fredag den 2. juni 2017

Trump og Paris aftalen



Verden er en i skuffet tilstand. I chok. Præsident Trump har ved at trække USA ud af klimaaftalen, trukket et tæppe væk under kampen mod den globale opvarmning.

Men rent politisk, rent indenrigspolitisk, er Trump nødt til at gøre det og hvorfor så det:

- En række af de stater der ente med at give ham deres valgmænd, det vil sige hvor han fik flere stemmer end Hillary, er industristater. Michigan, Ohio og Pennsylvania

- En række af de stater hvor han vandt er kul og olie stater

- Han ligger med en opbakning på små 39% i gennemsnit, og historisk set er det sådan at man skal ligge på minimum 48% i opbakning for at blive genvalgt. Hans base er endnu mere vigtig end hidtil

- Mange af de andre store projekter, Muren, Trumpcare, Moslim Ban, Skattelettelser, Nafta genforhandling går mildt sagt trægt, hvis det overhovedet er kommet igang. Han har reelt ikke været i stand til at gøre noget som helst hidtil.

- Han dækker sin højre flanke af: Trump skal bruge sin højre flanke hvis han skal have et godt midtvejsvalg. Det handler ikke om at overbevise modstandere, men få tilhængere i nok antal ud og stemme

- Han skal undgå en blamage i Georgia 6th. Valget i kongres distriktet i Georgia om at udfylde Tom Prices plads i kongressen, kan være den hidtil vigtigste vejviser for Trump. Er hans vælgere stadig med ham? At rive en international aftale i stykker, kan vise baglandet at han stadig er den samme Trump som kandiderede til præsidentposten. America first. Georgia first

- Han holder Bannon tæt på sig. Bannon var afgørende for at Trump valgt i November. Det bliver honoreret ved denne beslutning. Det konsolidere Bannons magtbase og magtbasen for en række af de nøglefigurer som hjalp Trump med at vinde de nordøstlige industristater Michigan, Ohio og Pennsylvania

- Når Trump bruger Pittsburgh som eksempel er det allerede valgkamps trommerne frem mod 2020. Han skal klare det godt i Pittsburgh for at vinde Pennsylvania, og han skal formentlig vinde Pennsylvania for at vinde valget


fredag den 26. maj 2017

Den dobbelte politik



Der opstod på et tidspunkt et fænomen i dansk politik, som man kan benævne som den dobbelte polititk. Det skete i kølvandet på udlændingeloven af 1983 og trækker lange og mørke skygger frem til i dag.

Uanset hvad man måtte mene om udlændingeloven fra 1983, det retskrav på familiesammenføring der var en del af loven, og mange af de andre bestemmelser som kom til at ændre den danske indfødsretspolitik og dermed dansk politik, så er ingen over loven.

Heller ikke den siddende minister. Men det har været som om, at især borgerlige regeringer har vedtaget med sig selv, at fordi man er imod indvandring, fordi man er imod flygtningetilstrømning til landet så er det ok at begå lovbrud. "Man gør det jo i landets tjeneste" synes at være logikken

Tamilsagen er kongs-eksemplet på det systematiske lovbrud. Et lovbrud der kostede en siddende statsminister, en rigsretssag mod Ninn Hansen og en fængselsdom til et konservativt medlem af folketinget. Det er moderne danmarks histories mest alvorlige sag. Det var udlændingedebattens juridiske fødselsattest og siden har der fulgt flere lignende sager i kølvandet. Navnlig Palæstinenser sagen om syltningen af sager om opholdstilladelser og senest Barnebrude- instruksen fra udlændingeminister Inger Støjberg

Der går en linje mellem disse sager, en linje der i sin enkelthed handler om, at man i beskyttelsen af landet må og efterhånden næsten skal overtræde landets love, regler, forordninger og de internationale konventioner som er implementeret i dansk lov. Hvor tamilsagen blev et mørkt kapitel for embedsstanden, for det politiske system og begyndelsen på den langvarige konservative nedtur, virker det som om at barnebrudesagen næsten fejres med håndslag bag ryggen blandt politikerne i den højre side af salen. At man, selv når det bliver svært, står vagt om landets integritet

Her er der tale om en skarp adskillelse af ret og pligt. En adskillelse som man ikke har på ret andre områder. Retten defineres af lovgivning, udøves og i sidste ende er det domstolene der fastsætter gældende ret gennem domsafsigelser. Meget få gange ender en lov i Højesteret, da det ville være enormt blamerende for et ministerium, hvis de lavede en lov der ville være i strid med Grundloven, eller de internationale konventioner. Men udlændingepolitiken har reelt tilsidesat retten og genindført en nationalpligt som øverste juridiske myndighed. En nationalpligt som tilsiger, at er du udlænding i Danmark så er ret en flygtig, foranderlig, ubekendt og uigennemskuelig størrelse, som har til formål at få dig ud igen så hurtigt som muligt, og alle veje vil blive afsøgt for at få dig ud af landet. Konventionerne skal testes. Man kan sylte sager i årevis, og det er ok. For det i landets tjeneste. Men Danmark overholder fortsat de internationale konventioner

 Det er altså alt sammen ensbetydende med at man ikke går den åbne hele vej og siger højt og tydeligt at man er klar til at bryde konventionerne og lade dem udfase af dansk lovgivning. For her gemmer sig den dobbelte politik der går tilbage til Tamilsagen og frem til i dag.

Politikerne til højre i salen(undtagen DF) vil gerne slå et slag for konventioner og internationale aftaler når de mødes med deres ministerkolleger fra andre europæiske lande og drikker et godt glas champagne og siger "tju hej hvor det går", men når man kommer hjem, administrerer man effektivt udlændingeloven enten i strid med konventionerne eller så meget på kant med konventionerne at disse mister enhver meningsfuld betydning

Det ville klart være at foretrække at man træf en beslutning om hvorvidt man respekterer gældende ret eller ej og i særdeleshed om man ønsker at viderefører de internationale konventioner som en del af gældende ret

torsdag den 25. maj 2017

Anti-Iran



Præsident Trump har færdiggjort sin første del af sin rundtur i verden, den første som præsident og det står klart, at Saudi Arabien har fået en ven i det Hvide Hus, at Israel og Palæstinenserne skal tale fred og at Trump kan finde ud af at danse med et sværd i hånden, arm i arm med glade beduiner. Men det væsentligste var begyndelsen på slutspillet for det Iran, som vi kender det i dag. Det var meget signifikant at USA og Saudi Arabien indgik en så omfattende våbenaftale. Det var meget signifikant at Trump valgte at besøge Saudi Arabien som det første land efter han blev indsat. Og det var meget signifikant så meget tid han valgte at bruge på at tale om Iran.

Iran har over de seneste 10-15 år fået betydelige mere magt i Mellemøsten. En af årsagerne til hvorfor der er så meget konflikt i regionen er den underliggende magtkamp mellem den gamle orden(Saudi Arabien, Egypten) og den nye orden(Iran). Den er religiøst, kulturelt, politisk betinget og værdierne cirkler ofte ind og ud mellem hinanden, så det til sidst er umuligt at give et klart svar på hvorfor fjendskabet er til stede. Det er det bare, og det bliver det ved med at være. Trump har slået USA ind på en ny kurs, en mere realistisk kurs. Ikke mere demokrati, frihed og retten til at bestemme sin egen skæbne som på forskellige måder og gennem, mildt sagt forskellige virkemidler var Bush og Obamas tilgang til regionen. Trump vil bare have USAs primære interesser håndteret bedst muligt, og det handler om at kunne lave deals. "The art of the deal". For at gøre det, må USA stille sig til rådighed for Saudiernes største ønske og det er at rulle Iran tilbage i den boks hvor de kom fra.

Et skridt på vejen er at give Saudierne en masse våben, gunstige aftaler, hjælpe dem med at bekæmpe de iransk støttede oprører i den blodige krig i Yemen, en krig som de færreste medier i øvrigt bruger tid på, men som har vidtrækkende konsekvenser for regionen, og forsøge at komme til en løsning i Syrien hvor Saudierne kan købe sig tid nok til at få brudt alliancen mellem Assad regimet og Iran. Det sidste vil tage noget tid, koste menneskeliv og i det hele taget være en svær opgave.

Men en anden væsentlig faktor i Anti-Iran politiken er, at det er noget der kan binde Saudierne, Israel og Egypten sammen. USAs tre nærmeste partnere i Mellemøsten. Partnerne vil gerne være sikre på at USA ikke sælger dem "ned af floden" som mange mente USA gjorde med Mubarak i 2011. USA har ligeledes en interesse i at Rusland ikke får fodfæste i regionen. Europa har interesse i at konflikterne mindskes så flygtningestrømmen aftager. Helst hurtigt, og helst ret kraftigt, da det presser de fælles-europæiske systemer.

Men er det så klogt, det der foregår? Ser man på de underliggende faktorer på hvad der skaber fanatisme, konflikt og krig så nej. Diktatur, totalitære regimer og despoti føder en vrede og en radikalisering i befolkningen, som kommer til udtryk gennem flere forskellige typer af oprør og væbnede konflikter. Intet nyt i det. Omvendt er de sidste 5-10 år i Mellemøsten også et vidnesbyrd om at en idealistisk udenrigspolitk, hvad enten den var republikansk eller demokratisk, kan have fatale konsekvenser og skade meget mere end det nogensinde skulle gavne.

Det er heller ikke sikkert at det er en god ide at skabe en konflikt med Iran, men Iran har gjort det til en vane at møve sig ind på de områder som de etablerede magter Saudi-Arabien, golfstaterne og Egypten har haft "ret" til. En ret tvunget igennem magt for længe siden. En ny spiller på banen er ikke ønskeligt, og i sidste ende vil USA gerne have et status quo som i 1990erne hvor man havde sine diktatorer hvor man gerne ville have dem. Trump forsøger at rulle verdensorden tilbage til før 11.september 2001 på den måde. Men en konflikt med Iran vil blive utrolig brutal, koste tusinder, måske hundreder af tusinder af menneskeliv, trække langt ud, få prisen på råvarer og olie til at stige i hele verden, og skabe en meget stor usikkerhed.

Det ligner dog at de store spillere i Mellemøsten lægger de første kort på det bord der der skal fører hen til en sådan konflikt







søndag den 14. maj 2017

FCK-Brøndby del 2



Det er et derby der har fyldt en del i min egen historie. I 2003, den dag jeg blev student, scorede Hjalte Nørregård det mål, dybt inde i overtiden, der reelt sikrede FCK det danske mesterskab. Vi stod og sad en stor gruppe af nyudklækkede studenter, på et loftværelse i Rungsted og så med på en lille skærm mens vi drak øl, sprut og champagne. Inden ved siden af sad alle dem som synes at det at se fodbold på sådan en dag var kolossal spil af tid og potentielle minder. Jeg lyver ikke alt for meget når jeg siger at nogen af de smukkeste og mest interessant piger fra området sad inden ved siden af. De kunne dog ikke konkurrere med det faktum at det  var næstsidste spillerunde og at det var mesterskabet der skulle afgøres i dette nyslåede, episke drama. Målet af Hjalte sendte os i fuldkommen ekstase.  Det udartede sig til en fantastisk fest, fra det øjeblik hvor bolden gik ind og FCK vandt

To år efter var jeg på højskole i Hou ved Odder. Vi var samlet ved en storskærm i den store sal på højskolen. FCK havde nær indhentet Brøndbys store forspring, og det var igen denne kamp der reelt skulle afgøre det hele. For de fodboldkyndige behøver jeg ikke at minde om at det nok var den værste kamp i FCKs historie. For Brøndby fans er denne kamp blevet nærmest sakro sankt da den markerede højdepunktet i deres klubs lange rejse. Brøndby vandt 5-0 og en af drengene på højskolen, en teatralsk type der på trods af titlen som jyde havde holdt med Brøndby det meste af hans liv, kastede sig på knæ ved 5-0 målet og råbte et eller andet om storhed og om hvor utroligt det var. FCK flokken forlod slukøret lokalet, og kunne gå tilbage til vores respektive værelser med den viden at vi ville være til grin i et stykke tid, og man kunne samtidig filosofere lidt over hvad der var gået galt

I 2009 skulle min gamle ven Rune og jeg endelig sammen i Parken og se dette drama. Brøndby havde siden den store triumf i 2005 haft svære år, og FCK havde spillet champions league, vundet mesterskaber i 2006 og 2007 og forskellen mellem de to klubber, mellem de to filosofier var pludselig blevet større. Vi var efterhånden langt væk fra "sikke en dejlig dag det er i dag", fællesskab, klubånd, socialdemokratiske regeringer, og en verden hvor  det var selvskrevet at Brøndby løftede mesterskabspokalen efter sidste spillerunde. Parken var under ombygning, fansene spredt lidt tilfældigt rundtomkring på stadion. Vi spiste på en kinesisk restaurant ved Trianglen og jeg var i undertal. Tre brøndbyfans der ikke spekulerede på om Brøndby ville vinde men med hvor meget, og de fysiske og digitale odds kuponer flød som nyindkøbt vin. Der var et hav af middelmådige svenskere på brøndbys hold på det tidspunkt, men de havde gjort det markant bedre end tidligere sæsoner, og samtidig havde FCK løftet sit spil fra den forrige sæson hvor AAB var blevet mestre. FCK spillede fra begyndelsen af kampen fantastisk, højt tempo og endte med at vinde 4-0 og mine Brøndby venner blev mere og mere lange i ansigtet, og begyndte at tale om, med alvor i ansigtet at det nok også var bedst at forlade stadion tidligt, da der ville komme trafikale udfordringer ved at komme væk fra Parken. Det kunne der dog slet ikke være tale om. Det var en triumf men der manglede et sidste mål for at vaske 5-0 nederlaget væk

Det var det sidste store derby i et årti hvor denne kamp var blevet en samfundsinstitution i Københavnsområdet, men det var også farvel til et årti hvor der var sket et professionalisering af sport og af meget andet i Danmark. Det hele skulle optimeres. Stadion skulle være større, kommunerne skulle være større, amterne blev nedlagt og erstattet af regioner og snart skulle der komme supersygehuse. Offentlige institutioner blev slanket og skulle køre "længere på literen" og de sociale medier var for alvor ved at suge den vågne, eksisterende tid ud af mennesker. Til kampene begyndte folk at være på nettet og havde kun 1,5 øje på kampene. Brøndby blev ved med at glide rundt i uforløste forventninger og drømme, i trænere og direktører der kom og gik, og i en økonomi som led skibbrud. FCK udsatte sig selv for en økonomisk og ledelsesmæssig hovedrengøring, åbnede vinduerne for at få frisk luft ind og se om der lå snavs under sofaerne. Det gjorde der. Man skyldte mere end en milliard væk, og det blev klart for enhver at fodbold var underholdning og i langt de fleste tilfælde ikke mere end det. Folk var i krisens navn blevet vænnet til at være dybt skeptisk overfor luftkasteller, dårlige udlån og spekulative forretninger. Tilbage var bragt en markedsskepsis som kunne have afsmag af noget der lå til venstre for midten, men i virkeligheden var sund fornuft. FCKs virksomhed Parken, kunne klare skærerne gennem den division som havde været det økonomiske smertensbarn, nemlig fodbolden, og med Champions League kvalifikationer fik man fat i penge der kunne betale renter og afdrag på den store gæld. Men derbyet og derbyet betydning forsvandt, og jeg blev selv ældre. Havde dårligt tid til at dykke ned i de enkeltes spilleres formkurver som jeg gjorde da jeg var dreng. Det hele var blevet så seriøst, så forlorent business, at man selv når man skulle se fodbold, måtte udstå at høre om "slutprodukter" og "resultatoptimering". Nogen havde taget sommerkurser på CBS eller Handelshøjskolen i Aarhus.

At FCK og Brøndby kunne dominere dansk fodbold over så mange år, skyldtes ligeledes fraværet af kontinuitet i andre klubber. Brøndby havde fra 1985 til 2006 næsten ubrudt været i toppen af ligaen og FCK var blevet et rigtigt tophold fra 2001. Det er dog blevet mere og mere professionelt i alle andre klubber, og det forhøjer barren. Men en fodboldromantiker savner den oprindelige superliga. Det som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med Derbyet, men som er min generations oplevelse. At alle kampe begynder klokken 15.00 om søndagen, at P3 skifter rundt mellem kampene og solen skinner, mens man hører om mål i Parken, Århus Stadion, og måske endda, hvis det ikke kan være anderledes, i Brøndby.

Det kommer ikke til at ske

torsdag den 4. maj 2017

Vestlige værdier



Sejrherren tager det hele. Efter Anden Verdenskrig oplevede verden en ny orden, en ny verdensorden. En verdensorden som på lange stræk byggede på den gamle verdensorden. Men denne gang med A bomben og nye aktører. Det blev en simpel men brutal verden. Dem der ikke var med os var imod os, og det gjaldt på begge sider af det jerntæppe, som Churchill udnævnte skellet mellem Vest og Øst til at være. Millioner af menneskeliv gik tabt i den store dyst om hvordan verden skulle se ud, regeres og leves i. Og i sidste ende var der en sejrherre og nogen der havde tabt

Men hvem? For mens man i vesten hyldede dem som havde været urokkelige i deres kamp mod Kommunismen og Østblokken og den politiske og økonomiske virkelighed der udgik herfra, så var de vel nok reelle sejrherre de almindelige mennesker i Østeuropa der gjorde op med deres egne regimer, deres korruption, deres løgne, deres fortielser og deres lemfældige omgang med samfundets værdier og ikke mindst deres inkompetente evne til at køre deres egne landes økonomier i sænk. Hvis man er Amerikaner, og på en eller anden måde læser det her vil man måske tænke. "Det lyder bekendt". For sejrherren i den koldekrig, eller ideen om at man var sejrherren i den kolde krig har på sin egen interne ulogiske, eller måske netop logiske vis, vist sig at være begyndelsen på den vestlige hegemoni men også begyndelsen til enden for de vestlige værdier som vi siden den kolde krig har kæmpet for. Vi har kæmpet for værdiers udbredelse, men glemt at disse værdier ikke kan udbredes med kampvogne, jagerfly og ubåde. Tidligere handlede det om at inddæmme og uskadeliggøre modstandere, men krigene efter den kolde krigs afslutning har haft et gustent anstrøg af "Vi Alene Vide" om hvordan samfund overalt på planeten skulle bygges op. Det var dømt til at gå galt, dømt til at få afsløret sine egne mærkelige bagdørs ideer, stillet til skue for resten af verden.  Den vestlige værdi som hermed kommer mest til skue er det økonomiske rationale, og intet vigtigere i moderne tid for det økonomiske rationale end det sorte guld. At holde produktionen oppe, at holde priserne nede, at smøre væksten med det talkum som fungerer og fungerer upåklageligt. Der er bare det problem at den anden store vestlige værdi er blevet gældsætning. En gældsætning som risikerer at sende en række vestlige lande under økonomisk administration om en generation for nu. Der er ikke penge til at finansiere de evige krige, den aldrende befolkning, det mere kostbare sundhedsvæsen osv.

Det vil i sidste ende formentlig enten betyde statens komplette overtagelse af privatøkonomien og private selskaber og dermed være enden på individualitets-civilisationen eller det vil være enden på Staten som aktør i den sammenhæng, som vi kender det i dag og en såkaldt frisættelse, i hvert fald i en økonomisk forstand af mennesket i en helt anden skala end vi kender det i dag. Det er i hvertfald svært at forestille sig et dobbelt makkerskab som vi kender det fra blandt andet Danmark.

Vi lever i en fantasi. Hvilket et godt, endda rigtig godt på kort sigt. Men på længere sigt kommer der forandringer som vil få mange til at spørge om.

"Kan man virkelig det"? "Er det der foregår virkelig i tråd med helt almindelig anstændighed og vestlige værdier"?


onsdag den 3. maj 2017

FCK-Brøndby del 1- Zumas sakse


New Firm, Derby. Et par genkendelige navne har efterhånden fundet vej til kampen mellem FC.København og Brøndby. Siden 1993 er det bare vokset i volumen. Der bliver givet byttere, som mere anløbne dele af vores samfund ville kalde det. Nogen har gjort noget mod nogen, og det skal hævnes. Ikke revanche, som det hed engang i fredstid, men hævn. Det er en moderne, fedladen blodfejde, det tætteste vi kommer på en autoriseret del af en kultur, gemt væk fra det pæne borger og arbejderskab.

Når nogen siger FCK-Brøndby til mig, tænker jeg først og fremmest på én detalje. En begivenhed i begivenheden. Det var i 2001, regnvejr og jeg gik i 1.g. Et par uger forinden havde jeg været i Parken med min hjælper Heavy og en af hans venner, eller en ven gennem en ven, kaldet Bamse. En spøjs trio. Vi så FCK-FC Midtjylland og FCK vandt 3-0, blandt andet på en stor indsats af den spritnye midtbane profil Christian Poulsen. Man lå til guld.

Næstsidste spillerunde mod Brøndby i Parken, det støvregnede, det var køligt og der var ikke meget der tyede på, at vi var i juni måned. Jeg zigzaggede ud og ind mellem eksaminer, fester og stillingen i Superligaen. For første gang i 8 år, var der en reel mulighed for at FCK kunne vinde guld. Det hele var til en film. 40.000 i Parken, festklædte, små-fulde mennesker, der havde taget deres bedste og værste tøj på og var klar til en kamp, som alle havde en eller anden fornemmelse af ville gå over i en slags fodboldhistorie. Men ingen vidste for hvad.

Det blev også en dag hvor min ven Niels, af årsager glemt i dag, ikke kom med mig ind i Parken. Så det var bare Heavy og jeg og for at gøre oplevelsen mere signifikant blev vi ført væk fra den gamle endetribune og den sektion hvor man "normalt" sad som kørestolsbrugere. Vi kom i stedet ned ved plænen og transporterede os selv forbi spillerbænkene og "helt ned i hjørnet" som vi fik besked på. Der var kaos, men orden i kaos. Her kunne jeg se over en bande eller to, se spillerne varme op og gøre klar til det som potentielt kunne være en guldfest. I FCK anede man ikke hvordan man holdt en guldfest. Brøndby havde siddet fuldstændig på det i de foregående år, og det var ved at blive pinagtigt så meget talent, så mange evner der var gået til spilde i FC.København. Udlandsproffer(det hed det stadig) der blev købt hjem og floppede og man kunne fra langsiderne se og høre Brøndby mæske sig i det ene mesterskab efter det andet og krone deres storhedstid med en kvalifikation til Champions League i 1998. For helvede.
Men den eftermiddag indvarslede noget så beskedent som et regimeskifte i Dansk Fodbold og det var i det hele taget et år med ændringer. 11.september og Anders Foghs valgsejr over Poul Nyrup Rasmussen, det første rigtige år i det nye årtusinde og jeg følte mig som en vidende politisk ekspert der selvfølgelig vidste det hele.

Når man er fra Vedbæk holder man med dem der vinder, medmindre de taber altså. Det var dog det romantiske gen og lidt af omveje at jeg holdt med FC København fra klubben blev grundlagt i 1993 på tvangsægteskabet mellem B1903 og KB. Jeg kunne ikke døje B1903, et idiotisk og DDR lignende navn og jeg havde intet forhold til KB, som for mig lød ret støvet og tennisagtigt. Forestillede mig gamle mænd, der trillede bolde til hinanden

Min onde hjælper(hun var ikke ond, men lad os bare sige at hun var lidt ond) Anette havde en eller anden relation til Jørgen Juhl Jensen der spillede i FCK, og der blev i min hjerne indtastet en ide om at jeg kunne holde med et hold fra begyndelsen af.

At jeg begyndte med dem.

Den juni eftermiddag gik spillerne på banen. Der var elektricitet i luften. Et tordenvejr cirkulerede rundt om byen og FCK fik hjørnespark. Christian Poulsen steg til vejrs og headede bolden i kassen, ved det mål hvor vi stod tættest ved. Det kunne ske. FCK kunne blive mester med en sejr den dag, og det var en pauseføring 1-0. Men det var i anden halvleg at det historiske øjeblik skete. En bold blev hældt ud til Thorninger som lagde den ind over og så skete det. Det hele foregik som i slowmotion, hvor nogen eller noget stopper tiden og giver et poetisk riff til en grov prosaisk tekst. Zuma stiger op og sakser den ind fra kanten af feltet. Det var som et lynnedslag lige der og i et brøkdel af et sekund var der fuldstændig stille, som om der blev tænkt "Skete det virkelig, det der"? Herefter gik stadion fuldstændig amok i en fanatisk jubel-rus. Begge hold scorede siden et mål hver og FCK var danske mestre.

Chefen for det hele Don Ø gik efter kampen rundt og sagde tak. Da han kom hen til mig knælede han ned og krammede mig, mens han græd(no shit!) og det var et meget følelsesladet øjeblik. Spillerne kastede øl efter hinanden. Brøndby fansene stod lidt som forstenede på den modsatte tribune uden for alvor at vide hvad de skulle gøre af sig selv. De havde været vant til at vinde, vant til at håne, men der var kommet en ny dreng i klassen, som i de første år havde brugt mere tid på at fjante rundt og udvikle børnesygdomme, men nu endelig var klar til at indtage tronen øverst i hierakiet.

Jeg var høj i flere dage ovenpå det der. Er det jo nok stadigvæk i et kammer af erindringen.

FCK havde som følge af Mesterskabet retten til at spille kval til "Fodboldens Himmerige" som Don Ø yndede at kalde det andre mennesker kaldt Champions League. Ganske kort, så lykkedes det ikke men FCK fik taget en slags playoff mødom som blev givende senere hen. Heine Fernandez, der i sin tid i FCK samlet set havde lavet 2-3 sammenhængende afleveringer og skud på mål, spillede sit livs anden halvleg mod italienske Lazio efter at have slået hovedet. Med en midlertidig, hvid bandage bundet om hovedet, ejede han herefter banen. Han scorede sejrsmålet til 2-1 og var tæt på at score en mere. Det var igen Heavy, der var med mig som hjælper og han råbte og skreg som en gal, ligesom jeg selv gjorde

Efter kampen sagde han stakåndet og på klingende sydfynsk til mig, og brugte samtidig mit kælenavn fra det tidspunkt:

"Det er som en heavy koncert, Mikse. Den samme energi"!

Var igen i Parken den aften da der var returkamp, men det var til en Red Hot Chili Peppers koncert og det var jo uden smartphone. Så jeg måtte alliere mig med dem der sad hjemme og så kampen på tv(kors et oldnordisk samfund, hva?") og her kunne jeg høre om, at Lazio høvlede bolde i kassen og gik videre. Koncerten var dog fremragende og jeg hældte Heineken ned og havde en fest. På en eller anden måde endte jeg, min ven og klassekammerat Kasper og Heavy, backstage inden koncerten dog uden at møde RHCP.

Vi mødte deres opvarmningsband, som var skæve og flinke og de bød os på øl.

På den måde flytter minder fra en ting over i minder fra andre ting







onsdag den 26. april 2017

Dem og os og normalitet


Tror alle sammen, at vi kender det. At nogen har gjort én fortræd, nogen har gjort én uret. Et menneske har sat et spor i én som på et eller andet tidspunkt i ens liv, har føltes ubærligt og som syder et eller andet sted i systemet. Man kan blive kørende i den livsvogn der hedder vrede og bitterhed, og måske blandt andet fordi vi lever i den "konstante glade "tid, så er disse følelser skjulte organismer, væk fra andre mennesker. Intet menneske er altid glad. Forhåbentlig. Det skal ikke betyde, at mennesker skal være ulykkelige eller ked af det hele tiden. Selvsagt ikke. Men det er urealistisk ikke at gennemgå stærke følelser, især hvis man føler dem stærkt.

Der kan ligge en dimension af en virkelighedsforstørrelse, en smertens detaljerigdom, ved at være vænnet til mange knoglebrud. Man ved hvad fysisk smerte er, der hvor alt andet stopper, hvor alt andet bliver en parentes, ligegyldigt og det egentlig kun er det man kan have fokus på. Resten af verden forsvinder. Man kan kombinere denne fysiske tilstedeværelse af et så kraftigt ydrepunkt, med evnen til at observere, som et såret dyr i skoven, hvem som vil hjælpe én eller hvem som vil æde én. Billedsprog, naturligvis.

Men man opbygger en for vores tid, og især vores samfund, en meget sjælden kompetence, som ikke rigtig kan bruges til andet end at skabe større forskel mellem dem og os. Dem som føler eller har følt den kraftige fysiske smerte, som har brug for mere hjælp og som har levet et anderledes liv siden dag et og så det store, tavse flertal der lever deres liv med deres fysiske, psykiske og idiosynkratiske spillekort. Man kan tvinges til at skulle gøre det som alle andre også gør, på samme tid men med andre kort i hånden. Normaliteten kan sejre. Men sejre hvorhen? For hvis man ikke er normal, har den gængse normalitet ikke meget andet at tilbyde én end endnu engang, at få påvist at man ikke tilhører dén, og godt det samme

Ét problem som hører med til denne adskillelse af et dem og os, og som for mit vedkommende først er ved at blive løst i de senere år har været den rene anderkendelse af andre mennesker og deres problemer.
Tidligere har jeg lyttet til dem, observeret dem og ladet mit stille og nogen gange knap så stille sind provokere af dem. "Du synes, at du har problemer? Prøv at brække dine knogler 200-250 gange og så ring tilbage, ok?!". Det var min tilgang. Måske ikke til folks ansigt, men i det mere end klare sigtekorn hvor den skarpsindigt lidende tydeligt kunne se og høre, at det var den holdning der rumlede i hjernebakken over på den anden side. Det kunne give sig udslag i at tænde for et tv hvis jeg blev talt til, tale i meget overordnede vendinger på andres konkrete problemstillinger eller slet og ret svare i øst, hvis jeg blev anmodet om en stillingtagen i vest.

Det er en forholdsvis nylig tendens, at jeg er i stand til at beskue menneskers problemer for hvad de er. Deres problemer. Som en følge af et vildnis af årsager som kan have rod i én ting eller flere ting, men som ikke skal stille op imod mine egne magnum udfordringer. Som fra tid til anden er magnum minus fremfor magnum plus. I denne forbindelse kan forhold gå i stykker, fordi anerkendelsen ikke kom tidsnok, ikke var retvisende og hvor man skabte en relation så tæt at brud, det kan være et venskab, tiltrækker begrebet monsterskabelse. Man skaber et monster af det menneske, som man på en eller anden måde vil anklage, enten for noget konkret eller for noget helt abstrakt som peger tilbage på ens eget liv. "Er det den og dens skyld at.. sådan og sådan?" Det er det sjældent.

Fra tid til anden kan virkeligheden dog være flygtig, skabe punkter hvor det oprindelige går så meget tabt, at det kan virke meningsløst og næsten umuligt at finde svar, og når man endelig finder svar, som en skør, stædig og besat videnskabsmand i et kontamineret laboratorium, så finder man ud af at man slet ikke skulle finde svar, men stille spørgsmål. Og det endda ikke engang sikkert. Her kommer tilgivelsen ind som noget tillært eller som noget der rent faktisk virker som en helende kraft for livet.

Kan den tages i anvendelse så rummer den det hele, men jeg synes alligvel at tilgivelsen lader noget tilbage; Noget udvikling, noget fremdrift, noget pokkers lutheransk som jeg troede jeg var syvmileskridt ud over men som nager i fugerne som man kan kalde en bondevrede. En bondevrede som har skabt alt muligt på vreden og som ved tilgivelsens indtræden forsvinder.

Men tilgivelse virker, må man antage. Og hvis ikke tilgivelsen virker, så har vi jo reelt intet tilbage. Så er vi overladt til den virkelighed som blæste igennem de islandske sagaer og visse kulturer i dag; at det i sidste ende altid handler om hævn og straf og dét helt uden skelen til hvem og hvorfor og hvordan og at det handler om at ramme dette menneske med det dybeste stød muligt. Det er stoltheden, æren som er krænket, det er basis for en duel i 1800 tallets Frederiksberg have. Men der ligger folk og soler sig og stolthed og æreskrænkelse må vige for fremskridtet, bedring og tilgivelse