mandag den 2. oktober 2017

Først og rigtigt, men rigtigt først



Vi lever i den mest hektiske medieperiode, måske endda med brug af ordet æra, i verdenshistorien. Nu'et afspejler ikke engang længere tiden for deadlines og for at få oplysninger ud til befolkningen. SOME har brudt de normale strukturer ned og bygger nye op. De gamle regler skiftes ud med en knivskarp konkurrence. Ikke om bevidsthed, men om opmærksomhed. Alle journalister, mediefolk generelt, bloggere og alle der i dag udgør det samlede mediebillede er på daglig basis nødt til at forholde sig til, være kritisk overfor, være ydmyg i forhold til, den strøm af oplysninger der kommer sejlende forbi og de mange valg og fravalg der skal tages.

Som freelance blogger med få enkelt interesser, hidtil uden nogen kommercielle bindinger der selvfølgelig markant lettere. Men når noget sendes ud, læses af andre, hvad man kender dem eller ej, skærpes ens vurdering af hvad som er rigtigt, hvad som er forkert, hvornår der bygges en dagsorden og hvornår noget er så objektivt, faktabaseret, at det kan bruges uden videre overvejelse til andet end det faktiske indhold. Men i en verden der forandrer sig, i en verden med nye magt strukturer, en meget stor og voksende global økonomisk ulighed, og tvivl om de samfundssøjler som i hvert fald i den vestlige verden, har været bærende siden 1945 og frem, er det ikke for meget at sige at alle bolde er kastet op i luften. Når alle bolde på den måde hænger i luften, og venter på at komme ned og blive grebet af nye spillere, eller gamle spillere i nye forklædninger, giver det enhver skrivende, enhver kommunikerende et kæmpe ansvar for at være ikke blot præcis, men ydmyg, eftertænksom og huske på den dannelsesproces der har bragt den skrivende til den position han eller hun har på dette tidspunkt i historien.

Vi er historiens hænder og fødder, og uden historien ville alt være ligegyldigt, men vi kan have en tendens til at forestille os livet som værende udelukkende nu og her, baseret udelukkende på alle de genkendelige værdier, institutioner og vedtagne sandheder som vi se foran os. Det er ikke unormalt. Sådan har det altid været, og når man ser hvor meget den menneskelige civilisation har rykket sig over de sidste bare 1.000 år, så må man sige, at forandringerne vil og skal komme. Det er ikke nødvendigvis forandringer man kan lide, det kan endda være forandringer som kører verden i backgear i forhold til det enkelte menneskes ønske om at leve et harmonisk liv, en stats ønske om en bred og uforstyrret fred, frihed, stabilitet og fremgang for sine borgere, og en civilisations ønske om at eksisterer længere end nogen anden civilisation i verdenshistorien. Men sådan er det nu engang. Og ned i myretuen, der hvor den skrivende, den tænkende, den handlende, den følende, den levende befinder sig, er hver enkelt del vigtig for helheden

Og så er det som min gamle chef Ulrik Haagerup sagde, vist nok til en julefrokost i DR Nyheder. "Det er vigtigt at det er først og rigtigt, men det skal være rigtigt først"

fredag den 29. september 2017

Den oprindelige hensigt



Vil følgende skrive lidt om, det man kan kalde den oprindelige hensigt. Og et par andre strøtanker

Fra tid til anden kan man komme ud for at nogen siger noget som ikke passer. Det får man det umiddelbart skidt med, da man helst gerne vil have rigtige udsagn af vide fra mennesker. Vi vil gerne stoles på og vi vil gerne stole på. Det kan være hårdt, ubarmhjertigt eller i mild grad generende at finde ud af at man er blevet løjet for. Og det føles skamfuldt og ydmygende at erkende at man har løjet for andre mennesker. De fleste af os lærer som børn hvordan vi skal håndtere den slags. Enten ved at nogen fortæller os det, eller ved at vi ved erfaring lærer hvordan vi kan agerer og reagerer i en sådan situation. For nogen mennesker, særligt mennesker med en hård barndom kan det dog formentlig være en voldsom oplevelse, at det svigt de måtte have været ude for, sætter dem tilbage i forhold til at forholde sig til uærlighed osv.

Men selv for mennesker med en nogenlunde almindelig opvækst, kan de underliggende præmisser for hvordan man forholder sig til ovenstående også være en svær størrelse. Vi gør os alle vores individuelle erfaringer, og vi prøver alle at finde ud af hvordan vi håndterer den situation, hvor Vi udsættes for forhold der kan virke moralske i deres udformning, men oftest handler om helt jordnære forhold. For det er en væsentlig pointe. I langt de fleste tilfælde, har der været en oprindelig hensigt, bundet i en følelse som ikke blot er ok, men som er naturlig, rationel og i situationen menneskelig. Man vil et eller andet, og for at opnå det, kan og måske vil man tage et andet menneske "i brug" for at nå det. Det kan være en grænseoverskridende tilstand at blive "taget i brug" eller at "tage i brug". Og den oprindelige hensigt kan forsvinde i et virvar af flygtige,  ønsker, tanker og kryds planlægning som kunne være undgået, hvis man havde forstået værdien, ofte for sig selv, målet for sin oprindelige hensigt. Den skarpsindige læser kan sikkert regne ud, at jeg inkluderer mig selv her.

Min hjerne er analytisk indrettet og jeg er af natur ikke god til at nå den jordnære pointe, men vil langt hellere bevæge mig ind i komplekse analyser af stort og småt. I en verdensfjern galakse.

Man kan flygte lidt ind i en komfortabel verden af fakta blandet med ideer og på den måde overføre den tankemåde, til relationer. Det er ikke ønskværdigt. Fra tid til anden har det givet mig ret store og meget mærkelige problemer, som kunne have været løst ved en større grad af ærlighed. Både omkring den konkrete situation, og om den oprindelig hensigt som lå bag. Men hold kæft det er svært. Den analytiske hjerne, egoet, og stoltheden fører gerne i en anden retning, og her kan man over tid være prisgivet for hvad omgivelserne siger til det der sker. I mange år havde jeg været så heldig at være omgivet af mennesker, som enten intuitivt eller måske gennem samtale var klar over mine intentioner og mine hensigter. Men i årrække var jeg omgivet af mennesker, hvor jeg oplevede at de blev meget overraskede når jeg lod en arrogant maske falde, når jeg kom ind til kernen og de kunne se at jeg ikke havde onde eller manipulerende hensigter, men at jeg bare ville noget helt jordnært.

Det er en svær øvelse. I processen går man fra barn til ung til mand og så til at blive sig selv igen, en krydsning af alle tre faser, og på vejen derhen ønsker man at spejle sig i forskellige mennesketyper. Den vrede, den stolte, den følsomme, den kloge, den vanvittige. Alle mulige mennesker som har noget af det man selv har, og også har en masse som man ikke selv har. Et meget sjovt eksempel var min barndomsdrøm om at blive statsminister.

Ganske få af dem som jeg gik i folkeskole med var i tvivl om hvor meget jeg interesserede mig for politik og hvor meget jeg interesserede mig for sport, og jeg kunne for hver enkelt med ligeså stor præcision sige, hvor deres kærlighed og begejstring lå. Det fortsatte i gymnasiet. Men for dem jeg gik på højskole med, var det noget ganske andet og deres overraskelse over, hvad jeg oplevede som et slags maskefald, overraskede mig for ikke at sige at det chokerede. For en god ordens skyld vil jeg sige, at jeg vil ikke være statsminister længere.

Men det er interessant hvordan mennesker kan opfatte én så ganske forskelligt, og det uden at ens kerne har ændret sig substantielt. Der kan opstå en forventning om, at har man været igennem et forløb hvor bevidstheden fra omgivelserne, om hvad der foregik i ens tanker, handlinger og følelser, så ville dette fortsætte i al evighed. Man udvikler sig til en doven sjæl, der hele tiden dukker sig fra at tænke, føle og handle videre. Den dovne sjæl udmærker sig ved at have svaret på forhånd, at lukke sig i sin sociale silo, at slå det døre øre til sig selv og til andre, og i det hele taget søge nedad i stedet for opad. Den dovne sjæl, som et land eller en civilisation, går til grunde i det at have nok i de sandheder og den logik, som mæsker sig omkring én. Det kan virke så umuligt at skifte standpunkt, at krybe ud af de eksisterende dogmer, at man helt afholder sig fra det. Der vil altid kunne dukke et argument op for, hvorfor det er mere ordentligt og rigtigt at blive hvor man er. Men hvad hvis der hvor man er, gør en ulykkelig? Er det så bedst at blive hvor man er, eller skal teltpælene rykkes op, og den dovne sjæl, det analytiske eller det praktiske sind udfordres, og man kommer videre?

Ja da!

mandag den 18. september 2017

Folkestyret og dig



Retten til at bestemme over sit eget liv. Det helt grundlæggende i folkestyret. Vi stemmer om retten til at vælge mennesker ind, som i princippet skulle tale på vores vegne. Det repræsentative demokrati, som for nogen føles velfungerende og møder sit mål, men for andre føles som så langt væk at det ikke giver mening, at tale om et repræsentativt demokrati. Det fordrer i alle stunder deltagelse. Et fasttømret hierarki med kongen, præsten, faderen for bordenden, inviterer ikke på samme måde den enkelte til at tage stilling og til at deltage. Stillingtagen er et udgangspunkt, og for stillingtagen kræves muligheden for på tilnærmelsesvis objektiv facon at tilegne sig viden om det pågældende samfund, samt følge den samvittighed og de værdier som vi er født med og podes med. Kort sagt lidt af det hele

Men de økonomiske, kulturelle, religiøse og magtstrukturelle kræfter vil altid spille en hovedrolle i udformningen af enhver given information, og det bedriver former for hårde æselører i den såkaldte objektivitet. Den findes ikke, i det omfang som viden kan baseres derpå. Tilbage er deltagelsen. Den kræver ikke objektive former men ambitionen, viljen og måske evnerne til at ville gøre tingene som man selv synes de skal gøres. Det kræver selvfølgelig at man forstå de sammenhænge, og de former hvor man deltager. Intet menneske er en ø, og forandringer, bærende, langvarige forandringer, bliver ikke skabt over en kop kaffe eller et enkelt møde. Det bliver, som den daværende statsminister Poul Schlüter formulerede det, når man "bider sig fast til bordkanten".

Først her bliver samfundet drevet i den anden retning. I dagens verden lærer vi hvordan tålmodighed kobles med langmodighed og meget af det vi foretager os skal gå stærkt, og helst stærkere og stærkere. Men politik, magt, penge og ledelse har altid og vil altid bedrives som handlingsgrene der styrkes over tid. Hvor den langsomme forretning og den tålmodige opstigninger er det talte sprog. Som eksempel udtrykker Investoren Warren Buffett sig således At de finansielle markeder er en disciplin hvor den tålmodige tager penge fra den utålmodige" og han har ret.

Det samme gælder det politiske system, og de magtstrukturelle forhold som det baserer sig på. Endnu er der ikke redet en cowboy ind i byen, skudt vildt omkring sig og så kunnet forvente at tingene ville blive lavet om. Det handler om tid, og den tid som ingen moderne mennesker føler de har, stjæler det vigtigste de kan give:

Deres ideer, deres væsen og deres arbejdsindsats for at lave samfundet bedre. Det kan stilfærdigt diagnosticeres, både indefra og udefra, at jo mere travlt det moderne menneske har, jo mere det moderne menneske skal nå, jo længere bevæger dette menneske sig væk fra meningsfuld deltagelse og jo længere bevæger samfundet sig væk fra folkestyrets udgangspunkt. Deri kan ligge en mening, at holde de bedste og de dygtigste i op til flere generationer væk fra der hvor værdierne, i en fysisk forstand, ligger.

Det kan samtidig også være kimen til et civilisationsmæssigt sammenbrud, ikke ulig det som romerriget gennemgik for mere end 1.000 år siden

søndag den 17. september 2017

Kurdernes krav i Irak



En relativt ubemærket kronik i et militærmagasin vil få stor betydning for udviklingen i Irak. En højstående kurdisk officer gør det klart at det ikke er muligt for kurderne at blive i Irak. De vil have deres eget land, de vil have deres frihed. Med det spilles bolden op til det spil, som har været ventet siden den amerikanske invasion i 2003. De tre store befolkningsgrupper i Irak kunne ikke få det til at fungere, trods et i perioder behjertet forsøg. Med år af undertrykkelse, ydmygelse og folkemord vil landet endnu engang kunne drives ud i et kaos, som regionen og resten af verden bliver nødt til at forholde sig til. For kurderne har en sag i forhold til at ville have deres eget land. Fra fredsaftale til fredsaftale, fra overenskomst til overenskomst, er kurdernes forhold blevet sat til side for større og vægtigere forhold i regionen. Man er ofte havnet mellem to stole, og måttet se sine drømme om en stat til sin nation, sat til side. Det lader til at man er nået frem til et endemål, og at der findes kræfter i den kurdiske kamp som rent operationelt er i stand til at holde fast i kravet om en kurdisk stat, og på et militært plan at kunne gå efter det.

Det man kan håbe er, at Bagdad finder en positiv vilje og forståelse for kurdernes ret til at søge deres egen skæbne, men det vil nok ikke ske. Scenariet er nok snarere at det bliver en ny blodig konflikt, som endnu engang afhænger af stormagternes interesser i spørgsmålet. Her er kurderne i et meget stort og alvorligt minus. Ingen af verdens magter har en interesse i at gøre sig til modstandere med dem som aktivt arbejder imod at kurderne får deres eget land. Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien kan ikke blive enige om ret meget, men det kan blive enige om, at kurderne ikke skal have deres egen stat.

Resten af verden vil være enige. Kurderne kan ikke få deres egen stat. Det vil i givet fald åbne pandoras æske, og skabe en række regionale og territoriale konflikter, som kan udvikle sig blodigt, hvad man vil undgå for enhver pris. Men kurdernes kamp for deres egen stat, deres ønske om Kurdistan forsvinder ikke, blot fordi resten af verden ikke finder det belejligt.

Det vil fortsætte og involvere langt det meste af den frie verden

onsdag den 13. september 2017

Det østlige Ukraine



I disse dage afholder Rusland militærøvelser med omkring 100.000 mand. Skarpladte våben, kampvogne, og i det hele taget en øvelse af den type som er normal for en stående hær. Den foregår dog ved grænsen til Baltikum. Og tilfældigheder opererer man ikke med. For måneder siden vedtog den russiske Duma at man ville autorisere en udvidelse af operationer og tilstedeværelse i nærområdet, hvis der forelå en konkret trussel om terrorisme. Terrorisme. Man kan smage på det ord, og lade den hænge et øjeblik. Hvor man i USA ville puste sig op og melde dette til den store verden, vælger russerne at give sådan en besked i stilhed.

I disse dage evakueres tusinder af borgere i Moskva, da der er indløbet konkrete terrortrusler mod centrale pladser og bygninger, og der tales om at truslerne kommer fra Ukraine. Hidtil har der ikke været nogen hverken beviser eller indicier for at Ukraine skulle være involveret i opbygning til terror, men i den store skala er det nok også lige meget. Et slutspil omkring Ukraines fremtid kan være begyndt. Russerne kan have tabt tålmodigheden med den frosne konflikt. Hvor mange analytikere mener at russerne har det fint med en frossen konflikt, synes virkeligheden efterhånden at være en anden. Man vil gerne have en afklaring af det østlige Ukraines fremtid, og en gang for alle gøre landet til en lydstat igen, pakket pænt og skærmet væk fra NATO og EU.

Selvfølgelig har det konsekvenser for Vesten og dermed også Danmark, men vi må spørge os selv hvor store konsekvenserne er. Man gjorde tilnærmelser til Kiev, men halvhjertet og man har nølet med lån og hjælp til at holde sammen på landet.

Trumps forhold til Putin gør umiddelbart USA til tomme tønders buldren. Ingen ved hvad Trump administrationens officielle politik er, før konflikten eskalerer yderligere. Det her står for egen regning, men russerne kan være interesseret i at agere før et eventuelt præsidentskifte i Washington. Man kan have en fornemmelse af, at vinduet er ved at lukke, og at Mike Pence, hvis han skulle komme til, vil føre en mere konventionel amerikansk udenrigspolitik end Trump. Det vil igen samle NATO alliancen og gøre det umuligt for russerne at foretage sig noget uden vidtgående sanktioner der kan ramme deres økonomi. Det kan sagtens være at det er sådan alligevel, men de seneste dage er volden eskaleret kraftigt i det østlige Ukraine, og det kan komme til at gå meget stærkt lige pludselig, og være ganske overrumplende for Vesten

Selvom man nok alligevel forventer at der sker et eller andet. Med Putin kan man være sikker på, at man ikke kan være sikker på noget som helst

mandag den 11. september 2017

Det samme sted


Vi rejser. For at komme væk. For at forstå hvor vi kommer fra. For at være, for at elske, for at blive forelsket, for at forstå den verden vi er en del af. Det sted vi tager til vil give os landskab af karakter vi aldrig havde drømt om, det vil give os mennesker med en ny form for åbenhed, og det vil give os verden som vi havde håbet på. Under en fremmed himmel kan vi synke en ny verden ind. Den, som ungdommen lader os synke ind. Den som alle mennesker i verden, måske mere end de ved, har brug for. Steder vi besøger fylder os med indtryk, de giver os inspiration til at udrette store og små ting, og de får os til at se livet på en anden måde end før. Måske ikke med det samme, men over tid. Derfor er rejser et liv i sig selv. Der er mennesker der klager over at flyet mellem destination fire og destination fem var forsinket, og det er svært at forstå. Skal man virkelig bruge tiden på at beklage sig over det der går galt, velvidende at der altid går et eller andet galt, eller skal man bruge tiden på at fokusere på det nærmest magiske, som ellers sker rundt om én?

Det bør være det sidste

I dag har vi en generation af mennesker, unge omkring årtusindskiftet, som er mere berejste end nogen anden ungdomsgeneration før dem. Det betyder ikke at man er klogere, og mere i balance, men øjnene og sjælen har set mere af verden og bevidstheden om dens størrelse, dens omfang og dens udbredelse bringes tilbage til det sted de kom fra, det samme sted fra hvor med deres liv så igen udgår fra når de er kommet tilbage. Det giver for mange mennesker en splittelse, en aversion mod det gamle i deres egent kultur, og mødet med den nye verden er som regel også mødet med ligesindede i andre lande. Det er blikket med det ene øje. Det andet blik ville være at forstå og gennemskue de processer som leder til nationalisme, totalitarisme og tilbageskuende værdier midt i paradis.

Når det man tror er himlen på jord, viser sig at være, om ikke et helvede, så et sted beboet af mennesker der kæmper en daglig kamp for at holde katastrofen fra døren. Den kamp, hvis ikke den følges op med systemer der virker, kan stort set aldrig vindes.

Turistmål som glider ned i kaos og despoti, og det er en stakket frist at turister ikke bliver ramt i første omgang. Men det en sjældenhed, et sidespring.

For vi bliver ved med at rejse, ved med at leve for at rejse, og ved med at kigge i budgetterne efter muligheden for at komme afsted. Har man eksempelvis et handicap er det gjort en smule sværere, men ikke umuligt. Er man af andre grunde sat tilbage uden muligheden, kan livets gåder bringe én mod rejsen på andre måder. Hvordan det håndteres er forskelligt fra person til person. Men vi er en verden af overlevere, af turister, af globetrottere, men også af borgere i tid, af historiske væsener. Det er et udgangspunkt vi deler med enhver anden generation før os, havde mulighederne været der.

Det er det samme sted

onsdag den 6. september 2017

Internet til en eksamen

Hvorfor er det forkert at lukke for internettet til eksamen?
Handler det ikke stadigvæk om, hvad eleven kan af pensum på eksamens dag? Eller har skolesystemet frem til og med ungdomsuddannelser ændret sig fra sit grundlæggende udgangspunkt, siden jeg blev student. Er det via lidt assistance fra internettet, at man kan få en inflation af høje karakterer, sådan at Danmark scorer højere i internationale målinger uden at det faglige niveau, måske, måske ikke, er fulgt med? Det er svært at forestille sig, at det handler om den enkelte elev livsbane og karriere-vej, men at systemet er bygget til helst, at levere den umiddelbare succes ovenpå succes for den enkelte og for systemet selv. Er det i virkeligheden det som det handler om?
Det er ledende men også åbne spørgsmål, som dækker over at jeg ikke ved det, og at uddannelse vel stadig er vigtigt, men at det efterhånden mere ligner opbygningen af syntetiske CDOs fra finansboblen i 2000 tallet end egentlig uddannelse. Hvor den der tager uddannelse ikke er en kunde i en butik men elev. Lidt et gammeltdags ord. Elev. Men måske meget godt, når alternativet er et pløret ingenting, hvor meningen tabes totalt.
Internet til eksamen har sikkert mange gode argumenter bag sig. Krumspring som formentlig pakkes fornemt ind i didaktiske overvejelser i digitale og fysiske ringbind fra DPU og andre steder, men det er i sidste ende en form for snyd af den værste art, nemlig der hvor den enkelte snyder sig selv, og herefter hvor samfundet bliver snydt da titlerne efter endt uddannelse på et tidspunkt mister enhver værdi, når indehaverne af dem ikke kan det rent fagligt, som forventes af dem