Julen i et storcenter

De fleste af os bevæger os ind i et storcenter ved og omkring juletid. Disse kasser af storindkøb som ligger rundt omkring i landskabet og samler godtfolk fra nær og fjern. De fungerer i praksis som selvstændige republikker af oplevelser, som eksempelvis muligheden for at se fortravlede mennesker med indkøbsposer som er større end dem selv. Det er besunget med lugte som kanel, mandler, kaffe, juice og børnehost, som går sammen i en sindrig koalition med en enten tiltagende eller frastødende lugt der stiger ud af butikkerne.

Men det er også lugten af noget koldt, noget udefinerbart som blandes med lyde. Lyde man ikke rigtig kan sætte ord på, men som giver associationer til fortiden og måske, på en cirkulær måde, giver mindelser om fremtiden

Ethvert storcenter har i dag en Joe and the Juice og konceptet passer jo i grunden helt perfekt ind. Høj musik, larm, kaffe som serveres nærmest som stod man på linjen i amerikansk fodbold med en quarterback der giver uvedkommende, hurtige og præcise, men i virkeligheden meget fjollede kommandoer.

Kaffen ryger ned og man kan gå videre.

Man går ind i en forretning for at gøre et indkøb. Man er bagud, stresset, og et par småbørn blokerer vejen. De er søde men ens kropstemperatur er så høj at den sætning der vil komme ud af ens mund har bismag af kommandoerne tilbage fra Joe and the Juice. Der bliver smilet overbærende til den mor eller den far eller den fortvivlede bedstemor som, ganske imod FNs menneskerettighedsdeklaration har taget ungerne med sig herind i den ypperste forbruger hybrid der findes.

Man finder hvad man skal bruge, eller finder noget som muligvis er det man skal bruge, og undervejs får man en slags service, der består i at der lidt skødesløst bliver spurgt hvad man skal bruge, samtidig med at vedkommende kigger væk samtidig. Det er kigge-væk finten som Laudrup opfandt den, nu bare overført til detailhandlen.

Der indfinder sig en kø og den går gelinde. Det er snorlige og der er ikke noget at komme efter. Ved skranken står en pige eller en dreng. Den tid hvor der står voksne mennesker bag skranken er væk, og den tid hvor en eller anden samtale eller slet og ret magi opstår er også væk.

"Vil du have bundet den ind"? spørger ekspedienten som indifferent som menneskeligt muligt
"Ja tak" og så den bliver bundet ind.

Måske fordi disken altid er lidt højere end hvor jeg sidder, så har jeg udviklet en aversion mod hele forløbet. For hvem siger egentlig hvad hvornår, hvem gør hvad hvornår. Hvem tager kommandoen?.

Min umiddelbare reaktion er passivitet, hvilket fra tid til anden skaber både gene og forvirring. Men man har givet grønt lys til indpakning.....og herefter ventes der troskyldigt. på den snart indbundede gave og på de forløsende ord

Men så opstår pinligheden for alvor.

Det magiske øjeblik som skal binde hele oplevelsen sammen og hvor netop denne handel træder ud af mængden fra alle andre handler i løbet af året og som retfærdiggøre guirlanderne, pynten, den ikke så diskrete "Last Christmas" i baggrunden og alt det andet halløj der foregår....og i en bedre verden ville der lyde et kæmpe stort "Rigtig god jul" i det man modtager pakken.

Men der er ingen, der siger en lyd. Man venter på at nogen siger noget, og man tænker om man er blevet en pige der venter på at fyren ringer, og om man er blevet for stolt til bare at side:"Jamen så god jul for helvede".

Eller også hænger det der bare, så usagt som det overhovedet kan være, fordi ingen i oplæringen af den stakkels teenager har orket at sige, "Hey, selvom du er træt og i virkeligheden ikke kan lide kunderne, så husk lige at ønsk dem god jul, ik".

Det forløsende kommer ikke, og måske det i virkeligheden er en forløsning. At folk holder kæft når de skal sige noget, og snakker når de skal holde deres kæft.  Som når Trump kommer med sin samfunds-tourette over Twitter og chokerer en verden gang på gang, er den blege pige eller lallede drengs totale ligegyldighed grænsende til det arrogante, egentlig forfriskende på sin egen måde.

De gider ikke at ønske mig god jul, for måske har jeg ikke gjort mig fortjent til en god jul. Måske skal jeg bare lukke røven, og komme videre i teksten. Det gør jeg så.

Finder et sted hvor jeg kan få en sandwich, men må give fortabt da kvalitet og pris også skal hænge sammen. Bare en gang imellem.

I et storcenter er der alt hvad man skal bruge undtagen lige præcis det man skal bruge. Da jeg var dreng elskede jeg storcentre, og navnlig Lyngby Storcenter hvor min søster og jeg kunne spendere flere timer om lørdagen.

Kunne genkende alle lugte fra de forskellige butikker, og det var som en landsby at gå rundt i og det var nemt med kørestol.

Men i dag er der en stemning af en elefant i stuen, at alle handler en eller flere julegaver over nettet, og at der hvert øjeblik kan springe en eller anden galning ud af det blå og ville en noget ondt. Selv de freaks, som engang henvendte sig til mig fordi de ville frelse mig, lærer mig at gå, forærer mig ting lavet af plastic eller havde et par alkoholiserede, men borgerlige ord at sige om stort og småt er væk.

Måske sidder de hjemme foran skærmen og køber deres Ecco sko, deres Kähler tingester og deres alt muligt andet, online?

Det er nok sådan det er

Gårdens logik

Da jeg var dreng og gik i skole i Vedbæk, havde jeg en historielærer der hed Knud. En ældre mand med hvidt skæg, kraftig af bygning men uden at være decideret tyk. Han underviste på den gammeldags facon med udenadslære og med en pædagogik som måske ikke på alle punkter var fulgt med over i 1990erne. Det var den gamle skole, og kun millimeter fra fysisk opdragelse.

Men Knud ville "banke" Danmarkshistorien og verdensgang ind i hovederne på os. Vi skulle simpelthen kunne kongerækken, hovedstæderne i Europa,  og hvilke byer eller lande, der lå på hvilken bredde og længdegrad

Af en eller anden grund har det altid været let for mig når tingene skulle læres udenad. Så skulle man ikke tage stilling til 117 andre ting, men bare smide en masse oplysninger ind i systemet og gemme dem der. Der var ikke nogen dagsorden, ikke noget gemt. Det var bare det

En af de ting som Knud fortalte os dengang var, og når jeg skriver dengang har det vel været i 1997-1998, at når vi blev voksne så var der job og muligheder nok. For vi var meget små årgange og de store krigsårgange ville gå på pension. "Nå" tænkte jeg og tænkte så ikke videre over det. Det handlede mere om hende den søde på første række eller om vi skulle følges ad til Rundforbifesten i den kommende weekend.

Det var en sorgløs tilværelse hvor størrelsen på den ene eller den anden generation kunne rage mig og alle andre i min klasse et stykke. Og på trods af at jeg allerede dengang funderede over alt muligt mellem himmel og jord, så røg det her, på trods af den indbyggede mod-logik i at det var udenadslære som jeg ellers holdt meget af, ud af mit hoved igen. Mine forældre talte også om det men uden at lægge meget i det. Min søster var fuldstændig ligeglad med det og det lagde bare yderligere til at så var jeg jo også ret ligeglad med det. At være et barn er fantastisk på den måde. Retten, nærmest pligten, til at være ligeglad, for det er der nogen andre der tager sig af. Der var ikke et internet der smed samfundets problemer i hovedet på en. Man gled bare med

Man blev ældre og fandt ud af at der var noget der hed samfund. Nogen var afhængige af nogen andre for at leve deres liv som de gjorde. Det som i barndom havde været en abstraktion, blev mere og mere virkeligt. En af de forhold som altid har gjort sig gældende for mig har været min utrolige uformåen indenfor matematik. Men på et tidspunkt fangede national økonomi min interesse. Måske var det fordi jeg var interesseret i politik i forvejen, og troede, at det hele handlede om kultur, dannelse og moral. At mennesket kunne beslutte sig for at være på en eller anden måde, og så var mennesket sådan. Det hele var hjernens arbejde og intet andet.

Sådan måtte det være

Ik?

Ikke helt. Min interesse for nationaløkonomi kan også være udsprunget af min tid i DR Nyheder. Det faldt nogenlunde sammen med den europæiske gældskrise, og det blev et evigt tilbagevendende tema, emne, arbejdsopgave og jeg følte at jeg hellere måtte sætte mig ind i det. Også fordi jeg fandt ud af at mange af journalisterne, på trods af at de dækkede lortet hele tiden, ikke rigtigt vidste hvad der foregik. Sådan helt præcist. Makroøkonomi kunne være en svær størrelse, når man også skulle dække så mange andre ting

Hvad har alt det med gårdens logik, altså min overskrift at gøre. Absolut intet.

Intet udover det, at man i gamle dage, den tid som Knud min historielære ville banke ind i hovederne på os, var den logik der hed at man skulle have mange børn for at der var nogen der kunne tage sig af de gamle og af gården. Der var børn der døde ved børnefødsler og som små og derfor skulle man have en del børn. Krigsgenerationen var den første generation hvor børnene langt hyppigere overlevede de første 5 år af deres liv. En kæmpe generation, som så kom til at præge Danmarks historien. Men i dag går de på pension og der er ikke blevet født børn nok til at finansiere det. Hippier, yuppier, tv-zappere, internet-rotter og alle mulige andre har ikke været flittige nok, og derfor har man fået det som hedder et hængekøje problem, og det hedder et hængekøje problem fordi en graf de illustrerer problemet, er formet som en hængekøje

Nu tænker du sikkert at der kommer en pointe. En pointe der forklarer det hele. Men det gør der ikke. Og dog.

For måske man skulle accepterer at sætte pensionsalderen op for dem der kan og ikke for dem der ikke kan. Fordi man ikke har fået børn nok til at "passe gården" og passe på de gamle. Fordi man ikke har kunnet sin Danmarks historie tidsnok

Det er nok pointen. Knud ville have været stolt. Journalisterne ville ikke have fået så meget ud af det, og jeg ville ikke have fået bedre karakterer i matematik.

Men hvad gør det?

Vores samfund

I de her år sker forandringer hurtigere end vi kan nå at forstå dem. Vi lever i dem. Politisk har 2016 været en rutschebane tur med målet stift rettet mod at bryde samfundets institutioner ned. Samfundet, skriver jeg, og så må man spørge: Er Brexit og Trump lig med f.eks opbakningen til danske institutioner? I vores samfund har vi mistet tilliden til vores politikere men ikke til vores folkestyre. Vi har mistet tilliden til journalister, men ikke mistet tilliden til at vi skal have informationer om hvad der sker i vores egen verden og i den store verden. Set bort fra den daglige lidelse som nyhedsmediet har udviklet sig til, så er vi når alt kommer til alt, sammen om vores samfund.

Vi lever og dør med det.

Derfor må vi arbejde hen imod grundlæggende værdier som skal holde sammen på det vi har kært. Og det gør vi vel egentlig allerede. De står nedfældet i grundloven som sikrede rettigheder. Rettigheder som vi bekræfter hver eneste dag. Rettigheder der indbefatter at vi skal forsvare disse rettigheder for selv dem vi foragter. Som en avis der skriver forkerte oplysninger, som manden der i afmagt skriver noget dumt på facebook.

Det der er svært ved at leve i den mediaserede tid, er vel følelsen af at råbe ud i det tomme rum, eller blive hørt men ikke forstået, og at det virker ligegyldigt om man har den ene mening eller den anden mening. At man er borger men at begrebet borger glider mere og mere over i at være undersåt. Undersåt, vel og mærke, på en ny måde. Det som foregår er asymmetrisk. Der er ikke en ideologi, et verdensbillede, et såkaldt paradigeme man kan nedfælde over udviklingen. En lang række serier af forskellige begivenheder, aktører og dagsordner styrer det der foregår. Men det der alligevel står tilbage er, at alt det som splitter mennesker er på den ene side af bordet, og på den anden side af bordet er alt det som samler mennesker.

 Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Det er vel op til hver enkelt, der måtte mene sig som ambassadør eller repræsentant for den gruppe som vil samle mennesker, at sige fra overfor splittelsen. At tage sit samfund et bedre sted hen. For vi er i sidste ende sammen om vores samfund.

Og det må gentages:

Vi er sammen om vores samfund