45. præsident i USA

På denne blog har jeg tidligere skrevet om det amerikanske præsidentvalg. Om Trump, om Clinton og om chancerne for dem begge

Nu er Trump blevet indsat som præsident. Imod mine og mange andres forventninger, og skadefryden blandt Trump tilhængere lever i bedste velgående. At vi som ikke mente at Trump kunne blive præsident er blevet til grin

Vi kunne have skiftet ordet kunne ud med burde. For alle kan blive præsident i USA, hvis de lever op til følgende kriterier. 1) Er du født i USA? 2) Kan du sikrer nominering fra et af de to store partier 3) Kan du vinde 270 eller flere valgmænd. Det et opgave og det er lykkedes for Trump.

Men nu begynder det for alvor for Donald Trump. Den opgave som vil meget anderledes end noget andet han har prøvet før i sit liv. En opgave som er moderen af disruptions eller som Dick Cheney sagde om en typisk dag i det Hvide Hus: "Stuff happens". At sætte en dagsorden, at lave en plan og eksekvere den er kun en del af det der foregår, ellers er det brandslukning og en masse problemløsninger som kræver at man tager sin tid, har et loyalt hold omkring en, er bevidst om USAs interesser og derefter træffer beslutninger. I moderne tid er der ikke nogen der er mere uforberedt til hvervet end Donald Trump. Det betyder ikke nødvendigvis at han bliver en dårlig præsident. Det betyder ikke, at han nødvendigvis er uegnet til jobbet.

Men der hvor sandsynligheden ligger for succes og fiasko for en præsident er Trump bagud fra begyndelsen. Meget få af hans nye folk er loyale over for ham personligt. De er loyale overfor Præsidenten Trump, men ikke nødvendigvis overfor Mennesket Donald. Han har et smalt flertal i kongressen, hvilket gør det svært at gennemføre stor og gennemgående og forandrende lovgivning.

Han har arvet en stor offentlig gæld fra sin forgænger, og et underskud som dog overtid i Obamas præsidentembede er blevet mindre. Han har tænkt sig at afmontere Obamacare i håb om at ordningen når at blive så upopulær at folk vil tigge og bede om at få det erstattet med noget andet. Men der ligger dog det meget grundlæggende problem i dette forhold, at navnet Obamacare vil minde vælgerne om en præsident, som de egentlig godt kunne lide som person, selvom de ofte var kritiske overfor hans politik. Det reddede Obama midt i den orkan, der hed Obamacare

Men Trumps største problem har ikke noget med politik at gøre. Om han vil føre konservativ eller liberal eller libertarian politik virker underordnet i forhold til hans personlige luner, i forhold til om han bliver en succes eller ej. Det ville under normale omstændigheder ikke være et tema. Men det er det med Trump

Det der skabte hans momentum i valgkampen, balladen ved valgmøder, tilsvininger af navngivne personer, samfundsgrupper og lande er det der nu fanger ham. For at være en succesfuld præsident skal der være en samlende natur omkring præsidenten. Clinton gjorde det efter Oklahoma bomben, Bush efter 9/11, Obama omkring Bin Laden raidet. Men ingen af dem og heller ikke mange, for ikke at sige alle deres forgængere havde skubbet dele af befolkningen så langt væk fra sig som Trump har gjort. Hvis Trump skal have en chance for at leve op til værdien af sit embede, så skal han række hånden ud til dem, som han har skubbet væk fra sig, kombineret med at følge den politiske linje han har valgt og være aktiv i at sørge for at hans stab, hans administration og kongressens lederskab er klar over at det er ham der er chef.

De to forhold, hvor han simpelthen skal gøre begge dele på samme tid, betinger hans succes, men det er også af enorm vigtighed, hvordan han håndterer de kriser, de nedture, de dramaer der kommer, de brudte aftaler og de brudte løfter. For de kommer og de vil komme fra begyndelsen

Trump skal finde en politisk lede et eller andet sted indeni sit system. Ellers går det galt for ham. Hurtigt

Fornemmelse for forår

Vinteren bringer et eller andet bud. Sne, regn, eller sol men helt sikkert mørke. Hvis man skriver om mørke tror de fleste, at der er et eller andet galt med én. At det på en eller anden måde er en omskrivning af sindets tilstand. Det behøver det ikke at være. Det kan ligeså vel være en nøgtern konstatering, at det fra omkring midten af oktober til et udefinerbart tidspunkt midt i februar bare er mørkt. At Danmark og at danskerne er formet af sommerens lys og af vinterens mørke kan ikke komme bag på nogen, og alligvel kommer det bag på os hvert år. Vi ønsker at være fornuftstyrede, måske mere end så mange andre folkeslag, og naturen er samtidig på meget upraktisk vis uordentlig i dens egenrådige ordentlighed. Vi kan ikke kontrollere den. Den kontrollerer snarere os, eller guider alle dele af vores liv.

Der er dog en spirende fornemmelse for forår. En fornemmelse som slår ind på de lyse dage i den kolde tid. Hvor små spirer vokser frem. Det er som en motor i garagen, som ikke har været brugt i lange tider. Så længe at man har glemt lyden og glemt lugten, men i det øjeblik den bliver tændt er man tilbage i den verden hvor den eksisterer og minder, oplevelser og mennesker dukker op i tankerne.

Mørket forsvinder sagte og med lyset kommer forventningerne. Vi skal ud og nå nogen ting som mørket har holdt os tilbage fra. Som barnet der holdes tilbage af sine forældre for at løbe ud for at gøre noget farligt som at forsøge finde sandheden eller løbe over vejen lige før en bil.

Der skal ske noget, og gerne noget mere på den første spirende forårsdag end hele vintermørke tiden lagt sammen. De nordiske folk har vel på den måde en længsel som mange andre i verden ikke har, og i vores modernitet bliver denne længsel næsten en kuriositet. "Så tag dog ned i varmen, for helvede. Du kan få et godt tilbud med Norwegian nu her" og så er det jo på en måde løst. Det meste af Danmark, Sverige og Norge drager væk i løbet af månederne oktober-marts.

Men mørket er med til at gøre os til dem vi er. Det er den nødvendige kontrast til det fantastiske lys og den glæde og begejstring som perioder af foråret og sommeren kan give. Men vi er danskere. Vi ved at det regner både om sommeren og om vinteren, og vi ved at vi kan grine af det, trække på skuldrene over det, drikke en øl og brokke os over et eller andet, mens vi overvejer hvordan vi kan slippe billigere i skat næste år. Det hele fra en magelighed i vores opvarmede stuer med et fjernsyn hvor lyden fra Vild med Dansk eller herrehåndboldholdets kamp mod Argentina kører i baggrunden. Det er handlinger, hvor konsekvenserne er minimale. Det er en bemægtigelse af naturen, som måske gør at livet føles mere tilregneligt, mere styrbart.

Det er indendørs sport som fra marts, med vold og magt bliver afløst af udendørs sport. Kæden af skift fortsætter på den måde, bliver en del af det naturlige i det vi lever i. Vores barndom var svøbt ind i det, vores ungdom udfordrede det og vores voksenliv leves mere mekanisk med naturen, miljøet og kulturelle vaner i sin slipstrøm. Men på en januar dag, hvor alt handler om at komme videre, kan man stoppe op og hvis man ser sig om, opleve at foråret er på vej til landet

For der er en fornemmelse for forår i Danmark

Indgangen til 2017

Vi er gået ind i et nyt år. Når man går ind i et nyt år, så gør man det gerne ved, meget febrilsk, at være sammen med en gruppe mennesker som lidt i midnat finder ud af at det jo er snart. Champagne, kransekage, dem man holder af, tændt mobil til hilsner og alt muligt andet skal være klart. Skal man se det på DR og TV2. Det sidste er lige meget. Det bliver tolv og det er en slags udløsning og man bliver ved med at drikke og feste og på et tidspunkt kravler man hjem, med bevidstheden om at der dagen efter er nytårshop, tømmermænd, pizzaer og måske en halv halvleg af en Premier League kamp, som man lige akkurat kan overskue. Har man været vært aften forinden er det hele flankeret med den obligatoriske oprydning. Der ligger stads på gulvet som kun anvendes til nytår, og alle vil blive sparet for hvad det hedder og hvor det kommer fra. Ingen ved det alligevel

Det som det nye år bringer og det som egentlig et hvert år bringer, er muligheden for at lykkes eller fejle. Man kan få lov til at sige. "I år vil jeg holde op med at ryge" eller "I år vil jeg tage mig mere af dem jeg holder af". Det gør man nok ikke. Men det gør ikke det store. For det handler om at sætte sig mål, bryde dem og i processen opleve at det var noget helt andet man i virkeligheden skulle. Noget man ikke forstod da man satte sig det oprindelige mål. På den måde er mærkedage gode. De tvinger os til refleksion, ydmyghed, druk og dans, alt sammen i en stabil udviklende mængde. De tvinger os også til at føre alvorlige samtaler, som bekræfter os selv i hvem vi er og måske også fortæller en historie om hvem vi gerne ville være, hvis vi nu rent faktisk kunne leve op til det vi sidder og siger til andre mennesker. "Jeg tror vi vil se mere dybde og mere moral i det kommende år". Sludder og vrøvl, og man ved det godt når man siger det. Men det skal måske siges fordi det er på den måde man bidrager til festlighederne. "Tror ikke det handler om at være god eller dårlig i de nye år, men bare om at være". Det er en meget god sætning, hvis man har tabt alle sparepengene på sin Hesalight investering eller hvis barndomskæresten hjemme fra landsbyen, der blev ens kone, nu har fundet en anden, som tilmed er dværg, og hun aldrig har mødt ham, men bare chattet ham op over nettet.

Det nye år er vores alle sammens mulighed. Grib den. Eller lad være med at gribe den. Men der vil helt sikkert være noget at tale om til næste nytårsaften

Rigtig godt nytår