torsdag den 13. april 2017

Verden og dig


Da jeg var i Japan, så jeg på et kort over verden. Det var ikke som de kort jeg havde set andre steder og slet ikke som de verdenskort, jeg havde set i Danmark. For her var Asien og selvfølgelig Japan i midten og Danmark og resten af Skandinavien var en klat ude i hjørnet, nærmest som en kunstnerisk påmontering i et postmoderne værk. For en japaner var det dog fuldstændig normalt. Det var en lige så stor selvfølge, som det var unormalt for mig.

Verden begynder med dig selv. Dernæst din familie, dine venner, dine bekendte, mennesker der kommer og går ind og ud af livet gennem en usynlig svingdør. Du tilhører et land, et folk, en hverdag, højtider og lav-tider, hvis der ellers er noget der hedder det. Du tilhører også dig selv rent juridisk fra et eller andet tidspunkt, og selv før det er der mange steder i verden, tænkt på dine rettigheder længe før du selv for alvor var klar over det. Men livet som sådan er jo ikke en daglig påmindelse eller hævdelse af rettigheder.
Det er udlevelsen af selve akten af livet og dertil hører en grundlæggende forståelse for hvad tilværelsen kan indeholde, udfordrer, fornye, formindske, forstørre osv.

Vi lever livet sammen med andre. Vi får at vide at vi selv vælger de mennesker, vi lever livet sammen med. En sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, ud fra egne erfaringer, at interesser og særpræg kan anspore til det venskaber og bekendtskaber man måtte have, men der kan og bestemt vil samtidig snige sig nogen forhold ind som grundlæggende ændrer de såkaldte sædvanlige livsstrømme der måtte eksisterer. Man kan af fysiske eller psykiske grunde være stuvet sammen med mennesker og skæbner som man grundlæggende ikke har mere til fælles med end tilfældige fysiske påhæng. Man kan være afhængig af hjælp, der betinger et bekendtskab med en eller flere mennesker som man ellers ikke ville have mødt eller have haft noget at gøre med, hvis man have fulgt den usynlige livsbane. Det åbner nye døre, nye vinduer, til tilværelsens kringelkroge. Dette forhold stiller en række spørgsmål til de naturlige sandheder man tog for givet, og man kan måske endda lære noget af det.

Verden bliver lille. Man bevæger sig over fysiske eller åndelige landegrænser i et omfang som tidligere generationer ville anse for totalt umulige. Man skal ikke længere kun drømme sig til alternative erkendelser, fordi  de i dag står og stirrer én op i ens åbne ansigt. Men midt i jublen over den myriade af erkendelser, der åbner porrerne overfor det nye, gemmer sig også en ældgammel logik. Vi finder også ud af hvad vi ikke vil have, hvad vi ikke kan lide, det som strider mod vores grundlæggende holdninger eller som på en eller anden uforklarlig måde strider mod noget som vi biologisk har arvet fra vores forældre og de har arvet fra deres.

Måske derfor den naturlige modstand mod den evige foranderlighed? Måske derfor en nødvendig samfundsmæssig debat om hvordan vi opbygger vores hverdag, vores økonomi og hvor vores kultur er på vej hen og om at står fast i det evigt løsagtige.

På den måde kan en psykologiprofessor fra en større jysk læreranstalt blive et verdensnavn ved at sige almindeligheder i en ualmindelig tid. Kaos og, må man tilføje, uvidenhed, er en trappe for socialopstigning

Det er verden og det er dig. Nogen gange hænger det sammen, andre gange må man skille tingene ad. Men da jeg sad og stirrede på kortet i Japan, ønskede min hjerne at sige. "Nej hvor interessant" men i virkeligheden tænkte jeg. "Det er virkelig underligt"

Eller var det omvendt?

fredag den 7. april 2017

Iran



Der har været en nærmest ubrudt udvikling i Mellemøsten siden 2001. En udvikling der i begyndelsen virkede marginal og usynlig. Iran voksede ud af sin skygge som paria stat og meldte sig ind i kampen om magten, rigdommene og æren. Iran meldte sig ind som første forsvaren af troen og som hovedmodstander mod den vestlige tilstedeværelse i regionen. Man kan vælge at sige 2001, eller et andet år enten i slut90erne eller i begyndelsen af 00erne. Men når man siger 2001 siger man også 11.september. Den dag, den 11.september 2001, var Iran isoleret i hjørnet af den geopolitiske sfære. Udover at Vesten forlængst havde cuttet forbindelsen var forholdet til Rusland og Kina også temmelig marginalt. Rusland havde på dette tidspunkt haft en langvarig økonomisk krise efter Sovjetunionens sammenbrud og var ved at komme til hægterne, og Kina så indad. Den dag var det en anden nation i Mellemøsten der styrede. Uden konkurrence. Saudi Arabien sad på olien og dermed på magten, og rundt omkring i de andre stater, var det Sunni'er der i større eller mindre grad bekendte sig til den såkaldt rette tro og som anerkendte det domæne Saudierne havde over regionen. Saudierne behøvede ikke at anstrenge sig specielt meget. Efter store bølgeskvulp i 80erne med krigen i Afghanistan, var der smulte vande igen. De modstandsbevægelser, der eksisterede var i egen have, et Al Qaeda der opererede først fra Afghanistan, siden fra Sudan og så fra Afghanistan igen, var egen avl. Det var den øvre middelklasse fra den arabiske halvø og Egypten der havde hørt et kald om et forsvar for Islam mod de invaderende korsfarer.

Først Russerne i Afghanistan og siden starten af 90erne USA.

Iran drev rundt alene med proselytter i Hezbollah, Hamas og Syrien. 11.september ændrede i princippet herefter alt. Og med invasionen af Irak fik Iran chancen for at blive en regional stormagt i en helt anden liga end hidtil. Store dele af det kaosramte og borgerkrigshærgede Irak kom under Iransk kontrol og det vi er i resten af mellemøsten i dag er en stedfortræderkrig mellem Iran på den ene side og Saudi Arabien på den anden side. En stedfortræderkrig som har været i gang i mere end 15 år. Der er religiøse, politiske, kulturelle og personlige modsætninger som adskiller de to regionale stormagter. Der er synet på hvordan Islam skal udvikle sig, om den ene part overhovedet er rigtige muslimer eller om de er frafaldne. Men der er også forholdet til USA og Vesten samt forholdet til Israel der skiller dem

I dag er vi alle sammen bekendt med de kringelkroge og den skæbne som vores verden kan tage på sig når konflikter får lov til at hærge uberørt. Når det går amok.

Mens jeg skrev alt det her affyrede Trump missiler mod Syriens Bashar al Assads regime og der skete et terroranslag mod Stockholm. Samme dag. Vi har vænnet os til det. Byerne kan være forskellige men, men begivenhedernes omfang og indhold går igen. Iran spille en rolle, men i forhold til den reelle udklækning af terrorister som rammer borgere i vesten spiller Iran en meget mindre rolle end de sunni dominerede lande. Det kan derfor undrer at USA uden betingelser melder sig tilbage i flokken hos Egypten, Saudi-Arabien og Jordan. Fra disse lande har Al Qaeda og ISIS haft rekrutteringsgrundlag de sidste 20 år

Måske vi skal til at tænke nyt. For alvor tænke nyt




onsdag den 29. marts 2017

Brexit



Siden valgresultatet i juni 2016 har Europa ventet. Nu begynder forhandlingerne. Om verdens dyreste og mest omfattende skilsmisse nogensinde. Det nogen kalder juristernes fest. Der er forskellige spor, forskellige veje til en forståelse af denne begivenhed, af denne serie af begivenheder som har udspillet sig, og som vil udspille sig i de næste par år

Politisk er EU langt fra klar til at tale med én stemme overfor briterne. Nogen lande har et stort handelsoverskud over Storbritanien, andre lande har ikke. Nogen lande har en stor koncentration af borgere i Storbritanien, andre har ikke. Der er strategiske, historiske, kulturelle og andre interesser som over tid adskiller de europæiske lande fra hinanden når det handler om Storbritanien. Men EU er nødsaget til at tale med én stemme i de kommende forhandlinger. For briterne handler det om at bevare hvad bevares kan, og få det til at ligne at man kan klare sig uden.

Det er højt spil, det er poker for hundredevis af milliarder af pund og euro. Det handler om institutioner, om økonomi og det handler om identitet.

Men det handler også om hvilken vej begge parter går efter det her forløb er overstået. Storbritanien kan blive splittet op endegyldigt i små, mere dynamiske nationalstater. EUs interne modstandere kan vejre morgenluft og se det som en mulighed for at sprænge projektet indefra. Tilhængere af EU vil bruge det som en lejlighed til at forsøge at rykke sammen, skabe en større grad af solidaritet, kampgejst og vilje til det såkaldte europæiske projekt

Men efter Brexit vil EUs stilling være svagere i forhold til resten af verden. Der vil ikke være den samme ærefrygt når et EU skilt står ved en global forhandling. Der mangler noget. Eller nogen. Om flere lande vil forlade Unionen er uvist, men det at briterne forlader Unionen, er mere end rigeligt til at svække Unionens styrke i forhold til resten af verden. En verden der bevæger sig i al hast. Fremad

torsdag den 16. marts 2017

Individ, del 1



Gennem menneskehedens lange og brogede historie har vi stræbt efter lykke. Til at begynde med var lykke overlevelse. Vi skulle have mad slæbt med hjem til hulen eller til den lille boplads. Alt handlede om overlevelse og kulturen blev derefter. Dem som viste sig bedst i stand til at skabe de bedste rammer for overlevelse kunne stige i graderne til at udgøre hvad vel kan kaldes menneskehedens første nobilitet

Men hvad har det med individet at gøre. Intet. Men man kan vel kalde det en indledning

I 1776 sker der i menneskehedens historie noget helt ekstraordinært. En flok jurister, erhvervsdrivende, landmænd, fribyttere og podagra-ramte flanør's i Nordamerika har besluttet sig for at gøre op med den hårde beskatning fra London. De er alle engelske gentlemen og godt uddannet. De har alle parykker på for ikke at sprede lus, og de er alle samlet i Philadelphia hvor deres kongres foregår. Hver af dem udvalgt fra de stater hvor de bor. De fleste af mændende, og det er kun mænd, kalder deres stater for lande. Nu havde de fået nok af myndigheden langt væk. Fra den skøre konge i Storbritanien. De ville have deres frihed. Hvad det så end var for en størrelse. De ville have deres eget land. Selv denne gruppe af mænd var ikke immune over for gruppearbejde, så forskellige grupper blev nedsat som skulle bringe i vej dette vanvittige, radikale projekt. Alle var klar over at den engelsk krone ville svare hårdt og kompromisløst igen. At forlade Det Forenede Kongedømme var fuldstændig uhørt. Nordamerika var jo bare en samlet koloni, hvor befolkningen var kongens undersåtter og kongens undersåtter skulle bare gøre hvad der blev sagt. En simpel verden, en verden til at forstå. Men en verden hvor mennesker mødte et cementloft over medbestemmelse i forhold til deres eget liv

Men krig, overbeskatning og manglende repræsentation, havde drevet dem til beslutningen om, at give fanden i det hele.

Møderne var lange og opslidende. Fyldt med patos. Folk var bange, vrede og opstemte. Der var, forestiller man sig, en følelse af at træde ud i en verden af intet. At det næste skridt ville være på fuldstændig ukendt jord. Det krævede at man havde et værdigrundlag, et værdigrundlag som kunne fylde mere end blot det at man ikke havde lyst til at sende penge over Atlanterhavet til en slunken statskasse i White Hall. John Adams fra Massachusetts blev foreslået som manden der skulle skrive uafhængighedserklæringen men han afslog. Han var allerede i så mange komiteer( vigtigt at kende sine kompetencemæssige begrænsninger allerede i 1700 tallet) og følte ikke at han kunne være, undskyld udtrykket, men tovholder på projektet. Han pegede derfor på Thomas Jefferson fra Virginia. En aristokratisk udseende, næsen i sky type, som folk havde svært ved at komme ind på livet af. Det virkede efter sigende aldrig til at han for alvor var til stede i det rum hvor han befandt sig

Men primusmotoren John Adams mente altså at det skulle være ham, og der var ikke rigtig nogen der turde sige ham imod

Han, John Adams og den gamle fyr over i hjørnet fra Pennsylvania, Benjamin Franklin kunne hjælpe ham på vej. Hvis altså bare det var sådan at det var Jeffersons ansvar at det blev nogenlunde ordentligt.

Historiske kilder siger at der var lidt muren i krogene. Jefferson? Seriøst? Han havde hidtil ikke sagt et kvæk ved møderne, stod bare ved vinduet og stirrede på folk når de talte. Men Adams var sikker i sin sag. Han havde læst hvad Jefferson havde skrevet i andre sammenhænge og syntes han havde et godt sprog, og igen. Man havde ikke rigtig noget valg. Englænderne var på vej, man havde ikke nogen hær og man ville formentlig blive hængt alligevel, så det handlede egentlig bare om at nogen der kunne skrive, kunne udføre opgaven. Det var en arbejdsdeling som man kender det i en stor organisation, hvor hovedvægten lægges på det umiddelbare, som vel i dette tilfælde er repræsenteret af George Washingtons krigskunst og John Adams, James Madisons og Franklins oratoriske evner, og i mindre grad fokus på det tidløse, repræsenteret af Jefferson.

Uafhængighedserklæringen blev et tidsløst dokument som kom til at fungere som motoren for den vestlige verdens moderne udvikling. Ikke blot var enhver i de 13 kolonier, også kaldet stater, født med retten af at leve i frihed. Menneskeheden, hvert enkelt menneske, var født med retten til at leve i frihed. Intet menneske på jorden kunne længere affinde sig med det af gud givne tilstand som ufri. Middelalderen var forbi, og en ny tid begyndte for menneskeheden. Ikke uden paradokser, for Jefferson var slaveejer, havde pisket sine slaver og gjort en af sine slaver gravide. Men dokumentet kom til at række langt ud over USAs grænser. Det var begyndelsen på et projekt som har kastet verden ud i alle mulige og umulige gerninger af fantastisk vovemod og fremgang og fanatisk hykleri og ulykke.

Det er menneskets frihed

Men frihed fra hvad og for hvem?



.

torsdag den 9. marts 2017

FCK i Europa League



Det er lillebroren. Turneringen der bare gerne vil overleve. Pengene er små i forhold til Champions League. Tilskuertallet er i gennemsnit markant lavere end til Champions League kampe. I aften kan FC.København så spille sin hidtil største kamp i Europa League/Uefa Cuppen nogensinde. Der er sådan en forventning om at det bliver tæt. Selvom Ajax er en større klub, en bedre modstander med meget højt niveau af individuel kvalitet. Men FCK har brudt en meget afgørende barriere for dansk fodbold. Ståle Solbakken har, siden han kom til, lagt fokus på højt presspil og ikke mindst en jernhård fysik hvor selv de største klubbers allerbedste spillere virkelig kan slå sig. Som Pep Guardiola udtalte efter Barcelonas kamp mod FCK i gruppespillet i 2010: "Vi har aldrig mødt et så fysisk stærkt hold". Om det nu er rigtigt ved jeg ikke, og om det måske i virkeligheden handlede om, at han var overrasket over hvor stærke og hvor udholdende FCK var den aften i Parken. Det er dog klart for enhver at FCK spillerne er stærke, både individuelt og kollektivt. Man har udviklet en ganske simple såkaldt Game Plan, som alle nærmest kan i søvne. Nøglen, dengang som nu, er at have to vanvittigt offensive, løbestærke backer der kan arbejde fuldstændig kompromisløst i 90 minutter. Det forærer holdet to ekstra midtbane spillere i angreb og sikrer forsvaret når modstanderen har bolden. FCK vil have overvægt i boldbesiddelse i hovedparten af de kampe de spiller og derfor er det rigtigt set, at understøtte midtbanen kontinuerligt. Det ville være fragmenterende og ville være at famle i blinde, hvis man skulle anlægge sit spil efter at den centrale midtbane, af sig selv, ville fuldstændigt dominerende i alle kampe man spiller. FCKs centralemidtbane er ofte voldsomt dominerende, men det skyldes det mandskabsmæssige overtal over midten som de offensive backer giver. Her er det især Ludwig Augustinsson som springer i øjnene. Han er ud af "Oscar Wendt-skolen" hvor man er i konstant bevægelse fremad når man har bolden, ned til baglinjen og slå velkvalificeret indlæg ind i hovedet på angriberne som der i Ståles system næsten altid vil være 2 af, af gangen. Hvor Wendt var lidt mere kreativ i sit spil og havde Grønkjær som makker, er Augustinsson mere statisk og i princippet lettere at læse for modstanderen. Trykket fra kanten og fra midtbanen gør dog at han vil komme til indlægsmuligheder i en kamp og dermed skabe åbne chancer for holdet. Det er en simpel formel som også overføres til den anden side hvor danske Peter Ankersen ligger. Han gør i princippet meget det samme.

Aftens modstander er på mange måder en lækkerbisken for FCK i den forstand at de er teknisk dygtige men mangler fysik. Ajax er et navn i international fodbold. Et kæmpe navn i virkeligheden og har jo skabt et overflødighedshorn af talenter som har udviklet sig til at være førsteklasses spillere i deres tid. Men siden Bosmann dommen, hvor spillerne fik langt flere rettigheder, kombineret med EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, har det været meget svært for Ajax at stå på begge ben. Både at være en af de bedste talentfabrikker i Europa og samtidig blive ved med at være konkurrencedygtige helt oppe i toppen af international fodbold. Koryfæer er kommet og gået men man har ikke været i stand til for alvor at knække koden og komme virkelig langt i enten Champions League eller Europa League. Profiler, spillere med enorm vindermentalitet og evne, forlader ofte Ajax lige inden de bliver rigtigt gode. To eksempler på det: Zlatan og Luis Suarez. I dag er deres største stjerne fordelt, vil jeg mene på tre spillere. Davy Klassen som fungerer som en moderne udgave af Edgar Davids krydret med lidt Danni Blinds lederskabs evner, Lasse Schøne og så Kasper Dolberg. Udover det har man stærke kanter der kan holde FCKs backer optaget på egen banehalvdel. Men altså to danskere som Ajax Amsterdams største profiler.

Dolberg er et helt utroligt talent. Måske det største angrebstalent fostret i dansk fodbold siden Preben Elkjær. Store ord, som også blev sagt om Bendtner. Han er nøglen for Ajax. Nøglen for FCK er at få maskinen til at fungerer optimalt. At der er olie på tanken på den centrale midtbane med Kvist og Matic og ikke mindst hos de to hurtige backer: Augustinsson og Ankersen


tirsdag den 7. marts 2017

Tillykke til alle kvinder med kampdagen - genudsendt fra 2016



Tillykke til alle kvinder med kampdagen. Der er bestemt nok at tage fat på: Undertrykkelse, ulighed, stigmatisering og strukturelle barrierer som hovedsageligt eksisterer langt fra de nordeuropæiske lande men som også, i en hvis udstrækning findes på vores egne breddegrader.

Men hvorfor er det ikke også tillykke til manden med kampdagen? Måske fordi mænd som flest, stadig ikke ser sig selv som en del af et køn, en del af en gruppe, som der skal kæmpes for. Manden tænker og agerer stadig som et ene-stående individ, og der gælder som et individ gælder den liberale læresætning "hvad falde der ikke kan stå".

Det er et tabu for en mand at tænke sig som en del af en kønskamp, en del af en kamp for basale rettigheder og muligheder, kun fordi man er mand

Men er det smart i længden? Statistikkerne viser, at mænd er overrepræsenteret i toppen af samfundet. Det være sig i den politiske og økonomiske elite. Men manden er også i høj grad overrepræsenteret i bunden af samfundspyramiden. At den enlige mand lettere går til grunde, hyppigere går i hundene om man vil, end den enlige kvinde, og at der for manden, i det at være alene følger en række følgeudfordringer med i købet i forhold til sundhed, misbrug og andre dårligdomme.

Vi bliver samtidig et samfund med flere og flere singler, og kvinden har i dag, heldigvis, ikke brug for manden i forhold til at klare sig økonomisk. Kvindens fysiske, økonomiske og sociale selvstændighed vil bare blive stærkere herfra

Det stiller nogen helt nye krav til det at være mand, til det at agere som et menneske i en globaliseret økonomi med en konkurrence mellem individer, stater og civilisationer og i tiltagende grad en centraliseret politisk virkelighed hvor det tætte lokale, nationale eller regionale fællesskab får trange kår.

Og i den nye virkelighed, hvor de gamle institutioner forsvinder og nye kommer til, bliver der sandsynligvis ikke ventet på dem som ikke kan omstille sig, der bliver ikke holdt i hånd og sat ting ind i rammer som man kender det i forvejen. Der vil nok blive skrevet kronikker i Politiken og Information og andre steder, om hvor forfærdeligt det hele er, men det kommer ikke til at bremse den underliggende udvikling
Det er den slags barske realitet som mange, også mange i Danmark, er ved at vågne op til, og det er samlet set økonomiske, politiske og sociale realiteter, som også kommer til at have en stor, måske afgørende indflydelse på udviklingen, i forhold til hvad det vil sige at være mand, og hvad det vil sige at være kvinde, i de kommende årtier

lørdag den 18. februar 2017

Nødvendig selvironi



Allerede ved overskriften går det en lille smule galt. For er selvironi en nødvendighed? Det drejer sig om evnen til at leve og leve godt med andre mennesker, forudsat at man befinder sig iblandt mennesker det meste af tiden. Selv hvis man ikke befinder sig blandt mennesker særligt ofte, er der et udtalt behov for menneskekontakt. Det er livsføden.

Et eller andet sted i et menneskes udvikling kommer behovet for sig selv. Det kan være som spæd, det kan være senere, men man bliver bevidst om sin egen bevidsthed og fra da af er intet det samme som før. Det kan generere en lang periode af fornægtelse af den givne bevidsthed, det kan generere en tidsløshed omkring behovet for at forstå og anvende den bevidsthed man har fået forærende. Det kan også afbrydes af mødet med andre, der uden at man kan se det, gennemgår den samme udvikling af deres egen bevidsthed. Vi bruger sproget over for dem, sender energier ud til vores fysiske omgivelser og håber på at få gode energier tilbage igen. Nogen gange går det fantastisk og andre gange går det skidt. Men der sker hver dag en hyper mængde transaktioner af kommunikation mellem mennesker, og som voksen har man flere værktøjer end som barn til at forholde sig til denne stigende eller faldende eller konstante mængde af transaktioner. Som barn oplever man alt for første gang, og et eller andet sted på vejen vil nogen, heriblandt jeg selv finde ud af, at en moderat dosis af selvironi vil virke mirakuløst socialt indsmigrende på andre mennesker. Ikke på alle, men på mange.

Man gør det uden at tænke over hvorfor man gør det, og det rammer ned i bevarelsen af en af dødssynderne, nemlig stoltheden og stoltheden ved at være en mand. Men som debutant udi selvironi, er man gudskelov endnu ikke en mand. Man er en dreng, og når man er dreng( i mit tilfælde) kunne man lege med kategorierne af sociale acceptable eller socialt mindre acceptable definitioner. Det er afvæbning 1:1 at udtrykke noget af det mest naturlige og mest logiske, der findes i tilværelsen:

At man ikke er perfekt, at man ikke altid har svarene og at de svar man har givet i ny og næ har været forkerte. Men der skete et eller andet på et tidspunkt.

CNN havde det der slogan tilbage i 90erne "Du er hvad du ved".

Men hvad hvis man ikke vidste noget, eller hvad hvis man tog fejl, eller hvad hvis man havde en viden i et bestemt paradigme men at dette paradigme simpelthen ændrede form, struktur  og indhold? Vidste man så ikke noget som helst. Det forekommer i nogen miljøer at være sådan, at viden objektiviseres i ganske høj grad. At man taber syn for at der nogen gange, måske endda ofte, at der er tale om projektioner af andre forhold for én selv. Det gør nok heller ikke det store, det er en læringsproces hvor det er meningen at man går ned af nogen forkerte stier, og man der finder ud af hvem man ikke er og hvilke mennesker, hvilke tankesæt, hvilke normer og regler der i hvert fald ikke gælder for én. Men stoltheden og stædigheden kan alligevel der drive én til at insistere på at gå ned af den vej, hvor man ikke burde gå ned. De fejl man troede hørte barndommen til kommer tilbage igen i en ny form. Man har ikke lært af sin egen historie. Og hvad så. Det er måske heller ikke meningen at man skal lære af sin historie til bogstavets symmetriske lighedspunkter men blot at huske og genkende nogen mønstre som man kan have en mere kvalificeret holdning til næste gang. Man kan grine af det, minde sig selvom at man heldigvis også er en klovn engang imellem der anspores af fristelsernes ild og så ryste lidt på hoved af det og komme videre.

Det er fristende at tro at alle mennesker gennemgår det samme udviklingsforløb som man selv gennemgår. Selvom det virker som en ligegyldighed, så vil jeg nok anse mig selv for at være et af de mindst tolerante mennesker jeg selv kender.

Skrivefejl?

Nej, rigtigt.

Mindst tolerante menneske, når alt er skåret ind til benet. Ikke af ondskabens klima, men slet og ret af nødvendighed. Det kommer sig af at man igennem den, forhåbentligt, tredjedel af hele mit samlede liv som jeg indtil nu har levet har befundet mig en række forskellige grupper og sammenhænge med meget forskellige mennesker. Det kommer sig af at mine forventninger fra tid til anden har været for store, andre gange har været for små, men mest af alt fordi mine forventinger til mig selv har været helt urealistiske, fraværende eller nærsynet i dens detaljerigdom. Nogen gange skulle bjerge bestiges i bevidstheden selvom der var tale om en detalje, og andre gange var detaljen nok til at bjerget ikke blev besteget, selvom det havde været fornuftigt. I flere og flere tilfælde var selvironien fraværende, der var ikke nogen naturlig distance til problemkomplekset, der var følelsen af at vedkommende havde nærmest et retskrav på at man var i følelsen. Og så begynder det selvfølgelig at gå i ring. Er ikke filosof. En filosof ville formentlig ikke skrive "jeg" selvom vi efterhånden godt ved, at der var, er og altid vil være tale om et allestednærværende jeg. Så det her jeg er mit eget.

Det ligger der hvor det ligger. Med eller uden nødvendig selvironi