Verden og dig

Da jeg var i Japan, så jeg på et kort over verden. Det var ikke som de kort jeg havde set andre steder og slet ikke som de verdenskort, jeg havde set i Danmark. For her var Asien og selvfølgelig Japan i midten og Danmark og resten af Skandinavien var en klat ude i hjørnet, nærmest som en kunstnerisk påmontering i et postmoderne værk. For en japaner var det dog fuldstændig normalt. Det var en lige så stor selvfølge, som det var unormalt for mig.

Verden begynder med dig selv. Dernæst din familie, dine venner, dine bekendte, mennesker der kommer og går ind og ud af livet gennem en usynlig svingdør. Du tilhører et land, et folk, en hverdag, højtider og lav-tider, hvis der ellers er noget der hedder det. Du tilhører også dig selv rent juridisk fra et eller andet tidspunkt, og selv før det er der mange steder i verden, tænkt på dine rettigheder længe før du selv for alvor var klar over det. Men livet som sådan er jo ikke en daglig påmindelse eller hævdelse af rettigheder.
Det er udlevelsen af selve akten af livet og dertil hører en grundlæggende forståelse for hvad tilværelsen kan indeholde, udfordrer, fornye, formindske, forstørre osv.

Vi lever livet sammen med andre. Vi får at vide at vi selv vælger de mennesker, vi lever livet sammen med. En sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, ud fra egne erfaringer, at interesser og særpræg kan anspore til det venskaber og bekendtskaber man måtte have, men der kan og bestemt vil samtidig snige sig nogen forhold ind som grundlæggende ændrer de såkaldte sædvanlige livsstrømme der måtte eksisterer. Man kan af fysiske eller psykiske grunde være stuvet sammen med mennesker og skæbner som man grundlæggende ikke har mere til fælles med end tilfældige fysiske påhæng. Man kan være afhængig af hjælp, der betinger et bekendtskab med en eller flere mennesker som man ellers ikke ville have mødt eller have haft noget at gøre med, hvis man have fulgt den usynlige livsbane. Det åbner nye døre, nye vinduer, til tilværelsens kringelkroge. Dette forhold stiller en række spørgsmål til de naturlige sandheder man tog for givet, og man kan måske endda lære noget af det.

Verden bliver lille. Man bevæger sig over fysiske eller åndelige landegrænser i et omfang som tidligere generationer ville anse for totalt umulige. Man skal ikke længere kun drømme sig til alternative erkendelser, fordi  de i dag står og stirrer én op i ens åbne ansigt. Men midt i jublen over den myriade af erkendelser, der åbner porrerne overfor det nye, gemmer sig også en ældgammel logik. Vi finder også ud af hvad vi ikke vil have, hvad vi ikke kan lide, det som strider mod vores grundlæggende holdninger eller som på en eller anden uforklarlig måde strider mod noget som vi biologisk har arvet fra vores forældre og de har arvet fra deres.

Måske derfor den naturlige modstand mod den evige foranderlighed? Måske derfor en nødvendig samfundsmæssig debat om hvordan vi opbygger vores hverdag, vores økonomi og hvor vores kultur er på vej hen og om at står fast i det evigt løsagtige.

På den måde kan en psykologiprofessor fra en større jysk læreranstalt blive et verdensnavn ved at sige almindeligheder i en ualmindelig tid. Kaos og, må man tilføje, uvidenhed, er en trappe for socialopstigning

Det er verden og det er dig. Nogen gange hænger det sammen, andre gange må man skille tingene ad. Men da jeg sad og stirrede på kortet i Japan, ønskede min hjerne at sige. "Nej hvor interessant" men i virkeligheden tænkte jeg. "Det er virkelig underligt"

Eller var det omvendt?