid med konventionerne eller så meget på kant med konventionerne at disse mister enhver meningsfuld betydning

Det ville klart være at foretrække at man træf en beslutning om hvorvidt man respekterer gældende ret eller ej og i særdeleshed om man ønsker at viderefører de internationale konventioner som en del af gældende ret