Julen i et storcenter

De fleste af os bevæger os ind i et storcenter ved og omkring juletid. Disse kasser af storindkøb som ligger rundt omkring i landskabet og samler godtfolk fra nær og fjern. De fungerer i praksis som selvstændige republikker af oplevelser, som eksempelvis muligheden for at se fortravlede mennesker med indkøbsposer som er større end dem selv. Det er besunget med lugte som kanel, mandler, kaffe, juice og børnehost, som går sammen i en sindrig koalition med en enten tiltagende eller frastødende lugt der stiger ud af butikkerne.

Men det er også lugten af noget koldt, noget udefinerbart som blandes med lyde. Lyde man ikke rigtig kan sætte ord på, men som giver associationer til fortiden og måske, på en cirkulær måde, giver mindelser om fremtiden

Ethvert storcenter har i dag en Joe and the Juice og konceptet passer jo i grunden helt perfekt ind. Høj musik, larm, kaffe som serveres nærmest som stod man på linjen i amerikansk fodbold med en quarterback der giver uvedkommende, hurtige og præcise, men i virkeligheden meget fjollede kommandoer.

Kaffen ryger ned og man kan gå videre.

Man går ind i en forretning for at gøre et indkøb. Man er bagud, stresset, og et par småbørn blokerer vejen. De er søde men ens kropstemperatur er så høj at den sætning der vil komme ud af ens mund har bismag af kommandoerne tilbage fra Joe and the Juice. Der bliver smilet overbærende til den mor eller den far eller den fortvivlede bedstemor som, ganske imod FNs menneskerettighedsdeklaration har taget ungerne med sig herind i den ypperste forbruger hybrid der findes.

Man finder hvad man skal bruge, eller finder noget som muligvis er det man skal bruge, og undervejs får man en slags service, der består i at der lidt skødesløst bliver spurgt hvad man skal bruge, samtidig med at vedkommende kigger væk samtidig. Det er kigge-væk finten som Laudrup opfandt den, nu bare overført til detailhandlen.

Der indfinder sig en kø og den går gelinde. Det er snorlige og der er ikke noget at komme efter. Ved skranken står en pige eller en dreng. Den tid hvor der står voksne mennesker bag skranken er væk, og den tid hvor en eller anden samtale eller slet og ret magi opstår er også væk.

"Vil du have bundet den ind"? spørger ekspedienten som indifferent som menneskeligt muligt
"Ja tak" og så den bliver bundet ind.

Måske fordi disken altid er lidt højere end hvor jeg sidder, så har jeg udviklet en aversion mod hele forløbet. For hvem siger egentlig hvad hvornår, hvem gør hvad hvornår. Hvem tager kommandoen?.

Min umiddelbare reaktion er passivitet, hvilket fra tid til anden skaber både gene og forvirring. Men man har givet grønt lys til indpakning.....og herefter ventes der troskyldigt. på den snart indbundede gave og på de forløsende ord

Men så opstår pinligheden for alvor.

Det magiske øjeblik som skal binde hele oplevelsen sammen og hvor netop denne handel træder ud af mængden fra alle andre handler i løbet af året og som retfærdiggøre guirlanderne, pynten, den ikke så diskrete "Last Christmas" i baggrunden og alt det andet halløj der foregår....og i en bedre verden ville der lyde et kæmpe stort "Rigtig god jul" i det man modtager pakken.

Men der er ingen, der siger en lyd. Man venter på at nogen siger noget, og man tænker om man er blevet en pige der venter på at fyren ringer, og om man er blevet for stolt til bare at side:"Jamen så god jul for helvede".

Eller også hænger det der bare, så usagt som det overhovedet kan være, fordi ingen i oplæringen af den stakkels teenager har orket at sige, "Hey, selvom du er træt og i virkeligheden ikke kan lide kunderne, så husk lige at ønsk dem god jul, ik".

Det forløsende kommer ikke, og måske det i virkeligheden er en forløsning. At folk holder kæft når de skal sige noget, og snakker når de skal holde deres kæft.  Som når Trump kommer med sin samfunds-tourette over Twitter og chokerer en verden gang på gang, er den blege pige eller lallede drengs totale ligegyldighed grænsende til det arrogante, egentlig forfriskende på sin egen måde.

De gider ikke at ønske mig god jul, for måske har jeg ikke gjort mig fortjent til en god jul. Måske skal jeg bare lukke røven, og komme videre i teksten. Det gør jeg så.

Finder et sted hvor jeg kan få en sandwich, men må give fortabt da kvalitet og pris også skal hænge sammen. Bare en gang imellem.

I et storcenter er der alt hvad man skal bruge undtagen lige præcis det man skal bruge. Da jeg var dreng elskede jeg storcentre, og navnlig Lyngby Storcenter hvor min søster og jeg kunne spendere flere timer om lørdagen.

Kunne genkende alle lugte fra de forskellige butikker, og det var som en landsby at gå rundt i og det var nemt med kørestol.

Men i dag er der en stemning af en elefant i stuen, at alle handler en eller flere julegaver over nettet, og at der hvert øjeblik kan springe en eller anden galning ud af det blå og ville en noget ondt. Selv de freaks, som engang henvendte sig til mig fordi de ville frelse mig, lærer mig at gå, forærer mig ting lavet af plastic eller havde et par alkoholiserede, men borgerlige ord at sige om stort og småt er væk.

Måske sidder de hjemme foran skærmen og køber deres Ecco sko, deres Kähler tingester og deres alt muligt andet, online?

Det er nok sådan det er

Gårdens logik

Da jeg var dreng og gik i skole i Vedbæk, havde jeg en historielærer der hed Knud. En ældre mand med hvidt skæg, kraftig af bygning men uden at være decideret tyk. Han underviste på den gammeldags facon med udenadslære og med en pædagogik som måske ikke på alle punkter var fulgt med over i 1990erne. Det var den gamle skole, og kun millimeter fra fysisk opdragelse.

Men Knud ville "banke" Danmarkshistorien og verdensgang ind i hovederne på os. Vi skulle simpelthen kunne kongerækken, hovedstæderne i Europa,  og hvilke byer eller lande, der lå på hvilken bredde og længdegrad

Af en eller anden grund har det altid været let for mig når tingene skulle læres udenad. Så skulle man ikke tage stilling til 117 andre ting, men bare smide en masse oplysninger ind i systemet og gemme dem der. Der var ikke nogen dagsorden, ikke noget gemt. Det var bare det

En af de ting som Knud fortalte os dengang var, og når jeg skriver dengang har det vel været i 1997-1998, at når vi blev voksne så var der job og muligheder nok. For vi var meget små årgange og de store krigsårgange ville gå på pension. "Nå" tænkte jeg og tænkte så ikke videre over det. Det handlede mere om hende den søde på første række eller om vi skulle følges ad til Rundforbifesten i den kommende weekend.

Det var en sorgløs tilværelse hvor størrelsen på den ene eller den anden generation kunne rage mig og alle andre i min klasse et stykke. Og på trods af at jeg allerede dengang funderede over alt muligt mellem himmel og jord, så røg det her, på trods af den indbyggede mod-logik i at det var udenadslære som jeg ellers holdt meget af, ud af mit hoved igen. Mine forældre talte også om det men uden at lægge meget i det. Min søster var fuldstændig ligeglad med det og det lagde bare yderligere til at så var jeg jo også ret ligeglad med det. At være et barn er fantastisk på den måde. Retten, nærmest pligten, til at være ligeglad, for det er der nogen andre der tager sig af. Der var ikke et internet der smed samfundets problemer i hovedet på en. Man gled bare med

Man blev ældre og fandt ud af at der var noget der hed samfund. Nogen var afhængige af nogen andre for at leve deres liv som de gjorde. Det som i barndom havde været en abstraktion, blev mere og mere virkeligt. En af de forhold som altid har gjort sig gældende for mig har været min utrolige uformåen indenfor matematik. Men på et tidspunkt fangede national økonomi min interesse. Måske var det fordi jeg var interesseret i politik i forvejen, og troede, at det hele handlede om kultur, dannelse og moral. At mennesket kunne beslutte sig for at være på en eller anden måde, og så var mennesket sådan. Det hele var hjernens arbejde og intet andet.

Sådan måtte det være

Ik?

Ikke helt. Min interesse for nationaløkonomi kan også være udsprunget af min tid i DR Nyheder. Det faldt nogenlunde sammen med den europæiske gældskrise, og det blev et evigt tilbagevendende tema, emne, arbejdsopgave og jeg følte at jeg hellere måtte sætte mig ind i det. Også fordi jeg fandt ud af at mange af journalisterne, på trods af at de dækkede lortet hele tiden, ikke rigtigt vidste hvad der foregik. Sådan helt præcist. Makroøkonomi kunne være en svær størrelse, når man også skulle dække så mange andre ting

Hvad har alt det med gårdens logik, altså min overskrift at gøre. Absolut intet.

Intet udover det, at man i gamle dage, den tid som Knud min historielære ville banke ind i hovederne på os, var den logik der hed at man skulle have mange børn for at der var nogen der kunne tage sig af de gamle og af gården. Der var børn der døde ved børnefødsler og som små og derfor skulle man have en del børn. Krigsgenerationen var den første generation hvor børnene langt hyppigere overlevede de første 5 år af deres liv. En kæmpe generation, som så kom til at præge Danmarks historien. Men i dag går de på pension og der er ikke blevet født børn nok til at finansiere det. Hippier, yuppier, tv-zappere, internet-rotter og alle mulige andre har ikke været flittige nok, og derfor har man fået det som hedder et hængekøje problem, og det hedder et hængekøje problem fordi en graf de illustrerer problemet, er formet som en hængekøje

Nu tænker du sikkert at der kommer en pointe. En pointe der forklarer det hele. Men det gør der ikke. Og dog.

For måske man skulle accepterer at sætte pensionsalderen op for dem der kan og ikke for dem der ikke kan. Fordi man ikke har fået børn nok til at "passe gården" og passe på de gamle. Fordi man ikke har kunnet sin Danmarks historie tidsnok

Det er nok pointen. Knud ville have været stolt. Journalisterne ville ikke have fået så meget ud af det, og jeg ville ikke have fået bedre karakterer i matematik.

Men hvad gør det?

Vores samfund

I de her år sker forandringer hurtigere end vi kan nå at forstå dem. Vi lever i dem. Politisk har 2016 været en rutschebane tur med målet stift rettet mod at bryde samfundets institutioner ned. Samfundet, skriver jeg, og så må man spørge: Er Brexit og Trump lig med f.eks opbakningen til danske institutioner? I vores samfund har vi mistet tilliden til vores politikere men ikke til vores folkestyre. Vi har mistet tilliden til journalister, men ikke mistet tilliden til at vi skal have informationer om hvad der sker i vores egen verden og i den store verden. Set bort fra den daglige lidelse som nyhedsmediet har udviklet sig til, så er vi når alt kommer til alt, sammen om vores samfund.

Vi lever og dør med det.

Derfor må vi arbejde hen imod grundlæggende værdier som skal holde sammen på det vi har kært. Og det gør vi vel egentlig allerede. De står nedfældet i grundloven som sikrede rettigheder. Rettigheder som vi bekræfter hver eneste dag. Rettigheder der indbefatter at vi skal forsvare disse rettigheder for selv dem vi foragter. Som en avis der skriver forkerte oplysninger, som manden der i afmagt skriver noget dumt på facebook.

Det der er svært ved at leve i den mediaserede tid, er vel følelsen af at råbe ud i det tomme rum, eller blive hørt men ikke forstået, og at det virker ligegyldigt om man har den ene mening eller den anden mening. At man er borger men at begrebet borger glider mere og mere over i at være undersåt. Undersåt, vel og mærke, på en ny måde. Det som foregår er asymmetrisk. Der er ikke en ideologi, et verdensbillede, et såkaldt paradigeme man kan nedfælde over udviklingen. En lang række serier af forskellige begivenheder, aktører og dagsordner styrer det der foregår. Men det der alligevel står tilbage er, at alt det som splitter mennesker er på den ene side af bordet, og på den anden side af bordet er alt det som samler mennesker.

 Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Det er vel op til hver enkelt, der måtte mene sig som ambassadør eller repræsentant for den gruppe som vil samle mennesker, at sige fra overfor splittelsen. At tage sit samfund et bedre sted hen. For vi er i sidste ende sammen om vores samfund.

Og det må gentages:

Vi er sammen om vores samfund

Man vifter noget foran nogen

Man vifter noget foran nogen. Får dem til at glemme, hvad de lige har sagt og hvad de lige har været parat til at gøre. Man trækker dem ind i rummet, lukker døren og viser dem den gyldne fremtid, hvis de vil tage imod. De skal bare lige glemme hvad de har sagt og hvad de har ment

Da Lars Løkke, manden med de ni politiske liv, besluttede sig for at vise Anders Samuelsen en gylden fremtid, så var det på ryggen af et forløb hvor intet gik som det skulle. Regeringen var ved at vælte, landet var ved at skifte farve, og en karriere var ved at være slut. Men Samuelsen kunne se noget skinne i det fjerne. En lykkeamulet af muligheder for at præge dansk politik. Eller en mulighed for at have mulighed for at præge dansk politik. Løkke har været i branchen i mange år. Siden 2001 har han været minister, med en pause fra 2011-15. De konservative er et 100 år gammelt parti som har prøvet det hele og lidt mere end det. Både V og K ved at det handler om det lange spil, om indtrykket af om man styrer eller bliver styret. Det ved DF også. Det er det som LA er oppe imod. I går var en god dag for dem. De mødte dronningen, de fik et glas champagne i statsministeriet, de fik hentet Thyra Frank ind som ældreminister. Det var en skinnende dag i solens stråler. Som det var for SF i 2011.

Nu har virkeligheden indfundet sig. Ole Birk Olesen bliver præsenteret for hvad han selv har sagt gennem tiden, og at han ikke kan leverer på LA's trafik og transportmærke sag nemlig at gøre det gratis at køre over Storebælt for billister. Riisager skal forsvare en folkeskolereform, som hun synes er en katastrofe. Joachim Olsen er sur, fordi han ikke blev minister.

Anders Samuelsen får at vide at han formentlig skal være ude at rejse +200 dage om året, og at det derfor i realiteten er umuligt at være formand for et parti som skal tilvænne sig at være i regering.

Det var hvad Villy Søvndal fandt ud af i hvert fald.

Den gladeste LA'er er nok Simon Emil Ammitsbøll. Han kan komme med ambitiøse udmeldinger om vækst, møde en masse alvorlige og kompetente forretningsmænd i Armani- suits, som synes det er fantastisk, at LA har fået netop det ministerium, og han kan se frem til flere opgaver og ansvar i toppen af partiet, fordi Samuelsen er på tundraen, på indlandsisen, i en ørken eller i Kina og altså ikke har tid. Samtidig vil det gå op for både Ammitsbøll og for Samuelsen at DF(og resten af blå blok) ikke kommer LA ilende til undsætning når de får problemer med at få deres politik igennem. Ingen har glemt hele det forløb man har været igennem.

Historierne om LAere vil fortsætte. Politiske nederlag, personlige historier, slitage af et bagland som ikke synes det er vildt sjovt at være i regering, ydmygelser fra Dansk Folkepartis side osv.

Men LA vil alligevel, rent detailpolitisk, være bedre stillet end nogensinde før. For væk fra al medie og meningsmålings og personsagshysteriet, så er det bare en ubetinget fordel at være i regering. Indflydelsen bliver meget større. Man kommer til at have medindflydelse på Danmarks fremtid på en helt anden måde, end som almindelige folketingspolitikere.

Og så falder der nogen ekstra kroner ned i foret på de 6 udvalgte LA minstre.

Løkke har valgt ordsproget. "Keep your friends close, but keep your enemies closer". Han har gjort Kristian Jensen til finansminister og dermed i realiteten cementeret K.Jensens position som kronprins og førstemand til at tage over ved et eventuelt valgnederlag

De konservative har bedt om det de ved de kan få igennem. De har med målrettet position peget på områder som de enten kan få igennem med Dansk Folkeparti eller med de radikale/socialdemokratiet. Det er godt håndværk, forstået som udtryk for beskedne ønsker der reflekterer deres mandat tal. Det er en lille flok men med mulighed for at blive lidt større næste gang

Slagtehus

Vi ser billederne i tv og på nettet. På facebook deles videoer af børn som kommer ind på de tilbageværende hospitaler og klinikker. Ødelagte, forpinte, fysiske og psykiske ar som aldrig går væk. De har mistet en arm, et ben, de har fået revet deres liv i stykker af klyngebomber, kemiske våben og er fanget i et levende mareridt som langt overstiger hvad noget menneske i den vestlige verden og mange andre steder i verden kan forstå. På den ene side Assads styrker som russisk og iransk/hezbollah hjælp bomber løs for at erobre resten af Syrien og for at vise overfor verden at her er det dem der bestemmer. De holder sig ikke tilbage for at bruge alle våben i arsenalet med utallige menneskeliv på samvittigheden til følge. På den anden side Islamisk Stat som kæmper for at bevare territorium, som er midt i en dødskamp mod alle deres fjender til alle sider. IS er pressede på alle fronter og kæmper som nazisterne gjorde det i de sidste måneder i 1945, uden at skele til virkeligheden eller til fakta. Alt og alle bliver kastet ind i denne helt usandsynlige rædsel, som de på deres ideologiske og meningsorienterede dødsleje påfører deres omkringliggende verden. Det er krig når krig er værst. Hvor døden for den ultimativt pinte, kommer som en befrielse. Kan man tale om en menneskehed når sådan noget får lov til at finde sted?

Kan man tale om moral, etik og værdier når børn, spædbørn bliver sprængt i småstykker og det ender som små klip på de sociale medier? FN står på sidelinjen og ser de samme billeder som os andre. De er væk. Ude af konflikten fordi det er for farligt. Det hele er i denne af alle tilgange, den mest gustne, nemlig ventepositionen. Vi kigger væk indtil Assad og russerne har genindtaget Aleppo og krigen i Syrien nærmer sig en afslutning. Vi kigger væk mens Islamisk Stats dødskamp fortsætter. Dog med det....men... at hele verden deltager i krigen mod IS, hvorimod Assad og Russerne har deres nedslagtning for sig selv.

Hvem det præcist er de går efter i det østlige Aleppo står for mig en smule uklart. "Terrorister" siger det, med det der magiske ord som siden 9/11 har været en talisman for nedslagtning og undertrykkelse af enhver art. Lige så snart nogen får hæftet terrorist på ryggen som et rocker rygmærke, så breder den stiltiende forståelse sig. Men er det virkelig terrorister, eller bliver det som begås der i den by, ikke også en terrorisme og måske en terrorisme af den mest brutale slags.

Det er om der er terrorister eller ej tale om et slagtehus. Ingen gør noget og ingen kommer til at gøre noget

Det andet FCK

Et hvert hold ville være i problemer hvis deres angribere var ude med skader. I FC.Københavns tilfælde falder skaderne ikke blot for de to angribere, men for to af de bærende spillere på holdet og to af de bedste spillere i kalenderåret 2016. Santander har holdt et godt stabilt niveau fra foråret og ind i efteråret. Navnligt i de europæiske kampe og Andreas Cornelius har været som forvandlet i den her halvsæson. Det har været det bedste niveau han har leveret siden han kom tilbage fra Cardiff. Men de er ude og gode råd er dyre.

Kampen mod Porto er, med en fortærsket kliche, en skæbnekamp. FC København skal vinde for at holde liv i drømmen om knockout fasen i Champions League. Men hvad gør man når de store drenge er ude. Det som ligner game over for FCK kan blive holdet og klubbens chance. Det kan være begyndelsen på det andet FCK. For bagved Corner og Santander er mere hurtige, adrætte og tekniske spillere. Spillere som Toutouh, Falk, Verbic og Kusk. Det er en helt anden model for hvordan kampene skal spilles. Langt mindre fysisk, langt mere teknisk og positionsfodbold. Det er et nødvendigt opgør med den meget firkantede, men velfungerende ramme som Ståle Solbakken skaber omkring sin start 11er. FCK spiller godt, vinde kampe men spiller, hvis man skal sige det meget skabelonsfodbold. Høje backer, hårdt tryk, meget fysik. Man kender det. Ingen i Superligaen kan dog stille noget op mod det, men internationalt kan holdene forberede sig på det. Lukker man af for Ankersen og Augustinsson har man effektivt kvalt FCKs opspil. Det kan der rykkes ved mod Porto. Her kan Ståle gamble og han kan gamble stort. Ved at bringe Verbic, Toutouh og Falk vil han effektivt rykke spillet ned i græshøjde i længere tid end normalt, spille langt mere på den individuelle bedrift end på det kollektive setup og han vil uden tvivl forvirre fjenden.

De skal fodre boldene til en mere bevægelig angriber i Pavlovic der heller ikke bringer så meget fysisk og han vil kunne få brug for hjælp i det fysiske slagsmål med midterforsvaret.

En løsning på de fysiske spørgsmål vil kunne være at rykke Delaney længere frem i den såkaldte "Grønkjær position" bagved Pavlovic. Han har mere fysisk styrke end Toutouh og er mere disciplineret end Verbic.

Men uanset hvad så skal Ståle gøre noget han hader. Han skal foretage sig uprøvede dispostioner i en nøglekamp. Ikke-testede løsninger som naturligt vil skabe uro indenfor egne rækker

Porto er ikke forberedt på det, alene af den grund at FCK aldrig spiller på den måde. I aften er de nødt til det. Det kan vise sig at være en "blessing in disguise" at Santander og Cornelius er ude

God kamp

Løkke regering

Løkke forsøger at lave en ny regering. Med et nyt regeringsgrundlag. Med 2,5 år tilbage af valgperiode, så er det blå bloks mulighed for at undgå et valg. Et valg de ville tabe. Det er også blå bloks mulighed for at give DF rollen tilbage som de afgørende mandater, tungen på vægtskålen der kan få mærkesager igennem. Det har de brug for. I de seneste målinger ligger de på ca. 14% hvilket er ca 7% points lavere end ved valget sidste år. Det rykke magtbalancen, ganske betydeligt, over til rød blok

Det er 00erne re run. En gentagelse af en proces, som Liberal Alliance oprindeligt var sat i verden for bryde. Men så meget kan jo ændre sig i politik. Hvem der vinder og hvem der taber på manøvren er selvfølgelig stadig uvist. Man kan anskue det fra forskellige sider. Nogen vil i begyndelsen være bagud på points, men ende med at få meget og påvirke meget i Danmark. Andre vil føle det som en sejr men måske i sidste ende opleve at det var en flad fornemmelse man stod tilbage med. Politik er på den måde det evige kontinuerlige, foranderlige spil hvor dagens vinder er morgendagens taber og omvendt. Den stærke, driftsikre politiker har naturligvis for længst fundet ud af at det er det lange spil det handler om, og magten. Både magten til at positionere sig rigtigt, og magten til rent faktisk at få ting gennemført. Det man gik ind i politik for at gøre. Men også for at vise sig selv som et naturligt magtparti. Et naturligt regeringsparti. Løkke får meget kredit for at kunne navigere i næsten umulige sammenhænge. Gang på gang hiver han kaniner op af hatten og redder sig selv og sin regering. Nogen ville så sige, at måske han skulle lade være med at blive nødt til at hive kaniner op af hatten, men sådan er det måske.

Det regeringsgrundlag der kommer til live i de her dage på Marselisborg er i virkeligheden også begyndelsen på en pagt mellem Venstre, Liberal Alliance og Konservative. En pagt som skal holde sig duelig også efter valget uanset hvordan det går. De skal afstemme hvor hinanden er, hvor hinanden går og hvordan man kommer tilbage til det naturlige, samarbejdende udgangspunkt igen. Modellen tages efter den borgerlige blok i Sverige som med dygtighed holdt sammen på en koalition gennem to valgperioder, hvilket virkelig er meget for borgerlige svenske partier. De udgjorde samlet set flertallet i Riksdagen og forandrede dermed Sverige ganske betragteligt. Det er Løkkes forhåbning og Samuelsens drøm at det kan gentages, bare i Danmark. Der er selvfølgelig bare det problem at Dansk Folkeparti har en anden dagsorden. De kommer tilbage i den rolle de er blevet verdensmestre i at udnytte optimalt. Uden for ministerkontorene, men med fingeren på knappen i forhold til at gennemføre politik.

Der er ikke 90 mandater uden DF. Sådan var det i går, sådan er det i dag og sådan bliver det i morgen. Og derfor skal regeringsgrundlaget flugte med de interesser DF har, men ikke nødvendigvis med den politik som DF har. DF skal kunne komme ind og redde dagen og alligevel tilkendegive at nok er man størst i blå blok, men at regeringen jo samlet set har flere mandater end DF. Smart.

Måske for smart

Nu får vi se

Uber og evnen til at levere service

Landsretten har valgt at stadfæste byrettens dom. Uden at gå i detaljer, så kan det i skrivende stund godtgøres at det ikke var nogen god dom for Uber, men derimod en god dom for fagforeningerne og dem som vil kæmpe for det bestående

Det bestående. Det vi vil værne om. Kan vi ende et sted hvor vi værner så meget, at vi ikke udvikler, at vi ikke innovere og tænker nyt. Der opstår en deleøkonomi for øjnene af os. En deleøkonomi som er ret ligeglad med de politiske farver blå og rød. Tingene skal bare glide. Hverdagen skal bare glide. Helt enkelt, så skal det at køre taxi ikke koste en bondegård. Og man skal ikke fragtes rundt af en storrygende person som agerer som om man er i gang med at genere ham ved at have den frækhed at stige ind i hans bil. Vi vil gerne have kundeservice og vi vil egentlig gerne have kunderservice uden at kræve at vi gerne vil have kundeservice. I det sekund man langer et beløb over disken vil man gerne behandles nogenlunde ordentligt. En samtale hvis det ønskes, ro hvis det ønskes, bare et eller andet som løfter det op fra "du skal bare ud af min bil så hurtigt som muligt" paradigmet. Har ikke selv kørt Uber, men har kørt nok taxa, især da jeg var yngre til at udtale, at tiden er kommet til at vi Danmark, i hvert fald i vores service erhverv leverer, ja service. Det er ikke kun den vrede fragt fra a til b. Vi er ikke kartofler som skal fragtes men mennesker med en sjæl, et åndsliv, et følelseregister, et sted hvor vi er på det specifikke tidspunkt. En chauffør skal ikke være psykolog, men som alle andre steder i verden, skal også danske chauffører tage temperaturen på det menneske der er kommet ind i hans forretning

Vi kan godt

Mad Men og Trump

En uge er gået siden Donald Trump blev valgt til præsident i USA. Siden har ingen kunnet snakke om andet. Man har prøvet at forstå amerikanerne, forstå verden, forstå sig selv. De velstående og arbejderklassen gik sammen og valgte Clinton familien fra. Ikke mere Bill og Hillary

I den uge der er gået, måske endnu længere, har mange forsøgt at forklare fænomenet Donald Trump. Er han konservativ, er han demagog, er han den farligste og mest vanvittige mand siden Hitler, eller er  han en slags frelser som vil gør Amerika stort igen? Alle har en mening om manden Trump og især har alle en mening om fænomenet Donald Trump. Men det er meget få der har vurderet Trump og samtidig talt om den by hvor han er fra, og hvor han har boet hele sit liv. New York. Det er rigtigt at han er fra forstæderne men han kom til New York City som ganske ung, og han blev hurtigt en del af jetset miljøet i byen. Ikke det fornemme, aristokratiske miljø som ikke ville have noget med ham at gøre, men det uslebne, frække business miljø som kom til at blomstre under Reagan og cementerer sin indflydelse over Amerika under Clinton og George W Bush. Man kan samtidig ikke sige New York og jetset uden at sige Mad Men. Og i Donald Trumps tilfælde er det ramt ganske præcist. Hans far Fred Trump har givetvis været i miljøer som kan genkendes i Mad Men. Cigarer, sprut, damer og penge. A mans world. Det er den verden som Donald Trump er vokset op i. En respektløshed overfor alt det som man i dag skal respekterer, og en respekt for alt det som man i dag skal vise respektløshed overfor. Når Trump taler om mennesker på den "kavalerske" måde han ynder at gøre, så er de ud af en kultur, hvor mennesker er værktøj til at nå sine mål. Det er ikke fordi man ikke kan lide dem, men det er sådan spillet fungerer. Det er bare forretning.

Donald Trump er ikke racist, men for ham er sorte mennesker nogen der trykker på de rigtige knapper i elevatoren eller pudser ens sko inden man går til cocktailmøder, eller bo i socialt boligbyggeri og ikek forstår den amerikanske drøm.

Donald Trump er på den måde en virkligheds udgave af Roger Sterling fra Mad Men. En mand der vil sige hvad som helst for at sælge sit produkt, for det er den verden som han er bragt op i. Som Roger Sterling gjorde det i Mad Men, så arvede Trump, om ikke sin forretning, så sine oprindelige forretningsforbindelser fra Fred Trump. Som med Roger Sterling så er kvinderne kommet ind og ud af Trumps liv i en lind strøm. Der er dog afgørende forskelle. I Mad Men drak man, og man drak tæt. Trump er afholdsmand og han har set hvordan mennesker i miljøet i New York har smadret sig selv til ukendelighed på druk og stoffer. Men ideen om at være på toppen af verden, king of the hill, er den samme. Ideen om en grundlæggende ufejlbarlighed garneret med et element af lavt selvværd og vrede mod en synlig eller usynlig elite er den samme. Det er en kultur hvor mænd stadig kan være mænd, uden at føle skyld eller skam over at opføre sig uterligt. Men det er også en verden, Trumps sejr til trods, som er ved at forsvinde. De strukturelle forhold er ikke som de engang var, og har ikke været det længe. Kvindernes rolle i hjemmet og på arbejdspladsen er ændret og det bliver meget svært at rulle tilbage, for ikke at sige umuligt at rulle tilbage. "Make America Great Again" bliver en meget svær øvelse for Mr President-elect Trump og hans gruppe der jo består af fortrinsvis hvide midaldrende mænd

Konservativ eller totalitær

Trump er begyndt at løfte sløret for hvad han vil. Og det står klart at øverst på hans dagsorden er et andet forhold, for at sige det mildt, til Mexico. Bygge en mur der dækker grænsen mellem USA og Mexico samt deportere 3 millioner mennesker som opholder sig illegalt i USA og som i følge Trump er kriminelle på forskellige måder

Det som kan kolliderer med store dele af det republikanske parti kan være hele spørgsmålet om civile rettigheder, som man har også selvom man opholder sig ulovligt i landet. Her vil der opstå en konflikt mellem Trump og formanden for repræsentanternes hus, Paul Ryan(R). Ryan er konservativ af den type som anser at staten skal være lille, spille en ubetydelig rolle i folks liv og ikke blande sig i økonomiske spørgsmål, men staten skal garantere alles frihed og retten til at søge lykken. Det som Trump foreslår er en ændring af minimalstats tanken på udvalgte områder og indførelsen af mekanismer som vil gøre dele af statsapparatet ganske stort. Det vil kræve ekstraordinære forhold at smide minimum 3 millioner mennesker ud af landet. Tilbage står også, at Trump aldrig for alvor har gjort sig til ejermand af den ideologi der ligger som grundsten hos republikanerne, nemlig konservatismen. Præsidenter har ikke været i stand til at vise tilstrækkelig handlekraft, synes at have været Trumps holdning siden 80erne hvor Reagan var præsident.

USA skal ledes af "den stærke mand". Men samtidig vil Trump, i følge ham selv, ligge under for den vilje som nationens fædre udlagde tilbage i 1700 tallet. Og her er der tale om en gigantisk selvmodsigelse. En selvmodsigelse der kan give stor ballade internt i det republikanske parti.

For nationens fædre ville ikke have en  stærk mand i spidsen for landet, man ville ikke erstatte én konge med en anden konge, man ville ikke give "the executive branch" for meget magt, og man ville respektere staternes ret til selvbestemmelse. Det skulle selvfølgelig ses som de politiske vinde der blæste på det tidspunkt, og politiske vinde har det jo som rigtig vind, det med at komme fra forskellige retning med forskellige hastigheder. Det er magtpålæggene for det republikanske parti, i hvert fald i skål talerne, at den suveræne er borgeren, men Trump kan med republikanernes hjælp i kongressen lægge det totalt på hylden

I så fald vil Trump bevæge USA i en totalitær retning som kan give mindelser om fascismen i Italien. Men det kommer meget an på om han ønsker en større eller mindre stat og om han baserer sin politik ud fra race og etnicitets spørgsmål. Og hvad han i givet fald får lov til af sine partifæller i kongressen

Dixificeringen af hele USA

USA går til valg i morgen. Det vigtigste valg i mange årtier. Måske det vigtigste valg siden 1860. Dengang var selve unionens fundament og fremtid på spil. Abraham Lincoln indvarslede en ny epoke, med det ret nye parti, Republikanerne som fundament. I sydstaterne var man mildt sagt dybt skeptisk overfor denne kæphøje jurist fra Illinois. Faktisk var man rødglødende af raseri og angst. Debatten omkring slaveriet og staternes rettigheder havde taget til i styrke op gennem 1800 tallet og var ved valget i 1860 ved at bryde ud i lys lue. Valgkampen står som et politisk monument for USA, hvor debatten mellem Lincoln og hans modstander Stephen Douglas stadig anses for at være et intellektuelt højdepunkt i amerikansk politisk historie. Lincoln trak sig sejrende ud af valget. Men allerede under valghandlingen kunne man ane at der var et alvorligt opbrud på vej. I syden ville man slet ikke skrive Abraham Lincolns navn på stemmesedlen og man gav derfor de fleste af sine valgmænd til en "Dixie" ved navn Breckenridge. Så opdelt var landet. Lincoln selv var ikke så optaget af slaveriet som han var optaget i at bevare Unionen indtakt. "Kan jeg redde unionen ved at frigive alle slaverne, så gør jeg det. Kan jeg redde Unionen ved at frigive nogen af slaverne, så gør jeg det. Kan jeg redde Unionen ved ikke at frigive nogen af slaverne, så gør jeg det

Men terningerne var allerede kastet. Afskyen mellem Nord og Syd havde vokset sig stor som en byld gennem årtieres skænderier og opbygget frustration. I Syden var man overbevist om to ting. 1)Dem i Nord skulle i hvert fald ikke komme og fortælle dem, hvordan de skulle leve deres liv og styre deres stater. 2) De kunne sagtens klare en krig hvis det skulle være, fordi briterne og franskmændene ville komme og hjælpe dem når de ikke længere fik deres bomuld til tøjproduktion.

Det sidste arguments klygtighed kan man jo så tænke lidt over.....

Fra en præsident bliver valgt til at han bliver indsat går der gerne et par måneder. Sådan er det stadigvæk. I dag skyldes det den massive omstrukturering af statsapparatet, der følger med, men dengang var det af praktiske årsager. Det kunne tage noget tid at komme fra en ydre stat og til hovedstaden Washington. Det der skete under Lincolns transitionsperiode kom til at forandre USA for evigt. Flere af sydstaterne, med South Carolina i spidsen, valgte at forlade Unionen og der skulle bare en gnist til at antænde det inferno som måtte komme. Den gnist hed Fort Sumter i 1861 og resten er historie

Den amerikanske borgerkrig varede herefter frem til 1865, men i mange små og mellemstore samfund i Sydstaterne vil man, stadig, hævde at den ikke er forbi endnu. "Those damn Yankees, coming here, and ruining our southern way of life". Man kan høre det for sig. Vreden, hadet, afmagten og ønsket om at reetablere den gamle samfundsorden blev et mantra i sydstaterne. De endte med at få voldsomme tæv i krigen, men en politisk kultur blev skabt. Fra 1865 og hundrede år frem ville ingen der kaldte sig en stolt "Dixie" mand eller kvinde stemme på republikanerne. Det vendte på hovedet da Lyndon Johnson pressede borgerrettighedslovgivningen igennem i 1964-65. Han var selv sydstatsmand(Texas) og havde med egne øjne set den racisme og ydmygelse af sorte, som foregik i Syden. Det skulle være slut. De skulle have basale politiske frihedsrettigheder som alle andre borgere. Det skete. Men demokraterne mistede herefter Syden for bestandigt. Det var et forræderi som de hvide i syden, ikke kunne tilgive

I dette valg er race igen blevet centrum. Med sin allerførste tale i valgkampen, hjemme i Trump Tower, lagde Donald Trump kimen til et valg der ikke handler om politik eller ideologi, men handler om den hvide mand kontra de brune og de sorte. Hvis man er hvid og det uanset om man er demokrat eller republikanerne eller uafhængig, kan man ikke andet end stemme på Trump må det så formodes. Og modstanderne, de brune og de sorte, må stemme på Hillary eller hvem end demokraterne måtte komme med.

Det er ikke knivskarpt sådan det er blevet. Men med dette valg er vi komme tæt på. Selv blandt uddannede hvide er der en stor følgeskare til Donald Trump

En sådan inddeling er gift for et demokrati. Det er gift for et samfund og for en stat, der skal hænge sammen. Men det er ikke en overraskende udvikling.

Eller en uhørt udvikling.

Den etniske/kulturelle konflikt i USA er så grundlæggende, at det er svært for europæere at forstå det. Det vil komme til at præge USA på den måde, som vil rive samfundet fra hinanden og i sidste ende opdele landet i flere lande(er mit bud). Måske ikke med det samme. Men over tid. Nedtællingen til en ny indre konflikt i USA er begyndt

Hver 10.medarbejder

En god ven har sendt mig en skrivelse der handler om at offentlige ledere skal se på deres 10% dårligste "performers" og hælde dem ud. Sådan. Ud med dem. Det er moderniseringsstyrelsen, som i realiteten fungerer som en forlænget del af finansministeriet, som kommer med denne policy. Bruger ordet policy, fordi jeg ikke synes vi har et ord på dansk, der dækker det ligeså godt. Ikke engang tilnærmelsesvist ligeså godt.

Det der lægges op til er en kæmpe kulturændring i den offentlige sektor i Danmark. Det er ikke længere sikkert at være offentligt ansat. Man kan ikke længere regne med noget som helst. Det man kan regne med er, at man bliver vurderet ud fra nogen specifikke måleenheder hvert år. Tilhører man, ud fra de givne enheder, de 10% dårligst præsterende kan det betyde at man ryder ud af vagten. Det er en model man har kørende i børsnoterede private virksomheder. Virksomheder som aflægger regnskab fire gange om året, hvor man altså fire gange om året er oppe ved det grønne bord og man kigger ængsteligt over på den anden side af bordet hvor aktionærene sidder.

Aktionærerne ønsker en stigende forretning af deres investeringer, ellers hiver de deres penge ud og sætter dem i noget andet. Det er benhårdt. Så cut-throat som det kan blive. Men der er også noget tilgivende i det. I den private sektor. For alle ved, at det er sådan det er. Alle ved at man, dagligt, er i en konkurrence mod et andet selskab i sin egen branche, og for at højne intensiteten og sandsynligheden for at slå konkurrenten, leverer den højere indtægt for aktionærerne, også i konkurrence med sine kolleger. Man er et hold, ja. Men man er også indbyrdes rivaler. Det lyder ikke rart og hyggeligt, som vi kender Danmark. Men det er hvad virkeligheden er i erhvervslivet, og især den del, som er gået på børsen. Gone Public, som det hedder.

Man skeler til kursen fordi man måles, fra bunden til toppen på dette forhold som et, nærmest objektivt, kriterium

Men kan dette anvendes i den offentlige sektor?

Tror det ikke

Man skal i hvert fald klart definerer hvad et givent succes kriterium i så fald skal være. Man skal være fuldstændig på sikker grund i forhold til om man kan sætte det samme mål for en plejehjems assistent som man kan for en gymnasielærer. Hvad man selvsagt ikke kan. Ofte er offentlige satte sat til at hjælpe dem som ikke automatisk kan passe ind i det pulserende arbejdsmarked, eller konkurrencestaten. Derfor tager opgaverne længere tid, er ikke direkte lette at løse, og kræver noget langt mere komplekst end det som virksomheder ofte leverer af service for deres kunder. Der er ikke en 1:1 overførsel af viden, kompetencer og måltal fra en virksomhed til det offentlige. Men betyder det så at man ikke må måle og veje offentligt ansatte?

Nej.

Hvis det offentlige skal bevarer en troværdighed i løsninger af opgaver på vegne af den befolkning, som, i danskernes tilfælde, har en statsindbetaling på ca 58% af den samlede indkomst(læg mærke til mit brug af ordet indbetaling og ikke ordet skat) så må det offentlige accepterer en øvelse der gå ud på at højne den kultur som eksisterer.

Men det gøres sandsynligvis ikke, ved at reproducere et krav, som klart bedst forefindes hos børsnoterede virksomheder.

Måske gøres det bedre ved at bruge de erfaringer man har i fondsejede, selvejende eller familieejede virksomheder som ikke er aktieselskaber. Under krisen viste disse virksomhedstyper sig langt mere robuste end børsnoterede virksomheder. I Danmark har vi en fantastisk god tradition med familie og fondsejede virksomheder og lur mig om der er ikke allerede, i langt det meste af vores arbejdsmarked, er en erkendelse om at det sikre, stabile, ikke-lunefulde eller lune-styrede er den bedste løsning.

Også for det offentlige

Messerschmidt

Messerschmidt er færdig i ledelsen i DF. Sagen kommer til at koste vælgere, som formentlig vil gå til Socialdemokratiet og Nye Borgerlige

Men Kristian Thulesen Dahl behøver ikke længere bekymrer sig om en stærk kronprins som sidder nede i Bruxelles. MM er uskadeliggjort for en længere periode. KTD kan i mellemtiden kører en anden i stilling som kronprins i partiet. Peter Skaarup eller Martin Henriksen

Ak ja, dansk politik

Stillingtagen

Debatten om hvorvidt begge køn er ordentligt repræsenteret i samfundsdebatter, tog en ny og ganske anderledes drejning da Alternativet besluttede at boykotte debatter hvor kun mænd var i panelet. Det kom sig af en debat som Altinget.dk havde inviteret til omkring facebook. Der var 9 i panelet. Alle var mænd

Debatten har siden hen handlet om enten hvorvidt Alternativet er gået fuldstændigt fra koncepterne eller om der er noget om snakken. Partiet har fået uventet støtte fra nogen af de stærkeste meningsdannere i landet. Særligt i den liberale fløj. Her anfører man, at Alternativet gør ligepræcis det som man skal gøre i et liberalt samfund. Man tager stilling til noget og handler ud fra sin samvittighed. At her behøves ingen lovgivning. Man vælger selv.

Det er jeg tilbøjelig til at være enig i. Og det stopper ikke rigtig der. Hvis der skal ske en ægte repræsentation af minoriteter, sub-grupper og lignende, så det vigtigt at det sker på alle niveauer. Det skal ikke være sådan at alle kan være repræsenteret i alt. Men man kan hyppigere, og med styrke i sin argumentation anfører, at diskutere man asyl uden at der er en asylansøger til stede, diskuterer man børnepolitiske spørgsmål, uden at der er et barn til stede eller diskuterer man handicappolitiske spørgsmål uden at der er et menneske med handicap til stede, så kan man med rette sige "Her ønsker jeg ikke at deltage, da mit krav om repræsentation og inklusion ikke er opfyldt". Altså hvis man ikke selv tilhører nogen af de nævnte grupper.

Debatten om facebook handlede selvsagt ikke om kvinder. Det handlede om Facebook og var jo så som udgangspunkt slet ikke en kønsdebat. Og gør man alt til kønsdebat, visner selve kernen ved kønsdebatten. At det handler om noget konkret

Men det bliver en kønsdebat, eller en ligestillingsdebat eller en ligeværds- debat, når den manglende repræsentation får lov til at gentage sig igen og igen og igen. Det er en ærgerlig virkelighed, og det bør ændres

Samfundet udvikler sig heldigvis i den rigtige retning. Folketinget er ved at blive moderniseret, så kørestolsbrugere kan bruge folketingssalen og dermed sidde i folketinget. Endelig. Men hvor man ikke kan ændrer fortiden, kan man forme fremtiden, og skubbe på så alle, i al væsentlighed, føler sig repræsenteret i vores samfund. I vores demokrati

Det handler til at starte med om at tage stilling

David Brooks, Ny Times - analyse af Trump

En af de bedste analyser af Trump

http://www.nytimes.com/2016/10/11/opinion/donald-trumps-sad-lonely-life.html?smid=pl-share&_r=0

Argumentet for en aktieomsætningsafgift

Regeringen påtænker at sænke skatten på aktiegevinster i deres 2025 plan. Den højeste skattesats skal sænkes fra 42 til 37% og den laveste(der er to) skattesats skal sænkes fra 27 til 25%. Logikken i argumentet er, at det vil genererer mere omsætning og at pengene i vid udstrækning kommer ind af sig selv som følge af den øgede omsætning. Danmark bliver rigere. Lyder det

Muligvis. Men bliver et rigere Danmark ved med at være et lige Danmark? Hvilket samfund får man i den anden ende ved konsekvent at lette byrder, forhindringer og problemer for dem i samfundet der tjener mest, og vanskeliggør forholdende for de mennesker som tjener mindst. Det er en relevant debat. Men et er ikke min syfte med dette skriv

Siden finansboblen sprang i 2008 har det stået klart ar markederne er i stykker. Håbløst i stykker. Det kan skyldes en lang række forskellige forhold, men grådighed, kortsigtet tænkning og ideen om den evige fremgang er nogen af de mekanismer der spiller ind. Succes avler succes og det kan blive ustyrligt for selv den mest kontrollerede person. Siden krisen har markederne fået et vanvittigt comeback, hjulpet på vej af de laveste renter nogensinde. Det har i de sidste 5-8 år skabt forskellige bobler som blandt andet var en medvirkende årsag til det arabiske forår i 2011 og den efterfølgende krig i Syrien. Fødevarer steg voldsomt i pris fra 2010 til 2012, da spekulanter investerede her i stedet for at sætte penge i den såkaldt rigtige økonomi. Der var en overflod af likvide midler og de blev brugt på værdipapirer. Det har skabt nogen kæmpe formuer. Det har også øget uligheden voldsomt, og tal viser at den rigeste 1% i den vestlige verden ejer en betragtelig større del af den samlede formue i dag målt i forhold til for ti år siden. Det bør sige sig selv, at det er helt galt. At det over tid, kombineret med nedskæringer og forringede levevilkår for de svageste i samfundet samt middelklassen, vil lede til oprør, revolutioner mv. Det kan ikke løses i et snuptag, og man skal ikke tro at der er en enkelt ting man kan gøre som kan løse alt. Det vil kræve reformer af både politisk og økonomiske systemer i et meget grundlæggende omfang for at komme det til livs.

Men man kan gøre en bestemt ting, som vil få betydning for markedets indflydelse på resten af økonomien, og som måske vil dæmpe effekterne af de handlinger som markedet udsætter resten af økonomien for:

Man bør indfører en global aktieomsætningsafgift som også gælder obligationshandel, handel med valutaer og derivater. Det står over enhver tvivl, at de summer som bliver handlet for hver eneste dag er så store, at det reelt set kun er idioter eller mennesker som bruger deres liv på at kigge på hvide vægge, der går på arbejde. Langt de fleste af os er idioter. Vi får noget ud af at gå på arbejde, i form af kolleger, udfordringer, sammenhold, fællesskab og muligheden for indflydelse over arbejdsgange samt muligheden for at lede, og/eller for at være i en tilstand af kontrol eller for at opleve et sus af succes som giver os velvære og selvtillid. Men i forhold til netto indtjening er det ikke der pengene ligger. Det er helt galt. Arbejde, ikke spekulation bør være rygraden i økonomien. Men det er det bare ikke, og det kommer det ikke til at være medmindre man skaber en mere ligelig beskatning. En omsætningsafgift for spekulation, kunne bruges på at sænke skatten på arbejde for alle. Det vil skal ske globalt, og skabe rammerne for et mere velordnet, mindre boblestyret samfund

Hareides første test

Åge Hareide overtog fra Morten Olsen og det var vi mange der var glade for. Det var slut med "automatismer" og "polyvante spillere med musik i ørerne".

Det havde ligesom sin tid

Med Polen-Danmark får vi så mulighed for at se, om det danske fodboldlandshold kan klare en stor prøve. En stress test. Foran et formentligt dybt patriotisk og engageret publikum kommer de danske spillere på en hård prøve. Det handler grundlæggende om hvorvidt systemet er stærkt nok til at holde og frigive energi for enerne til at de kan skabe chancer og score mål. Det lyder simpelt nok. Men i virkeligheden handler det ligeså meget om hvorvidt koordinationen på banen og mellem banen og bænken holder hele vejen hjem. Simon Kjær er gjort til anfører efter Agger stoppede og indtil videre har han gjort det fint, men man kan indvende at han ikke for alvor er blevet udfordret i den rolle endnu. Kjær gør det rigtig fint i Fenerbache, men i forhold til Agger, er han meget svingende i sine præstationer og humøret og koncentrationen ryger med i faldet når niveauet ikke er der. William Kvist er steget i hierarkiet, som følge af Aggers farvel. Han er til daglig i en ledende rolle i FC København, men landsholdet og landsholdets måde at spille på, er noget andet. Han er sat til at bevæge sig et par skridt frem, et par skridt til den ene side, og så til den anden side og så ellers have øje for tilbageløb. Ok, det lyder lidt som i FCK, men forskellen er at hans frihed er begrænset mere end den er for klubholdet.

Men hvem er det så, der skal leverer forskellen og komme ind med det ekstra der skal sikrer point eller points i Polen

Der er ikke nogen tvivl om at der hviler et enormt pres på Christian Eriksen. Han er 24 år, men det føles som om han har været med i 100 år, men han er ung og alligevel højt oppe i hierarkiet. Han indtager en naturlig 10er position i det 3-5-2 system som Hareide har spillet ud med. Han skal fodre de glubske hunde op foran, men han skal også være målsøgende. Måske mere end på noget andet tidspunkt end i sin landsholdskarriere er rammerne skabt for at det er ham der skal scorer målene. Den plads han tager vil givetvis komme Nicolai Jørgensen og Victor Fischer til gode. Jørgensen har gang i en fuldstændig vanvittig sæson indtil nu i Holland, men han mangler stadig at lave mål i de helt store kampe på landsholdet(foruden altså kampen ude mod Sverige i Playoff til EM) for at man ikke længere behøver at tale om Bendtner. Det vil være et kæmpe landsholds gennembrud, som vil cementerer hans plads øverst i hierarkiet. Men det er alligevel Victor Fischer der er mest interessant. Han kommer med noget energi, vildskab og han kommer med noget som er fra en anden tid. Der hvor landsholdet virkelig betød noget, der hvor noget som helst der havde med sine kammerater og sit land at gøre i virkeligheden sådan for alvor betød et eller andet. Det har vist sig på banen. Jo vigtigere kampe, jo mere stempler Fischer ind. Han er ikke en langtidsholdbar angriber, hvis man ser på konkurrencen. Der kommer nogen "bagfra" som simpelthen kommer til at vælte ham og muligvis også Nicolai Jørgensen af pinden inden ganske få år. Men kampen i aften kan vise om de vil tage kampen op. Om de kan være med til at tage et stort skridt for Danmark mod VM

Det kan også samtidig være kvalifikationen hvor spillere med udenlandsk oprindelse kan komme tila t spille en helt afgørende rolle i om vi kommer med til VM eller ej. På venstrekanten huserer allerede nu Riza Durmisi, som har rødder i Albanien. Han har fået en god start i LA Liga og ser ud til at have tilkæmpet sig fast plads på kanten på landsholdet. Det er alligevel sindssygt vigtigt for ham, at han leverer en god kamp i aften. Det er et system som ikke umiddelbart passer ham helt godt. Er han back? Er han kantspiller? Skal han gå helt med frem? Det virker forvirrende

Den spiller der dog kan blive den afgørende forskel til sidst er Pione Sisto. Troldmanden. Hans historie er unik, og alligevel fortæller den historien om det moderne Danmark. Kom hertil om spæd som barn af flygtninge, som flygtning selv, fra Sudan. Han er status symbolet på den vellykkede integration og nøglen har måske været at familien Sisto boede i en lille by og blev en del af lokalsamfund i en flække. Der hvor danskerne bor. I dag starter han på bænken. Men lur mig om han ikke kommer ind og laver et eller andet helt vildt til sidst. Noget som vil få hans navn til at give genlyd i hele landet og måske i hele fodbold Europa. 

Det handler om at komme videre. At komme til VM

For vi skal til VM!

  

Barnestjerne

Når man har en sjælden sygdom, så skiller man sig ud. Man er anderledes end de fleste. I mit tilfælde var det helt åbenlyst fra dag et, at jeg rent fysisk slet ikke var som mennesker var flest. Jeg blev født med så mange knoglebrud, at det var livsfarligt. Og det var en overvindelse for pædagoger i børnehaven overhovedet at måtte accepterer, at jeg skulle gå der. Det var et felt mellem at passe ind, og være sammen med de andre børn og så passe på. Fordi der var jo noget, man var noget andet. Lidt, ikke meget. Men lidt

Man kan sige, at børnehaven var min første større socialiserings oplevelse. For mig var det selvfølgelig bare sang og leg og den slags ting. Men for de andre børn og ikke mindst for deres forældre har det måske været noget specielt. Kan huske at mange af de andre forældre altid henvendte sig. "Hvordan går det, Michael". "Har du set fodbold for nylig, Michael?". Og den slags ting. Man var et navn, en mini- kendis, og der blev vist en interesse for en. Det fortsatte i skolen. Hvor mine kammerater kendte mig som den Michael, som de havde med at gøre i dagligdagen, med en personlighed, med styrker, med svagheder, så var jeg ofte en kilde til stor interesse for voksne mennesker, som nogen gange nærmest bare ville høre mig sige et eller andet, for derefter at bryde ud i "Nej, hvor fint!". "Altså, ham Michael".

Samtidig med alt dette var der elementet af et, af omverden dyrket heltemod, når man overvandt et brækket ben, en brækket arm eller det der var værre. Det var fra dag et blevet hverdag for mig selv, men hele brudspørgsmålet var jo et mystisk fremmedlegeme i andre menneskers liv. "Nej, hvor er du stærk, hvor er du bare stærk". Husker at jeg tænkte, at det bare var sådan det var, og at jeg ikke rigtig havde gjort andet end at ligge og have utroligt ondt i en hospitalsseng eller derhjemme. Men man fik enorm opmærksomhed, slik og det hele handlede om én

Jeg fik en følelse af uovervindelighed og at verden til en vis udstrækning, handlede om Michael Købke. Måske ikke hele tiden, men en gang imellem. Måske mere end en gang imellem. At intet kunne ramme mig, for man var jo stærk og hovedperson i andre menneskers liv omtrent, og det at man var stærk havde man fået at vide så mange gange,  at det måtte simpelthen værre rigtigt. Det hele måtte jo være rigtigt.

Der var alligevel en devise om, at jeg skulle behandles normalt, efter de forskrifter der nu var i den kultur hvor jeg voksede op. At jeg skulle være ligeså meget en del af det pulserende liv som jeg overhovedet kunne være.

Men efter et par styrt, med brud til følge, og en tur i gulvet, hvor jeg fik åbent kraniebrud, så var det som om at der blev taget med fløjels handsker. Og det gjorde mig ikke noget. For jeg nød faktisk at være noget særligt, når det særlige skulle forstås positivt og forkælende. Jeg nød opmærksomheden, gaverne, forkælelsen og den enorme omsorg og kontakt, der lå i det at være noget særligt. Jeg kunne såmænd godt fyre en plade af med at "jeg vil bare gerne behandles som alle andre" og sætninger der lignede den, men faktum var, at jeg blev afhængig af det hele, og det var som en slags grænseløshed for mig. Jeg var i sandhed noget særligt.

I 5.klasse fik jeg en hjælper ved navn Henning. Han havde drevet lidt rundt i nogen år efter en skilsmisse og et mislykket ophold på et reklamebureau og så en eller anden personlig fejde med Søren Gericke(min hukommelse kan svigte lidt her, men der var noget med ham og Søren Gericke), og han blev ansat som min hjælper af Søllerød Kommune, hvor han fungerede som hjælper for mig på Vedbæk Skole. Over tid udviklede han den ide, at der ikke var nogen der skulle tage mig med fløjels handsker. At jeg rent faktisk skulle behandles som alle andre. Men for mig lød hans ord som en straf, at det ikke ville blive som alle andre blev behandlet, da der deri lå en skjult efterregning der skulle betales fra års særbehandling. At der skulle være en ekstra grovhed, en større strenghed mod mig, fordi der i årevis havde været noget andet. Så susede det rundt for mig, og det brød jeg mig selvsagt ikke ret meget om, og så gjorde jeg noget, som jeg uhyggeligt sjældent benyttede mig af: Nemlig at fortælle nogen, og det var min mor i det her tilfælde,  præcist hvordan jeg havde det og hvad jeg gik og tænkte på

Henning forsvandt så ud af mit liv lige så hurtigt, som han var kommet ind i det. Konfrontationen med en anden slags virkelighed blev skubbet ud i fremtiden. Igen kunne jeg leve i en uskyldig, feteret verden, men jo ældre jeg blev jo mere mærkede jeg, at det ombrusende sus fra den totale opmærksomhed med tiden forsvandt, og når den dukkede op, var man blevet så pokkers bevidst om det der foregik, at det alligevel ikke helt var det samme. Opmærksomheden som et gode blev udvandet

Men min omverden var stadig i sving:

Nogen mente at jeg skulle fortælle om mit liv. Hvordan det var. Andre mente at jeg ikke skulle behandles særligt og igen var der andre som mente, at jeg bare skulle behandles som jeg blev. Men fælles for de fleste var at de havde en holdning. Måske havde folk brug for at forholde sig til noget, som var så mærkeligt, så fremmedartet fra dem selv. Men det var Vedbæk. Det hele blev gjort i en meget kompetent overskudsånd. Ikke overskudsånd som i dag, men en rigtig overskudsånd, hvor tingene var nede på jorden og foregik med et ganske højt lixtal.

Der lod alligevel ikke til, at der gik bevidstløse rundt og ikke mente noget om Michael Købke. Man skulle jo mene noget. Og jo mere uddannede i det pædagogiske, dedaktiske eller psykologiske univers disse mennesker var, jo stærkere var deres meninger og i jo mere videnskabelig klangbund var deres mening forankret. Måske var det derfor at jeg søgte mine frirum. Hvor jeg bare kunne være mig selv.

Det tog mig tyve minutter at køre hjem i min elektriske kørestol fra Vedbæk Skole, men det var i den mest fantastiske idyl man kan forestille sig. De eneste der kommunikerede til mig var holdningsløse forbipasserende cyklister og så en klynge af får der var blevet sat ud til at bekæmpe bjørneklo som i årevis havde været til gene på markerne ved Gøngehusvej i byen.

Jeg kom rullende og nogen gange knirkende fordi vognen manglede olie, og det med små 5 km, så der var jo tid til alt muligt, og fårene stimlede sammen for at se hvad det var for noget. "Ma" lød det så fra et af fårene og de stod bare der og gumlede noget hø, og jeg grinede tilbage mens jeg kom rullende forbi, og mit blik faldt ofte lige på om hegnet mellem marken og stien nu også var sikkert. Man kunne aldrig vide.

Det må have et mærkeligt syn. Der kunne jeg så ellers fortsætte videre med at dagdrømme mig væk til en verden, hvor jeg var politiker, eller fodboldspiller eller leve mig så meget ind i en historie som jeg digtede på jeg talte højt for mig selv og jeg brød også gerne ud i høj sang. Utroligt så meget 1.1 km kan fylde i en drengs liv. Det var frihed. En frihed som næsten føltes forkert, men som var rar. Bare rar. Der var jeg hverken stjerne eller noget andet. Der var jeg bare Michael, der kørte i sin elektriske kørestol med en flok uvidende får som tilskuere.

Har tidligere skrevet om min skoletid, om hvordan den på en eller anden måde gav et indblik i den konkurrencestats mentalitet, som resten af landet fik lejlighed til at opleve små 15-20 år senere.

Det var dog samtidig et liv med kærlighed, opmærksomhed, leg, forventninger og en barndom indhyldet i spændingsfeltet mellem at være mere speciel end normal, og i andre perioder mere normal end speciel. Hvor den store koncentration som bruddene skabte, forsvandt til fordel for hverdagen med lektier og forventninger. Det var en virkelighed der vekslede mellem bundløs seriøsitet og den tilstrækkelige mængde af ligegyldighed. Som en nødvendig modvægt til alvoren

Dette blogindlæg har ikke en dybere morale eller et clue. Det er en del af en større række af indlæg om det at være menneske.

"Nu må der sku da komme en eller anden form for konklusion".

Næ. Det gør der ikke. Det der kommer, er fortællinger om detaljer eller store linjer, som binder et liv, en tid og/eller en tankerække sammen

Håber i vil blive ved med at læse med 

Registreringsafgift som rampe for Liberal Alliance

I finansloven for det gældende år fik Liberal Alliance en kæmpe sejr. En historisk sejr for partiet. Man fik sænket registreringsafgiften sænket fra 150% til 120%. Det blev fejret med champagne for snurrende kameraer og DF folkene var godt sure. De skulle ud og forklare velfærdsnedskæringer mens LAs repræsentanter og medarbejdere drak en god drue.

Det var gået frem og tilbage i forhandlingslokalet. LA havde fremført at det ville føre til et bedre regnestykke end det som regeringen kunne præsentere. Regeringen regnede sig frem til at det ville koste penge for staten at foretage det indgreb. LA holdt på det modsatte, om end ikke hårdnakket. For dem var det ikke så vigtigt om det kostede penge eller ej. Bare det gav billigere biler for danskerne.

Siden er det gået sådan at for det gældende finansår så giver det en netto indtægt i statskassen. På mere end 1 milliard kroner og derfor mere end 1,5 milliard bedre for statskassen end beregnet i finansministeriet.

Men det helt afgørende i den her historie handler om noget helt andet: Det handler om slaget om topskatten: 

Liberal Alliance har hidtil fået skudt i skoene at deres økonomiske modeller ikke holder, at det er fantasteri som baserer sig på det, som nogen ville kalde "Voodoo economics". Med sænkningen af registrerings afgiften har LA fået et argument i kassen forud for det helt store slag. Det slag som skal definerer om de har en succesfuld valgperiode eller ej. Slaget om topskatten. Har tidligere på bloggen giver mit besyv med omkring Anders Samuelsens forhandlingstaktik. Men der er ikke særlig stor forskel på Samuelsens forhandlingstaktik i forhold til topskatten og registreringsafgiften. At pengene kommer ind i statskassen som følge af øget økonomisk aktivitet. At det vil være en overskudsforretning for Danmark og den danske stat at sænke den øverste skattesats

Det er svært at spå om fremtiden, men Samuelsen har givet sig selv en gave i form af de første resultater af sænkningen af registreringsafgiften.  Det er blevet en rampe for Liberal Alliances store drøm om en omkalfatring af det danske skattesystem og et grundlæggende opgør med de progressive skattesystem

I min næste blog vil jeg skrive lidt om hvorfor Samuelsen logik ikke nødvendigvis betyder noget som helst 

Efter Aleppo - Vesten i verden

Krigen i Syrien og følgerne af krigen:

Slaget om Aleppo er begyndelsen til enden for landets opposition. Et oprør der begyndte i 2011, i kølvandet på det arabiske forår og fjernelsen af diktatoren i Tunesien og ikke mindst i Egypten, samt borgerkrigen i Libyen der fjernede Gaddafi.

Men det skulle komme til at gå meget anderledes i Syrien. Landets leder Bashar al Assad har i de fem år der er gået, været ekstrem brutal. Men han har også været ekstremt snedig og skabt bæredygtige, holdbare alliancer. Alliancer som kommer til at få betydning regional politisk og geopolitisk i mange år frem. For hvad er det egentlig der er sket. Og hvorfor er det så vigtigt, at det skal nedfældes på papyrus alle mulige steder

Det er vigtigt, fordi Syrien krigen indvarsler en ny verdensorden. Og det er vigtigt fordi det udover at handle om menneskeliv, handler om hvordan verden ledes og måske rettere ikke ledes, eller deles op i interesse sfærer der ikke har meget med hinanden at gøre indbyrdes. Det der adskiller krigen i Syrien mærkbart fra alle andre konflikter siden Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud er, at vesten kan stå tilbage som den den uomtvistelige tabende part når det gælder den regional-politiske situation i Mellemøsten og derfor også globalpolitisk. Lige nu kan man blot kigge på, mens Assad og russerne med Hizbollah og Iran som med-allierede myrder løs i Aleppo. Måske havde man et vindue for et par år siden til at fjerne Assad med magt, måske havde man ikke. Men det er uomtvisteligt at man nu er statister i hvem der skal lede Syrien.

Det vil have en række meget alvorlige konsekvenser for Vesten fremadrettet

1) Den amerikanske hegemoni over verden er endegyldigt slut. Det betyder ikke at USA ikke længere er en supermagt, men at begrebet i fremtiden er udjævnet til fordel for mere asymmetriske magtstrukturer, hvilket på dansk betyder, at det kommer an på den givne situation og hvem der deltager i den givne konflikt
2) Dem som udfordrer USA har ikke intentioner om at have liberal demokratiske styreformer. Russerne og kineserne og deres allierede og samarbejdspartnere vender sig i stigende grad væk fra demokratiet. Det er for svagt, for langsomt og det fungerer ikke, hvis man skal vinde markedsandele over magten i global politik
3) Det vil afstedkomme en ventet panisk reaktion fra visse miljøer i USA som har en ide om at det er USAs rolle at lede verden i al evighed uden konkurrence eller miljøer der siger at USA overhovedet ikke skal blande sig længere, have alliancer med nogen og bare passe sig selv. Det vil være skidt for Europa, forfærdeligt for de baltiske lande og give anledning til bekymring, relativ stor bekymring i Skandinavien
4) Europa har nedrustet, centraliseret og udvandet lokal og regional patriotisme de seneste mange år. Det vil ramme kontinentet rigtig hårdt. Folk kender ikke deres historie, og man havde en forestilling om at man levede i en post-historisk periode, hvor man kunne beskæftige sig med alt muligt andet end at træffe beslutninger om strategiske alliancer baseret på risiko. Det kunne man ikke

Det bliver sådan, at man i de kommende år vil se en verden der bevæger sig mere mod Civilisationernes sammenstød end mod Enden på Historien 

Udenlandsk arbejdskraft

Mange af de reformer der er blevet gennemført de seneste år, har haft som mål at øge arbejdsudbuddet. Blandt danskerne. Flere skal væk fra offentlig forsørgelse og ud i beskæftigelse. Sådan skaber man velstand og dermed finansiering for kommende velfærd for danskerne i fremtiden. Det er forstået

Men sagen i virkelighedens verden er en anden. Der er ikke en stærk, duelig arbejdsstyrke i reserve i Danmark, som kan honorerer de krav som det moderne arbejdsmarked stiller. Det handler om produktivitet, lønsomhed og meget andet. Facit er, at trods mange reformer og stærk vilje, så er der ikke set en kraftig forskydning fra overførselsindkomst til arbejdsmarked. Det skyldes formentlig primært, at mange af dem som er permanent udenfor køen på arbejdsmarkedet i Danmark ikke kan arbejde i det omfang der kræves. Det kan være mennesker med psykiske sygdomme og en lang række andre forhold der gør, at det ikke kan lade sig gøre. I hvert fald ikke som arbejdsmarkedet er skruet sammen i dag

Så der er ikke rigtig nogen vej udenom det. Faktisk slet ingen vej udenom det. I Danmark er vi nødt til at have en stor og kontinuerlig arbejdskraftindvandring de næste 20-25 år. Det vil ændre vores land for altid. Det vil gøre op med den måde vi har defineret os selv som folk,  Grunden til at vi skal have indvandring skal vi finde i et meget lavt fødselstal over rigtig mange år. Det er meget simpelt. Befolkningen har ikke reproduceret sig selv.  Familierne begyndte at planlægge anderledes, men man holdt også op med at tilskynde til at familierne fik flere børn end 2. Reproduktionen af den danske befolkning stoppede og konsekvenserne ser vi i dag. Der vil komme til at mangle 100.000 mennesker på arbejdsmarkedet i de kommende år, og det tal er meget lavt sat. For sæt nu der kommer vækst i dansk økonomi. Rigtig vækst og ikke bare de småtterier vi har set de senere år. Sæt nu at en lang række små, mellemstore og store virksomheder i Danmark ønsker at ansætte folk på en gang, og ikke kan få den arbejdskraft de kan bruge. Politikerne putter med det, fordi de ved at det slet ikke er populært i store dele af befolkningen. Venstre vil ikke rigtig tale om det, og helst gemme det væk så det ikke eksisterer. Feje det ind under gulvtæppet, kan man sige. Socialdemokraterne mener at det hele kan løses med en opkvalificering af arbejdsstyrken og Dansk Folkeparti er jo bare imod. De tre store partier i landet, som samlet set har en vælger tilslutning på landsplan på omkring 60% af befolkningen, er altså udadtil i dyb fornægtelse over hvordan tingenes tilstand er på det danske arbejdsmarked og altså ved en af grundpillerne i samfundet.

Indadtil er de dog ikke i fornægtelse. Selv Dansk Folkeparti ved, at uden arbejdskraftindvandring ville Danmark have et dybt hul i statskassen år efter år efter 2020. Venstre og DF har jo, sådan lidt fordækt, sluttet fred i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Socialdemokraterne ved det også, men er så forhippede på at stjæle vælgere tilbage fra DF som man tabte i 90erne og 00erne, at det jo altså må kunne løses med opkvalificering. Derfor er der altså snuptagsløsninger, som man henter i den socialdemokratiske værktøjskasse. De har virket en gang før, og det kommer til at virke igen, er logikken. Liberal Alliance er tvetydige, da de også forsøger at få fat i DF vælgere, men i LAs bagland er der en lang række topchefer med den klare viden om hvordan tingene reelt foregår. Det eneste parti, der toner rent flag er Radikale Venstre, men når de radikale udtaler sig på udlændingeområdet, er der store dele af befolkningen som enten får ticks eller helt slår fra. De Radikales "track record" er ikke lige den bedste. Man har været naiv i forhold til den indvandring der var i 80er og 90erne og nu hvor man i virkeligheden har nogen ret væsentlige pointer, så er der ikke nogen der for alvor hører efter

Hvor stiller det Danmark?

Fordi politikerne gør noget helt andet end det de siger de gør, så stiller det Danmark meget favorabelt rent økonomisk. Der bliver i vid udstrækning givet mulighed for at virksomheder kan rekruttere medarbejdere til de opgaver de har brug for, men Danmark bliver også "brandet" i Europa og i resten af verden som et godt sted at bo og arbejde. Så længe man kan klare sig selv. Så langt det meste af den automatiske migration der foregår i dag er arbejdskraft indvandring. Mennesker der får job efter endt uddannelse, og ender med at slå sig ned i Danmark, stifte familie og blive danskere. De lærer sproget og integrerer sig, og deres børn føler sig som danske, for det er jo det de er. Kernen er klar: Danmark kan ikke blive ved med at være en velhavende nation uden mennesker udefra. Man kan lukke fuldstændig af og jage psykisk syge og socialt udsatte ud på arbejdsmarkedet i et desperat forsøg på at få tingene til at hænge nogenlunde sammen. Eller man kan rekruttere skarpe hjerner og stærke hænder fra andre lande, som kan videreudvikle landet

You decide 

Dele af Danmark har økonomi som Grækenland

I weekenden holdt Mette Frederiksen sin beretning til Socialdemokratiets kongres og hun talte blandt andet om vigtigheden af efteruddannelse for arbejdsstyrken. At gøre ca. 70.000 ufaglærte til faglærte. Det er en rigtig god ambition, og S bør bruge deres kræfter positivt på den målsætning. Men i hendes argumentation for hvorfor det var så vigtigt at gøre ufaglærte til faglærte, lå en skæbnesvanger dyster spådom. For efteruddannelsen skal sikrer den enkelte NÅR virksomheden vedkommende arbejder på, flytter ud af landet.  Det er ikke HVIS. For det virker som om man politisk har givet op omkring produktion i Danmark. At man ikke kan komme hen til et sted hvor man reelt kan sige til virksomheder rundt omkring i verden, at man i Danmark har de rammevilkår der skal til for at slå sig ned her, og være her i mange år. Det er ikke et problem hvis man bor i Indre København eller Århus. Der vil så langt øjet rækker, altid være et stort udsnit af servicejob man kan få, hvor efterspørgslen kronisk vil være til stede. Men bor man i Næstved, Slagelse, Kalundborg, Hjørring, Middelfart, Nyborg og mange andre byer rundt omkring i landet af den størrelse, er der simpelthen nødt til at være et alternativ til politisk defaitisme, symbolpolitik og laden stå til

Man kan ikke blive ved med at lave symboler, som eksempelvis at flytte statslige arbejdspladser til provinsen og holde derefter holde selvgode, glamourøse receptioner og klappe sig selv på skulderen. Man bliver nødt til at opfatte det som det det er. Danmarks største økonomiske, politiske og kulturelle udfordring i mere end en generation.

På Lolland og Falster vil jeg våge den påstand, at økonomien er som i Grækenland. Hvis Lolland og Falster var selvstændige lande ville de helt åbenlyst skulle betale meget høje renter for at låne penge til at servicere gæld på det internationale marked. Man kan selvfølgelig ikke stille det helt sådan op, men man kan godt komme med det argument, at det jo er to øer, to områder i vores land, som er blevet "menneskelige skraldespande" for uønskede, uproduktive borgere i vores samfund. Mennesker som er blevet kastebolde mellem kommuner og staten i konkurrencesamfundet. Man sammenstuver mennesker på bunden af samfundet, og der følger ikke penge med. Men så slipper man for at se på dem i de rige, driftige områder af landet.

Det er langt fra kun Mette Frederiksen, som man mærker har givet op. Det virker som om der hele raden rundt er en erkendelse om at den politiske pris for at hele landet skal opleve reel fremgang er for høj en pris at betale, og der mangler simpelthen ideer til hvordan man kommer videre og skaber det som forblommet kaldes "Et Danmark". Men det sted hvor man ikke har givet op er der hvor væksten er lav. I de områder i landet som der tales om. Her kæmper man med helt reelle forhold, som man ved kan gøre en forskel hvis nogen tør kigge på dem fra Christiansborg

Samtidig med alt det foregår der en reformproces i Folketinget. Her taler man hovedsageligt topskat og udlændinge.

Men er det virkelig det som er udfordringen i store dele af landet? Og er det virkelig en udfordring om der er en vækst på 0,6 eller 0,8 i den offentlige sektor?

Set udefra virker det som om det er nogen helt praktiske, logiske problemer man vil have løst. F.eks: I store dele af landet er der dårlig internet forbindelse. Der bliver ikke rigtig gjort noget ved det, og man kan ikke få det løst. Det er jo stort set umuligt at drive en virksomhed uden ordentligt internet, så der kan ikke blive skabt noget som helst før det grundlæggende forhold er på plads. Det andet er hvad man betaler i el regning. Forskellen i størrelse for den samme brugte strøm i almindelige parcelhuse i Danmark er omkring 30-35.000 kroner om året. Det siger sig selv, at hvis du hverken har ordentligt internet og samtidig ligger og betaler 30.000 mere for strøm end folk der bor i nabo kommunen, så har man et væsentligt større problem end topskat og udlændinge eller om det er den ene decimal eller den anden decimal. Så handler det om at hænge i med neglene for at kunne følge med i dagligdagen.

Det går rigtig nok bedre mange steder, men det er som om noget er blevet systemisk, kronisk. At reformerne i Danmark siden 2005 har betydet tab af indflydelse, penge og borgere til bestemte dele af landet og at dette tab af blandt andet borgere i en bestemt periode, besejler en skæbne for en region. Det er ikke sådan det skal være. Der er ikke noget der hedder udkant. Der er ikke nogen som er mindre danske end andre, eller som skal stå udenfor et opsving i økonomien 

Blame Game

Slutspillet omkring hvis skyld det er, at skatteforhandlingerne muligvis ikke bliver til noget, er allerede i fuld gang. Man kan bruge et dejligt engelsk udtryk for det. Blame game. Og som altid i politik er der mange nuancer og historie involveret i hvem der lykkes med at give modparten skylden, og ikke mindst hvad det præcis er de får skylden for. Det mest berømte blame game i dansk politisk historie er den uenighed mellem Venstre og Konservative der fældede Madsen-Mygdal regeringen og fik Stauning til magten. Det skændtes de to partiers topfolk om hvis skyld det var i mere end 15 år

Nu er det 2016

LA har været i defensiven i noget tid. Allerede i januar gik man ud og sagde at man ville vælte regeringen hvis man ikke fik 5% på topskatten. Der blev mumlet lidt i krogene i blå blok, og det virkede ikke rigtig til at alle tog den melding bogstaveligt. Derfor skulle den gentages og det blev den, og på et eller andet tidspunkt fandt man ud af at det var rigtigt nok. LA ville rent faktisk vælte regeringen, hvis de ikke fik de 5%. Løkke har som statsminister den opgave at lede landet. Men han har også den opgave at være sekundant, life coach og ideologisk bannerfører for blå blok der jo fungerer som hans parlamentariske bagland. Nogen mener han har svigtet den opgave, og særligt i de seneste måneder ved ikke at indfører de andre blå partiledere i indholdet i 2025 planen. Men det kan man godt forstå han ikke gjorde. For planen var en landmine mod LA. Ja der kom de 5% på topskatten. For nogen. Men ikke for alle, og der blev i den særlige, snedige konstruktion som Løkke havde gang i, indført en formueskat for ca 1% af den absolutte top hvad gælder indkomster her i landet. Smart. Det var Løkkes ikke så subtile bidrag til the blame game. LA var for alvor i defensiven og der gik et døgn før de ville udtale sig. Et døgn. Hvis man mener noget kategorisk, behøver det jo strengt talt ikke at tage et døgn før man siger et eller andet. Men det gjorde det altså. Da man så holdt sit pressemøde var man voldsomt kategorisk. "Der er intet ændret". Hvilket jo var rigtigt i forhold til
indhold, men vel strengt talt ikke rigtigt i forhold til form. For der var jo gået et døgn.

Siden er forhandlingerne begyndt så småt. LAs ultimative krav består og videreføres med alle de følgevirkninger som man kunne forvente. DF er imod. Inderligt imod. Ser man på hvor DF henter deres stemmer sammenholdt med hvor topskattelettelserne gør mest kan man let forstå det. Så DF er også begyndt på deres spil, og de har Venstre på deres side. At det alene er LAs skyld hvis regeringen falder. At sådan kan man slet ikke forhandle. At LA jo må kunne forstå, at man ikke kan "tælle til 90" når det gælder topskattelettelser. Det er 3 mod 1 i blå blok. Nu skal LA bare rette ind. Ellers falder det hele

LA har fundet ud af at de er ved at tabe argumentet. At vælgerne i blå blok samlet set vil give dem skylden for at forhandlingerne lider skibbrud, og de spiller derfor, her i 11.time ud med argumentet om at ikke blot Mette Frederiksen føres til magten. Det samme gør Zenia Stampe. Zenia Stampe er jo kryptonit for enhver hard-liner på udlændingepolitikken og det skal læses som et forsøg på at få DF vælgere til at rokke over mod LA da Thulesen-Dahl åbenbart er ved at få Zenia Stampe, af alle mennesker, til magten. Om det lykkedes er ikke godt at vide

Det er et blame game, der bare vil fortsætte. Også til lang tid efter valget vil man tro.....

FCK i Champions League

En flot indsats. 1-1 ude mod Porto og FC.København er rigtig godt med i deres gruppe i Champions League. Fysisk stærke, disciplineret ude i det perfekte og en Andreas Cornelius der nærmest ikke har været bedre nogensinde. Opskrift på succes i en svær udekamp

Men det handler også om kontinuitet. FC.København har udviklet spillere som laver store resultater. Cornelius, Zanka, Kvist og Thomas Delaney. Alle spillere som er "avlet" fra egne rækker. Det er ikke uvant at danske hold avler spillere selv. Det er heller ikke uvant at de, historisk set, leverer internationalt. Bare se Brøndby i 90erne. Men 90erne var fodbold inden Bosman dommen. Det var fodbold inden globaliseringen for alvor tog fart, og ændrede arbejdsmarkedet fra bunden og op efter. Det var en anden tid, hvor fantastisk den end var. I dag er det svært at være på højt niveau, og det er nærmest umuligt at blive der. Det kræver enormt mange penge, nærmest uendelige tilgange af TV midler, sponsorer og ikke mindst salg af merchandise i Asien. I den forstand er FCK en lille klub. I hvert fald i Champions Leauge. Så det kræver noget andet. Det kræver lederskab og en ide, et koncept, som bare fungerer. Fungerer i tider med spillersalg, karantæner og skader. En fodboldfilosofi som i virkeligheden er en forretningsfilosofi, konverteret til en græsplæne. Manden bag er Ståle Solbakken. Det er ham der eksekverer den, men bag ham står en række personligheder som har forskellige evner og kompetencer. Som en stor organisation nu engang skal fungerer. Det er velkendt. Det hele er sat op i en slags dualisme. Succes og fiasko. Og hvor fiasko betyder enden på det hele.

Om to uger venter Club Brugge i Parken 

Det er FCK i Champions League

Renter for staten

Gabende kedelig overskrift. Men den danske stat betaler i øjeblikket minus renter for lange lån. Ved ikke engang om det er det det hedder. Minus renter. For det kan man jo ikke. Man kan jo ikke modtage penge for at låne penge. Men det kan man altså. I de sidste fem år er den danske stats renteudgifter styrtdykket. Satserne er i hvert fald. Det er stort set omkostningsfrit for staten at dække sine lån. Derfor ville det være nærliggende at fører en meget stram finanspolitik. For det virker jo.

Men problemet er at alle tænker på den måde. Og et andet problem er at Danmark skal have løst en lang række udfordringer de kommende år som kræver ret omfattende investeringer. Vi skal have bedre hjælp til ældre mennesker, bedre skoler, flere penge til sygehuse, bedre infrastruktur og så skal landet blive bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Derfor må det rigtige være, de kommende år, at slå et større hul i kassen. At gå imod den gennemsnitlige visdom og vise et mod og en handlekraft til at fatte at man ikke kan spare sig til vækst og fremgang. Man er pisket til at lave investeringer. Pisket til at skabe forandring

Vi har minus renter. Det bliver vi ikke ved med. Men de næste tyve år er udfordrende for Danmark på en måde hvor store investeringer, offentlige som private, er fuldstændigt nødvendige

Forhandlingstaktik

Det er blevet skrevet om mange steder. Og denne blog skal da ikke være undtagelsen. For det som var forhandlinger om langsigtede planer for dansk økonomi er endt i en doku soap lignende forestilling med Anders Samuelsen i hovedrollen

Man kan ikke gå ind i en forhandling uden at ville forhandle. Bevares, det er der andre der har gjort før Samuelsen og det vil der være andre der gør efter Samuelsen, men det som er helt ekstraordinært, og ekstraordinært dumt, er at han har brugt medierne i sin fremfærd. Det er ikke blot skidt for blå blok. Det er skidt for folkestyret. For folkestyret som vi har indrettet det i Danmark er afhængig af samarbejde. Man skal kunne finde ud af det sammen i sidste ende under nogenlunde ordnede forhold. Så kan vejen hen mod forhandlinger ellers være brolagt med skrig og skrål og den sædvanlige ideologiske stammedans, men fra en forhandling begynder til en forhandling slutter, så forhandler man indenfor fire vægge. Det vil nogen sige er udemokratisk. Det vil jeg sige tværtimod. Man har valgt repræsentanter til, på sine vegne at fremføre politik der ligger så tæt på som muligt, til hvor man selv er. Man er enig om langt det meste, og det fungerer faktisk i praksis. Det er godt at der er nogen der rører i gryden, og at alt ikke skal være som det altid har været. Men man kommer ikke langt med trusler, hverken i politik eller i det virkelige liv

Det som kan være en uheldig følge af Samuelsens ageren, er at hvis det lykkes, hvis han får sine 5% nedsættelse af topskat for alle der betaler topskat, så vil det sætte en meget uheldig præcedens. Så vil det være lykkedes en partileder at, igennem medierne, direkte true sig til en politisk sejr. Det vil ansporer svage sjæle til at gøre ham kunsten efter, og man risikerer at få et folkestyre som ikke fungerer ordentligt, og hvor regeringerne fremadrettet vil være ekstremt ustabile. En af grundende til den relativt stærke økonomiske position i landet i dag, har også meget at gøre med at Danmark har været ledet af forholdsvist stabile regeringer i mange år, og særligt fra 1982 og frem. Det er Samuelsen ved at sætte over styr med sin ageren i skatteforhandlingerne

Den demokratiske samtale

I dag var jeg i Tivolis hotel og kongrescenter for at høre Statsminister Lars Løkke Rasmussen gå mere i detaljer om sin og regeringens 2025 Helhedsplan. Det var et arrangement, så vidt jeg erfarer, der var co-arrangeret af Ældre Sagen. Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup var i hvert fald påmønstret rollen som en slags vært og stillede et par indledende spørgsmål til Statsministeren. Der var dog ligeså mange unge folk som der var ældre. Lokalet var ikke fyldt, langt fra, men vi var vel alligevel små hundrede mennesker til det, som vel kan kaldes for et "Gå hjem møde".
Statsministeren kommer med sit følge af sikkerhedsfolk. Det er sådan det er. Det er vel sådan det er blevet i vores folkestyre. Vores krigsførende folkestyre. Men også et folkestyre, hvor truslen om terrorisme er reel og truslerne med politikerne er dagligt forekommende.

Deltagerne er en blandet flok. Alle med politisk interesse. Alle med det ønske at få svar på et eller flere spørgsmål, og det var alle aldersgrupper, rangklasser og etniske segmenter. Det hele foregår i god ro og orden. I hvert fald til at begynde med. Havde godt lagt mærke til en lille flok demonstranter ude foran da jeg kom ind, men havde en forestilling om at de ville blive derude.

De kom med ind. Efter en indledning, som i virkeligheden var ganske kort, giv spørgerækken rundt i lokalet, og alle der havde noget på hjerte kunne aflevere det. Løkke er selvsagt trænet i den politiske diskurs, men det var tydeligt at han var træt efter udmagrende dage på landevejen og borgermøder. Men demonstranterne kom ind og fik sat tingene i gang. De afbrød ham med råb, og de endte med at få lov til at stille spørgsmål. Senere kom et par unge gutter som også afbrød og ville fortælle om alt det forfærdelige ved TTIP, altså den muligt forestående frihandelsaftale mellem EU og USA. Begge dele var hecklerisme. Unødvendigt i en i virkeligheden meget ligelig sammenhæng. Javel, statsministeren stod op og vi andre sad ned(det gør jeg jo så altid kan man sige) men der var ikke noget over-underordnelses forhold. Der var ingen grund til at råbe, eller skabe sig. Man kunne følge med stille og roligt, få stillet sit spørgsmål og lade det være det. Ejendommeligt nok var de to dårligste spørgsmål stillede af "hecklerne". Som om de slet ikke havde overvejet muligheden af, at de faktisk ville blive hørt og derfor måtte komme op med noget tilnærmelsesvist begavet. Det var helt unødvendigt, og det kan ikke rigtig gentages nok. Hvor man har indtrykket af at der i andre lande er langt mellem folkevalgte og borgerne er det ikke den samme fornemmelse i Danmark. Endnu

For det her er Danmark. Man bliver hørt. Det kan godt være man ikke får det igennem, og det kan også godt være at man føler, til tider at man ikke bliver hørt. Men afstanden mellem politikeren og borgeren er stadig kortere i vores land end i mange andre lande. Løkke er venstremand og vil være mere modtagelig overfor liberale synspunkter. Mette F er socialdemokrat og vil være mere modtagelig overfor socialdemokratiske synspunkter, men min personlige oplevelse er, at der stadig væk bliver lyttet. Den demokratiske samtale er ikke død.

I dagens verden er der dog monteret en ekstra dimension på den demokratiske samtale, en dimension som vil og skal lyde genlyd til alle der overhovedet kan:

Demokratisk deltagelse

Sikkerhed

Der er i skrivende stund sådan, at langt de fleste danskere føler sig sikre. Når de bliver spurgt om de føler sig sikre når de går på gader og stræder, svarer de ja. Men når de får smidt verden i hovedet, og derefter svarer så svarer de at nok føler de sig sikrer, men verden gør dem usikker. Verden. Verden, gengivet.

Regeringen vil bruge milliarder på øget sikkerhed. Man kigger rundt. Hvor skal de penge bruges? Er det i forsøget på, at få det til at se ud som om man bliver mere sikker? For hvis det handler om reel sikkerhed der hvor det halter, kan man begynde med at rulle politiforliget tilbage. Det forkætrede politiforlig som mange politifolk, især i yderområderne, bander langt væk. Man fjernede de lokale politifolk. Og man har fjernet eller nedbragt andelen af kendte ansigter, der kunne skabe grobund for tillid og genkendelighed i de dele af landet, hvor der er reelle problemer. Undskyld, udfordringer.

Men langt de fleste mennesker føler sig sikre. Lad os holde fast i det. Og ved at holde fast i det, så handler det om, nogen gange, at turde give slip. Bare lidt

Tyrkernes offensiv i Syrien

Krigen i Syrien har varet i fem år. Den har kostet hundrede tusinder af menneskeliv, drevet millioner på flugt, skabt regional ustabilitet i enormt omfang, og gjort skellene mellem den vestlige verden og den arabiske verden endnu større end de var i forvejen. Den har desuden ledt til Islamisk Stats levedygtighed

Krigen i Syrien har samtidig været den moderne konflikt/krig, med flest under og sidekonflikter. Konflikter i konflikten. En myriade af forskellige alliancer og interesser som kolliderer med hinanden, og gør fjender til venner og venner til fjender, i et omfang så selv ikke trænede analytikere kan følge med. Sandheden om hvad der præcis foregår er næsten umulig at få. Hvem der reelt trækker i trådene virker ganske uklart. Kan man overhovedet være sikker på, at de alliancer man hører om på TV og læser på flygtige netaviser er retvisende? Sikkert ikke.

For ganske nylig dukkede en, om ikke ny vinkel op, så i hvert fald en klar tilkendegivelse af hvad Tyrkiet har af dagsorden i krigen i Syrien. Med påskuddet om at kæmpe mod Islamisk Stat, er Tyrkiet gået ind i det nordlige Syrien for at "udrydde terrorister".

Hvem er så disse terrorister?

Det er kurderne. Ikke blot PKK som også står på både EU og USAs terrorlister, hvilket dog ikke har forhindret både USA og Europa i at hjælp dem mod henholdsvis Islamisk Stat, Assad regimet og Al Nusra bevægelsen, men også dem man i den vestlige verden anser for at være moderate, nemlig YPG.

Tyrkiet vil for enhver pris forhindre en kurdisk stat i rodfæste sig. Det kan forgrene sig til det østlige Tyrkiet og skabe grobund for en borgerkrig der. Men kan Danmark og Vesten kigge på at kurderne bliver presset tilbage af tyrkerne mens vi bomber i Syrien? Er det en del af det mandat, som er givet i Udenrigspolitisk Nævn? Som det er nu er missionen for Danmark og den vestlige alliance at fjerne Islamisk Stat, men det tør svagt antydes at en lang række aktører agerer efter deres eget forgodtbefindende til et niveau der gør det næsten umuligt at vurdere om man, rent militær strategisk og ud fra ens egne interesser, gør mere skade end gavn.

Der er brug for en stillingtagen til den seneste udvikling, inden det eskalerer yderligere i det nordlige Syrien og det østlige Tyrkiet. Tyrkerne bliver formentlig nødt til at anerkende større autonomi til kurderne på begge sider af grænsen. Gør de ikke det vil Tyrkiets medlemskab af NATO komme i fare. Og igen skal politikerne i alle europæiske lande tage stilling til spørgsmål som vil få dem til at ønske at det var nogen andre der sad med ansvaret

Det virker umiddelbart som en rigtig dårlig ide, at privatisere forsyningen af vand og varme. Det bør man holde sig fra

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE8921167/hemmelig-rapport-vand-og-varme-kan-blive-billigere-ved-privatisering/

Sensommer

Det mærkelige tidspunkt, hvor de første små strejf af vinter kan mærkes. Også selvom det kan blive varmt, endda meget varmt, igen. Sommeren er ikke forbi, men hverdagen med sine forpligtelser, mål og tempo er tilbage, og så skinner solen ikke lige så frit som før, synes man.

Som barn var man grebet af at skulle nå at indånde den sidste stribe af ferie, inden man skulle tilbage i skole. Som voksen får tid en anden betydning. Men når man ser på børn elske ferie som meget som man selv gjorde, så er der noget helt tidsløst over alt det der foregår. Så er der ikke noget der hedder sommer, sensommer, efterår eller vinter. Så er der egentlig bare nu og her. Det er en befrielse

OL om natten

Der er noget specielt ved at sidde oppe og se OL om natten. Noget rigtigt. Det er sådan det skal være. Folk taler om at de stod op om natten i 1986 og så Danmark-Uruguay og at oplevelsen var nærmest magisk, også selvom de var trætte og enten gik i seng igen eller gjorde noget andet

Derfor skal man så vidt muligt sidde og se et eller andet ganske obskurt om natten. Hvis man kan kalde det danske fodboldlandshold obskurt. Det kan man måske, når man har haft 40 afbud, har en spiller der hedder Eddie Gomez i midterforsvaret, og spiller på et kæmpe stadion hvor der ikke er nogen tilskuere.

Det er godt når tingene ikke er fornemme, eller brandet ud i det perfekte. Men hvor hændelserne kan få lov til at ske rimelig frit

Det kan det om natten ved en OL transmission, og derfor bliver jeg nødt til at skrive om det. Om natten

At slanke DRs budgetter

Dansk Folkeparti har foreslået at slanke DRs budgetter med 25%. Det er en præcist målt ud på særligt de tilbud som henvender sig til segmentet "unge under 30 år". Det som ikke skal fjernes, skal lægges sammen med noget andet, og frem mod forhandlingerne om medieforliget vil der sikkert være et hav af udtalte holdninger om det ene og det andet

Da jeg selv var i DR var jeg dagligt splittet mellem om det hele kørte som smurt i olie, eller om alt bare sejlede totalt og man burde privatiserer det hele og få det overstået. Det handlede dog mest om jeg selv havde haft en god arbejdsdag eller ej. Men DR fylder virkelig noget for os alle sammen. Alle har et forhold til DR, alle har en holdning til programmer vist i dag og dengang, og som tiden går vil synet på kulturprogrammer, serier og aktualitet mildnes. Hvad var stærkt kritisabelt i 80erne, griner man overbærende af i dag.

DF kan jo ikke lide P3. Det er en kendt sag. De spiller underlig musik, og værterne taler et sprog som man ikke forstår. Det samme gælder DRs tv pendant DR3. Det er noget bras og skal fjernes, men jeg tror ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at den kulturkristne og nationalpatriotiske del af den ældre befolkning, ikke just er målgruppen for P3 og for DR 3. Det ville samtidig også være for blåøjet at sige at disse to kanaler henvender sig til spelt segmentet eller til "Københavnerriet". I hele Danmark hører folk stadig P3. 

Der er bare tale om et andet sprog, en anden diskurs, en anden måde at se verden på end det meget højtidelige, fornemme, støvede og kedelige sprog som enhver ungdom til alle tider mener udgår fra de voksne.

Nu vil de voksne på Borgen ikke mere. De har jo fået nok, og det har de voksne altid når der er noget de ikke forstå, ikke bryder sig om, eller er bange for. Til det kan man bare pege på Bob Dylans tekster fra slutningen af 60erne som dokumentation. Enhver ungdomsgenerations udtryk vil være forskellig fra den forrige, det er en af ideerne ved at være ung. Hvis du ser nogen gør noget, så gør du det modsatte. Ikke kun for at være modsat, men for at præge den fremtid, du en dag skal være voksen i.

Da jeg var ung var P3 noget andet, end det det er i dag. So be it. Tingene udvikler sig. Man udvikler sig selv henad vejen. Man falder ind i en glæde ved at høre et godt debat program på P1 eller høre musik på P4. Man begynder at finde grå hår, man hidser sig op når naboerne spiller Nik og Jay klokken 03.26, selvom man bor i et etagebyggeri i København.

Sådan er livet.

Nu er der nye mennesker der ønsker at tage et ejerskab over P3 og DR3. De ved så ikke, at de bare har det til låns til den næste generation. Men de føler et ejerskab, og i deres kravlegård af ideer og udtryk skal de udvikle og afvikle stort set som de har lyst til.

Så selvom man får den hensygnende, dødvægt af et X faktor program med i købet, må parolen herfra være, at tingene er gode nok som de er.

For nu

At skrive om sig selv

Det er bloggens ypperste formål. At i sidste ende skrive om sig selv, sin verden, sit jeg, og det menneske man mener man er blevet. Samt at dele stort og småt fra livet i almindelighed. Min blog er i sidste ende ikke kategorisk anderledes end så mange andres, og så alligevel. For at skrive om en selv er en beskæftigelse udi tilbagesynet, udsynet,  hensynet og fremsynet. Man ser på sig selv med lige dele ynkelige, stolte og humoristisk briller. Og man opdager, at ens liv, hvor kort det for mit vedkommende indtil nu har været, har været et eventyr. Et eventyr med små indlagte selvstændige eventyr, hvor man nogen gange har følte, at man skal så grueligt meget igennem før man kommer ud på den anden side og enten får det man søgte, eller får oplevelser med på vejen som kan bruges som erfaring til det næste man giver sig i kast med. Og med nogen ting stadig mangler at se enden af tunnellen. Sådan må det være, som Jørgen Leth ville sige det

Men i processen, hvor jeg skrev om min barndom og tidlige ungdom, lykkedes det mig også at forstå at det som på daværende tidspunkt virkede som uoverstigelige dilemmaer og oplevelser nu er historier. Der kan grines af noget som dengang skabte gråd eller i hvert fald bekymringer. 

Ikke alt hvad der er sket i min barndom og tidlige ungdom er med på bloggen. Jeg har med en hvis sans for præcision valgt og fravalgt emner i det jeg har skrevet.

Der skal jo være noget til en erindringsbog engang.

Jeg har valgt krøniken som fortællemiddel, eller rettere det var sådan det udviklede sig. For jeg føler at mine første 18 år var en serie af begivenheder, hvor jeg ved at filosoferede over det meste, uden at få nogen klare svar på noget som helst. Det viste sig, at det heller ikke var meningen at der skulle findes svar, men at svarene på de tidligste spørgsmål, først kommer senere. Så at skrive om sig selv er også en rejse ind i en verden af spørgsmål og svar, og det mellemrum der findes mellem de to. Der hvor stilheden råder og kommunikationen må vige for en slags ekstra opmærksomhed, der kan få det hele til at rulle den rigtige vej.

At skrive om sig selv, har jeg opdaget, er også at skrive om andre. At fortælle en historie hvor andre menneskers egne historier bliver flettet ind. Man er ikke alene i sit eget liv, men støder ind i et utal af mennesker og skæbner, som på en eller anden måde bliver påvirket af en og vice versa. Det er en kæmpe ære at få lov til at leve på denne jord sammen med andre mennesker, og tage del i deres dårskaber, begivenheder og levede liv og at de tager del i det samme hos en.

Og hvordan er det så at være handicappet? Hvordan er det så at være menneske? Det er for mig nogle af de ypperlige formål der får mig tilbage på den her side, og tilbage på sporet efter svar. Og bedre endnu.:Tilbage på sporet efter bedre spørgsmål