Dem og os og normalitet

Tror alle sammen, at vi kender det. At nogen har gjort én fortræd, nogen har gjort én uret. Et menneske har sat et spor i én som på et eller andet tidspunkt i ens liv, har føltes ubærligt og som syder et eller andet sted i systemet. Man kan blive kørende i den livsvogn der hedder vrede og bitterhed, og måske blandt andet fordi vi lever i den "konstante glade "tid, så er disse følelser skjulte organismer, væk fra andre mennesker. Intet menneske er altid glad. Forhåbentlig. Det skal ikke betyde, at mennesker skal være ulykkelige eller ked af det hele tiden. Selvsagt ikke. Men det er urealistisk ikke at gennemgå stærke følelser, især hvis man føler dem stærkt.

Der kan ligge en dimension af en virkelighedsforstørrelse, en smertens detaljerigdom, ved at være vænnet til mange knoglebrud. Man ved hvad fysisk smerte er, der hvor alt andet stopper, hvor alt andet bliver en parentes, ligegyldigt og det egentlig kun er det man kan have fokus på. Resten af verden forsvinder. Man kan kombinere denne fysiske tilstedeværelse af et så kraftigt ydrepunkt, med evnen til at observere, som et såret dyr i skoven, hvem som vil hjælpe én eller hvem som vil æde én. Billedsprog, naturligvis.

Men man opbygger en for vores tid, og især vores samfund, en meget sjælden kompetence, som ikke rigtig kan bruges til andet end at skabe større forskel mellem dem og os. Dem som føler eller har følt den kraftige fysiske smerte, som har brug for mere hjælp og som har levet et anderledes liv siden dag et og så det store, tavse flertal der lever deres liv med deres fysiske, psykiske og idiosynkratiske spillekort. Man kan tvinges til at skulle gøre det som alle andre også gør, på samme tid men med andre kort i hånden. Normaliteten kan sejre. Men sejre hvorhen? For hvis man ikke er normal, har den gængse normalitet ikke meget andet at tilbyde én end endnu engang, at få påvist at man ikke tilhører dén, og godt det samme

Ét problem som hører med til denne adskillelse af et dem og os, og som for mit vedkommende først er ved at blive løst i de senere år har været den rene anderkendelse af andre mennesker og deres problemer.
Tidligere har jeg lyttet til dem, observeret dem og ladet mit stille og nogen gange knap så stille sind provokere af dem. "Du synes, at du har problemer? Prøv at brække dine knogler 200-250 gange og så ring tilbage, ok?!". Det var min tilgang. Måske ikke til folks ansigt, men i det mere end klare sigtekorn hvor den skarpsindigt lidende tydeligt kunne se og høre, at det var den holdning der rumlede i hjernebakken over på den anden side. Det kunne give sig udslag i at tænde for et tv hvis jeg blev talt til, tale i meget overordnede vendinger på andres konkrete problemstillinger eller slet og ret svare i øst, hvis jeg blev anmodet om en stillingtagen i vest.

Det er en forholdsvis nylig tendens, at jeg er i stand til at beskue menneskers problemer for hvad de er. Deres problemer. Som en følge af et vildnis af årsager som kan have rod i én ting eller flere ting, men som ikke skal stille op imod mine egne magnum udfordringer. Som fra tid til anden er magnum minus fremfor magnum plus. I denne forbindelse kan forhold gå i stykker, fordi anerkendelsen ikke kom tidsnok, ikke var retvisende og hvor man skabte en relation så tæt at brud, det kan være et venskab, tiltrækker begrebet monsterskabelse. Man skaber et monster af det menneske, som man på en eller anden måde vil anklage, enten for noget konkret eller for noget helt abstrakt som peger tilbage på ens eget liv. "Er det den og dens skyld at.. sådan og sådan?" Det er det sjældent.

Fra tid til anden kan virkeligheden dog være flygtig, skabe punkter hvor det oprindelige går så meget tabt, at det kan virke meningsløst og næsten umuligt at finde svar, og når man endelig finder svar, som en skør, stædig og besat videnskabsmand i et kontamineret laboratorium, så finder man ud af at man slet ikke skulle finde svar, men stille spørgsmål. Og det endda ikke engang sikkert. Her kommer tilgivelsen ind som noget tillært eller som noget der rent faktisk virker som en helende kraft for livet.

Kan den tages i anvendelse så rummer den det hele, men jeg synes alligvel at tilgivelsen lader noget tilbage; Noget udvikling, noget fremdrift, noget pokkers lutheransk som jeg troede jeg var syvmileskridt ud over men som nager i fugerne som man kan kalde en bondevrede. En bondevrede som har skabt alt muligt på vreden og som ved tilgivelsens indtræden forsvinder.

Men tilgivelse virker, må man antage. Og hvis ikke tilgivelsen virker, så har vi jo reelt intet tilbage. Så er vi overladt til den virkelighed som blæste igennem de islandske sagaer og visse kulturer i dag; at det i sidste ende altid handler om hævn og straf og dét helt uden skelen til hvem og hvorfor og hvordan og at det handler om at ramme dette menneske med det dybeste stød muligt. Det er stoltheden, æren som er krænket, det er basis for en duel i 1800 tallets Frederiksberg have. Men der ligger folk og soler sig og stolthed og æreskrænkelse må vige for fremskridtet, bedring og tilgivelse

Højeste niveau for C20 indeks nogensinde

I dag, 24 april 2017 har C20 indekset slået rekord igen

En stille bøn skal herfra lyde om at man godt kan lave en omsætningsafgift, bruge pengene på at finansiere lettelser i indkomstskatten, evt en lille lettelse i aktie-avance skatten eller på et marginalt højere forbrug i den offentlige økonomi

Det er slet ikke umuligt. Faktisk kan man sige, at det der foregår nu ikke rigtig burde være muligt

Verden og dig

Da jeg var i Japan, så jeg på et kort over verden. Det var ikke som de kort jeg havde set andre steder og slet ikke som de verdenskort, jeg havde set i Danmark. For her var Asien og selvfølgelig Japan i midten og Danmark og resten af Skandinavien var en klat ude i hjørnet, nærmest som en kunstnerisk påmontering i et postmoderne værk. For en japaner var det dog fuldstændig normalt. Det var en lige så stor selvfølge, som det var unormalt for mig.

Verden begynder med dig selv. Dernæst din familie, dine venner, dine bekendte, mennesker der kommer og går ind og ud af livet gennem en usynlig svingdør. Du tilhører et land, et folk, en hverdag, højtider og lav-tider, hvis der ellers er noget der hedder det. Du tilhører også dig selv rent juridisk fra et eller andet tidspunkt, og selv før det er der mange steder i verden, tænkt på dine rettigheder længe før du selv for alvor var klar over det. Men livet som sådan er jo ikke en daglig påmindelse eller hævdelse af rettigheder.
Det er udlevelsen af selve akten af livet og dertil hører en grundlæggende forståelse for hvad tilværelsen kan indeholde, udfordrer, fornye, formindske, forstørre osv.

Vi lever livet sammen med andre. Vi får at vide at vi selv vælger de mennesker, vi lever livet sammen med. En sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, ud fra egne erfaringer, at interesser og særpræg kan anspore til det venskaber og bekendtskaber man måtte have, men der kan og bestemt vil samtidig snige sig nogen forhold ind som grundlæggende ændrer de såkaldte sædvanlige livsstrømme der måtte eksisterer. Man kan af fysiske eller psykiske grunde være stuvet sammen med mennesker og skæbner som man grundlæggende ikke har mere til fælles med end tilfældige fysiske påhæng. Man kan være afhængig af hjælp, der betinger et bekendtskab med en eller flere mennesker som man ellers ikke ville have mødt eller have haft noget at gøre med, hvis man have fulgt den usynlige livsbane. Det åbner nye døre, nye vinduer, til tilværelsens kringelkroge. Dette forhold stiller en række spørgsmål til de naturlige sandheder man tog for givet, og man kan måske endda lære noget af det.

Verden bliver lille. Man bevæger sig over fysiske eller åndelige landegrænser i et omfang som tidligere generationer ville anse for totalt umulige. Man skal ikke længere kun drømme sig til alternative erkendelser, fordi  de i dag står og stirrer én op i ens åbne ansigt. Men midt i jublen over den myriade af erkendelser, der åbner porrerne overfor det nye, gemmer sig også en ældgammel logik. Vi finder også ud af hvad vi ikke vil have, hvad vi ikke kan lide, det som strider mod vores grundlæggende holdninger eller som på en eller anden uforklarlig måde strider mod noget som vi biologisk har arvet fra vores forældre og de har arvet fra deres.

Måske derfor den naturlige modstand mod den evige foranderlighed? Måske derfor en nødvendig samfundsmæssig debat om hvordan vi opbygger vores hverdag, vores økonomi og hvor vores kultur er på vej hen og om at står fast i det evigt løsagtige.

På den måde kan en psykologiprofessor fra en større jysk læreranstalt blive et verdensnavn ved at sige almindeligheder i en ualmindelig tid. Kaos og, må man tilføje, uvidenhed, er en trappe for socialopstigning

Det er verden og det er dig. Nogen gange hænger det sammen, andre gange må man skille tingene ad. Men da jeg sad og stirrede på kortet i Japan, ønskede min hjerne at sige. "Nej hvor interessant" men i virkeligheden tænkte jeg. "Det er virkelig underligt"

Eller var det omvendt?

Iran

Der har været en nærmest ubrudt udvikling i Mellemøsten siden 2001. En udvikling der i begyndelsen virkede marginal og usynlig. Iran voksede ud af sin skygge som paria stat og meldte sig ind i kampen om magten, rigdommene og æren. Iran meldte sig ind som første forsvaren af troen og som hovedmodstander mod den vestlige tilstedeværelse i regionen. Man kan vælge at sige 2001, eller et andet år enten i slut90erne eller i begyndelsen af 00erne. Men når man siger 2001 siger man også 11.september. Den dag, den 11.september 2001, var Iran isoleret i hjørnet af den geopolitiske sfære. Udover at Vesten forlængst havde cuttet forbindelsen var forholdet til Rusland og Kina også temmelig marginalt. Rusland havde på dette tidspunkt haft en langvarig økonomisk krise efter Sovjetunionens sammenbrud og var ved at komme til hægterne, og Kina så indad. Den dag var det en anden nation i Mellemøsten der styrede. Uden konkurrence. Saudi Arabien sad på olien og dermed på magten, og rundt omkring i de andre stater, var det Sunni'er der i større eller mindre grad bekendte sig til den såkaldt rette tro og som anerkendte det domæne Saudierne havde over regionen. Saudierne behøvede ikke at anstrenge sig specielt meget. Efter store bølgeskvulp i 80erne med krigen i Afghanistan, var der smulte vande igen. De modstandsbevægelser, der eksisterede var i egen have, et Al Qaeda der opererede først fra Afghanistan, siden fra Sudan og så fra Afghanistan igen, var egen avl. Det var den øvre middelklasse fra den arabiske halvø og Egypten der havde hørt et kald om et forsvar for Islam mod de invaderende korsfarer.

Først Russerne i Afghanistan og siden starten af 90erne USA.

Iran drev rundt alene med proselytter i Hezbollah, Hamas og Syrien. 11.september ændrede i princippet herefter alt. Og med invasionen af Irak fik Iran chancen for at blive en regional stormagt i en helt anden liga end hidtil. Store dele af det kaosramte og borgerkrigshærgede Irak kom under Iransk kontrol og det vi er i resten af mellemøsten i dag er en stedfortræderkrig mellem Iran på den ene side og Saudi Arabien på den anden side. En stedfortræderkrig som har været i gang i mere end 15 år. Der er religiøse, politiske, kulturelle og personlige modsætninger som adskiller de to regionale stormagter. Der er synet på hvordan Islam skal udvikle sig, om den ene part overhovedet er rigtige muslimer eller om de er frafaldne. Men der er også forholdet til USA og Vesten samt forholdet til Israel der skiller dem

I dag er vi alle sammen bekendt med de kringelkroge og den skæbne som vores verden kan tage på sig når konflikter får lov til at hærge uberørt. Når det går amok.

Mens jeg skrev alt det her affyrede Trump missiler mod Syriens Bashar al Assads regime og der skete et terroranslag mod Stockholm. Samme dag. Vi har vænnet os til det. Byerne kan være forskellige men, men begivenhedernes omfang og indhold går igen. Iran spille en rolle, men i forhold til den reelle udklækning af terrorister som rammer borgere i vesten spiller Iran en meget mindre rolle end de sunni dominerede lande. Det kan derfor undrer at USA uden betingelser melder sig tilbage i flokken hos Egypten, Saudi-Arabien og Jordan. Fra disse lande har Al Qaeda og ISIS haft rekrutteringsgrundlag de sidste 20 år

Måske vi skal til at tænke nyt. For alvor tænke nyt