fredag den 11. august 2017

Den vrede unge mand



Der eksisterer et splitsekund, måske et nanosekund, hvor alt føles ligegyldigt. Dette sekund sameksisterer med følelsen af øredøvende smerte og verden omkring indsnævres til det som synet lige akkurat kan se i det øjeblik. Når man brækker en knogle forsvinder alle livets detaljer, den regning der skal betales, den person man skal ringe tilbage til, detaljer som førhen fyldte noget, men som i dette helt specielle øjeblik, mister sin værdig. Det er en udsædvanlig undtagelsestilstand der så begynder. I det øjeblik man brækker noget begynder man at hele igen. Det er så en proces der som minimum tager 6 uger, med det aber dabei, at bruddet kan sidde forkert eller at man har nået en alder hvor knoglerne vokser langsommere sammen end da man var yngre. En slidsom, langsommelig proces der nulstiller selve essensen af tilværelsen til et rum, en seng, få objekter, ganske afgørende lidt bevægelsesfrihed og ens egne tanker. Har beskrevet det tidligere i andre blog indlæg, men som man skriver det kommer andre med lignende oplevelser med observationer, man ikke selv har gjort, eller bekræfter hele den proces der eksisterer

Som med så mange andre ting, gennemgår man en udviklingsproces som teenager. Man er ung, fri og vil erobre verden. Den verden som kan erobres er uddannelse, venner og lignende. Det er en verden spækket med delmål, endemål og oplevelser og slet og ret potentielle eventyr, hvis man altså vælger at se dem. Et eller andet sted i dette kan man let fare vild. Let, fordi man må antage at det sker for både de mange og for den enkelte. Dette, at fare vild, er også en inddirekte betegnelse for helt konsekvent at træffe valg imod det som umiddelbart fremstår som i strid med ens egne interesser, og måske mere væsentligt, i strid med hvem man egentlig gerne ville være, hvem man egentlig er. Man er selvfølgelig altid sig selv. Men en spaltning kan opstå, hvis man gennemtvinger sig selv sammenhænge, der strider grundlæggende mod det man gerne vil lave, og de mennesker man gerne vil spendere tid sammen med. Det har de fleste nok oplevet i det små. For mennesker med handicap, kan dette forløb dog varer i længere tid end for almindelige mennesker, da man ganske ofte lever et anderledes indholdsmæssigt liv end så mange andre.

Man kan vælge at se på dette som en gave, eller se på det med frustreret blik. Som barn, kan jeg huske, syntes jeg at det var mærkeligt at mennesker kom hen til mig og sagde at de ville "bede for mig" eller at jeg på en eller anden måde "forstod dem". Ofte var det alkoholikere, kunstnere, pensionister, eller sjæle med ondt i livet på forskelig vis. Her har jeg så lavet en hjemmelavet, ganske uvidenskabelig observation. I de år hvor jeg nok følte mig stresset, hvor jeg ikke afgav tilnærmelsesvis positiv energi og hvor jeg altid følte mig bagud, forkert og hvor jeg måske heller ikke omgav mig med mennesker som selv afgav en positiv energi, stoppede den linde strøm af sjæle der ønskede mig godt. Der var dømt tørke for de mystiske samtaler. Det var i perioden hvor vreden havde taget over. Vendt mod alt muligt, alt det som fandtes og som kunne kritiseres. Det er en vrede som mange unge mænd har, og sikkert ligeså mange unge kvinder har, og den kan fylde så meget at den overskygger for det sollys som livet indeholder, selv i de mest negative stunder. Her kunne man så læse om tidligere tiders vrede unge mænd, som gik rundt alle mulige steder i verden og var vrede, og det var slet ikke spor morsomt.

Kan man så forvente at man, selv med en anderledes livserfaring, ser lysere på tilværelsen gennem eksempelvis 20erne? Nok ikke. Må desværre skuffe læseren med at sige, at jeg ikke havde de vise sten i forhold til at finde lykken i ungdommens tempo. Vil ikke kalde det vildskab, for det er trods alt Danmark. Men man kan sagtens kalde det tempo. Det er en sovs med mange forskellige ingredienser, og de kommer med alt det som en god blanding af liv er lavet af.

tirsdag den 11. juli 2017

Slutspillet



Der er ingen grund til for Rusland, at holde fast i Donald Trump efter en eventuel aftale om Krim-Donbas-Assad. Hans præsidentperiode er så martret af anklagerne om et samarbejde med den russiske regering mod Hillary Clinton, at enhver tanke om at Trump på en eller anden måde kan bugsere sig hen til 2020 endsige til 2018 virker som drømmerier i horisonten. Derimod er det mere og mere klart, at geopolitikken er kommet tilbage for at blive, at Rusland skal tages alvorligt. Ikke blot som en obstruktionskraft i vestlige demokratiske valghandlinger, men som henholdsvis partner og modstander i langt de fleste konflikter i Mellemøsten, nærorienten og lille-asien. Det stiller USA i det dilemma, at skønt Putin bruger alle tænkelige midler for at opnå sine forehavender, så er han ikke til at komme udenom. Det samme problem har Europa.

Derfor er det ønskeligt, at man finder en tone, en kommunikationslinje som fungerer i praksis, uden at den i al for høj grad kompromittere egne værdier, men alligevel stiller sikkerhed og stabilitet længere frem på køleren end i flere årtier

Den verdensorden der har eksisteret siden 1991 er væk. Den forsvandt under fodsålerne på de hackere der var i stand til at direkte eller inddirekte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Den forsvandt i skænderiet mellem Washingtons regeringsinstitutioner om ansvaret for hacking, om præsidentens rolle og nationalsikkerhed.

Derfor vil støbeskeen til en ny verdensorden finde dagens lys. Asymmetrisk, korttidslevende men inkluderende i forhold til egne af verden hvor demokrati kun fungerer som et blålys eller som et potemkinbillede.

Det er verden anno 20017

fredag den 7. juli 2017

Fællesskab



Vi er sammen. Sammen om at stå sammen. Sammen om at løfte i flok. Den kulturelle, ideologiske, sociale ide om fællesskabet har løftet landsbyer og stammer i oldtiden til sammenslutninger i dagens verden. Løftet dem til højder som kun var mulige fordi man stod sammen. Men kan man tale om noget endegyldigt godt og endegyldigt rigtigt, når man taler om fællesskabet? Det har altid vist sig at være sådan at fællesskaber bestående af ligesindede, hvordan man eller vil beskrive ligesind, har fungeret bedre end fællesskaber hvor de oprindelige aftaler, de oprindelige formationer blev indgået af mennesker med forskellige interesse og med tværgående, forskellige ophav.

I 1800 tallet brød Karl Marx gennem historiens lydmur med antagelsen om at klassefællessskabet var det bærende fællesskab. At det handlede om hvorvidt man udbyttede eller var en del af den klasse i samfundet som blev udbyttet. Selvom vi i dag i vid udstrækning har forladt Marx, så hænger ideen om de økonomiske fællesskaber stadig som et hængedyng for mange i en hvilken som helst debat og diskussion. Som en hemmelig kode der skal knækkes, før der bliver forbundet en forestilling om argumentets validitet. Dette fællesskab ser vi i de moderne fagforeninger, i den politiske venstrefløj og vi ser den stadig i det skjulte i mange små og mellemstore sammenhænge. At det antages for givet, at dette fællesskab i strid og i kamp en dag, en skønne dag, vil skabe et idealsamfund som ikke har nogen klasser og ikke nogen hierarkier, og ville den frække sige, heller ikke have noget fællesskab da et fællesskab i sin vorden måtte have en modstander man var fælles mod, og da denne jo er væk så.....

Men fællesskabet har også andre interessante skyggesider. Det er meget svært at være original i et meget tæt forbundet fællesskab. En af mine venner der er psykolog fortalte mig en dag om en tidligere klient som hele sit liv havde været ked af at føle sig "udenfor fællesskabet, at være anderledes". Det er svært at være overtræder af de normer som er gældende, for normer, regler og retningslinjer må der til for at fællesskabet afgrænser sig selv og for at fællesskabet overleve. Man kan råbe én gang i det offentlige rum, men så heller ikke mere. For fællesskabet vil gennem forskellige metoder gøre én opmærksom på at det må man ikke. Lever man i en tæt foranstaltning som det danske samfund er, så er fællesskabet ikke noget man aktivt vælger til. Man er født ind i et sprog som ikke ret mange mennesker taler, som færre forstår, og man tilegner sig nogen vaner som er så naturlige, at man ikke forstår at man i en global sammenhæng er en freak. En velfungerende, omtrent lykkelig, stædig og blåøjet freak.

Når man rejser ud af landet finder man ud af hvem man er. Samuel Huntington skrev om, at med globaliseringen ville mødet med det "andet" gøre én mere bevidst om hvem man selv var og i særdeleshed hvem man ikke er. Civilisation, region, nation. Vi muterer disse informationer på mange forskellige måder. Når der kan være relativ stor forskel på kulturen mellem Jylland og København, så er forskellen mellem den kristne og den muslimske verden en sandhed der kan gøre én ret svedt. Disse forskelle kan ganges ud med alle de forskellige sammenhænge der eksisterer i verden. Men i alle disse forskellige kulturer, findes der helt grundlæggende ideen om fællesskaber. Om bevarelsen af ens egen kultur, tankesæt og værdier.

Det er for konservative for såvel liberale kræfter en værdi at lade sig selv overleve og eksisterer for evigt. Men intet fællesskab varer for evigt. Ingen værdier, ingen civilisationer har hidtil modstået tidens tand og menneskets dårskab. Det kommer den vestlige civilisation heller ikke til at gøre. Det kommer det danske fællesskab heller ikke til at gøre. Men man kan give noget videre til de næste civilisationer, en flig af håb om et velfungerende for samfund for de mange, frem for de få. Et område, stort lille, hvor mennesker kan være dem selv. Hvad det så end er for en størrelse. Et fællesskab af individer

fredag den 2. juni 2017

Trump og Paris aftalen



Verden er en i skuffet tilstand. I chok. Præsident Trump har ved at trække USA ud af klimaaftalen, trukket et tæppe væk under kampen mod den globale opvarmning.

Men rent politisk, rent indenrigspolitisk, er Trump nødt til at gøre det og hvorfor så det:

- En række af de stater der ente med at give ham deres valgmænd, det vil sige hvor han fik flere stemmer end Hillary, er industristater. Michigan, Ohio og Pennsylvania

- En række af de stater hvor han vandt er kul og olie stater

- Han ligger med en opbakning på små 39% i gennemsnit, og historisk set er det sådan at man skal ligge på minimum 48% i opbakning for at blive genvalgt. Hans base er endnu mere vigtig end hidtil

- Mange af de andre store projekter, Muren, Trumpcare, Moslim Ban, Skattelettelser, Nafta genforhandling går mildt sagt trægt, hvis det overhovedet er kommet igang. Han har reelt ikke været i stand til at gøre noget som helst hidtil.

- Han dækker sin højre flanke af: Trump skal bruge sin højre flanke hvis han skal have et godt midtvejsvalg. Det handler ikke om at overbevise modstandere, men få tilhængere i nok antal ud og stemme

- Han skal undgå en blamage i Georgia 6th. Valget i kongres distriktet i Georgia om at udfylde Tom Prices plads i kongressen, kan være den hidtil vigtigste vejviser for Trump. Er hans vælgere stadig med ham? At rive en international aftale i stykker, kan vise baglandet at han stadig er den samme Trump som kandiderede til præsidentposten. America first. Georgia first

- Han holder Bannon tæt på sig. Bannon var afgørende for at Trump valgt i November. Det bliver honoreret ved denne beslutning. Det konsolidere Bannons magtbase og magtbasen for en række af de nøglefigurer som hjalp Trump med at vinde de nordøstlige industristater Michigan, Ohio og Pennsylvania

- Når Trump bruger Pittsburgh som eksempel er det allerede valgkamps trommerne frem mod 2020. Han skal klare det godt i Pittsburgh for at vinde Pennsylvania, og han skal formentlig vinde Pennsylvania for at vinde valget


fredag den 26. maj 2017

Den dobbelte politik



Der opstod på et tidspunkt et fænomen i dansk politik, som man kan benævne som den dobbelte polititk. Det skete i kølvandet på udlændingeloven af 1983 og trækker lange og mørke skygger frem til i dag.

Uanset hvad man måtte mene om udlændingeloven fra 1983, det retskrav på familiesammenføring der var en del af loven, og mange af de andre bestemmelser som kom til at ændre den danske indfødsretspolitik og dermed dansk politik, så er ingen over loven.

Heller ikke den siddende minister. Men det har været som om, at især borgerlige regeringer har vedtaget med sig selv, at fordi man er imod indvandring, fordi man er imod flygtningetilstrømning til landet så er det ok at begå lovbrud. "Man gør det jo i landets tjeneste" synes at være logikken

Tamilsagen er kongs-eksemplet på det systematiske lovbrud. Et lovbrud der kostede en siddende statsminister, en rigsretssag mod Ninn Hansen og en fængselsdom til et konservativt medlem af folketinget. Det er moderne danmarks histories mest alvorlige sag. Det var udlændingedebattens juridiske fødselsattest og siden har der fulgt flere lignende sager i kølvandet. Navnlig Palæstinenser sagen om syltningen af sager om opholdstilladelser og senest Barnebrude- instruksen fra udlændingeminister Inger Støjberg

Der går en linje mellem disse sager, en linje der i sin enkelthed handler om, at man i beskyttelsen af landet må og efterhånden næsten skal overtræde landets love, regler, forordninger og de internationale konventioner som er implementeret i dansk lov. Hvor tamilsagen blev et mørkt kapitel for embedsstanden, for det politiske system og begyndelsen på den langvarige konservative nedtur, virker det som om at barnebrudesagen næsten fejres med håndslag bag ryggen blandt politikerne i den højre side af salen. At man, selv når det bliver svært, står vagt om landets integritet

Her er der tale om en skarp adskillelse af ret og pligt. En adskillelse som man ikke har på ret andre områder. Retten defineres af lovgivning, udøves og i sidste ende er det domstolene der fastsætter gældende ret gennem domsafsigelser. Meget få gange ender en lov i Højesteret, da det ville være enormt blamerende for et ministerium, hvis de lavede en lov der ville være i strid med Grundloven, eller de internationale konventioner. Men udlændingepolitiken har reelt tilsidesat retten og genindført en nationalpligt som øverste juridiske myndighed. En nationalpligt som tilsiger, at er du udlænding i Danmark så er ret en flygtig, foranderlig, ubekendt og uigennemskuelig størrelse, som har til formål at få dig ud igen så hurtigt som muligt, og alle veje vil blive afsøgt for at få dig ud af landet. Konventionerne skal testes. Man kan sylte sager i årevis, og det er ok. For det i landets tjeneste. Men Danmark overholder fortsat de internationale konventioner

 Det er altså alt sammen ensbetydende med at man ikke går den åbne hele vej og siger højt og tydeligt at man er klar til at bryde konventionerne og lade dem udfase af dansk lovgivning. For her gemmer sig den dobbelte politik der går tilbage til Tamilsagen og frem til i dag.

Politikerne til højre i salen(undtagen DF) vil gerne slå et slag for konventioner og internationale aftaler når de mødes med deres ministerkolleger fra andre europæiske lande og drikker et godt glas champagne og siger "tju hej hvor det går", men når man kommer hjem, administrerer man effektivt udlændingeloven enten i strid med konventionerne eller så meget på kant med konventionerne at disse mister enhver meningsfuld betydning

Det ville klart være at foretrække at man træf en beslutning om hvorvidt man respekterer gældende ret eller ej og i særdeleshed om man ønsker at viderefører de internationale konventioner som en del af gældende ret

torsdag den 25. maj 2017

Anti-Iran



Præsident Trump har færdiggjort sin første del af sin rundtur i verden, den første som præsident og det står klart, at Saudi Arabien har fået en ven i det Hvide Hus, at Israel og Palæstinenserne skal tale fred og at Trump kan finde ud af at danse med et sværd i hånden, arm i arm med glade beduiner. Men det væsentligste var begyndelsen på slutspillet for det Iran, som vi kender det i dag. Det var meget signifikant at USA og Saudi Arabien indgik en så omfattende våbenaftale. Det var meget signifikant at Trump valgte at besøge Saudi Arabien som det første land efter han blev indsat. Og det var meget signifikant så meget tid han valgte at bruge på at tale om Iran.

Iran har over de seneste 10-15 år fået betydelige mere magt i Mellemøsten. En af årsagerne til hvorfor der er så meget konflikt i regionen er den underliggende magtkamp mellem den gamle orden(Saudi Arabien, Egypten) og den nye orden(Iran). Den er religiøst, kulturelt, politisk betinget og værdierne cirkler ofte ind og ud mellem hinanden, så det til sidst er umuligt at give et klart svar på hvorfor fjendskabet er til stede. Det er det bare, og det bliver det ved med at være. Trump har slået USA ind på en ny kurs, en mere realistisk kurs. Ikke mere demokrati, frihed og retten til at bestemme sin egen skæbne som på forskellige måder og gennem, mildt sagt forskellige virkemidler var Bush og Obamas tilgang til regionen. Trump vil bare have USAs primære interesser håndteret bedst muligt, og det handler om at kunne lave deals. "The art of the deal". For at gøre det, må USA stille sig til rådighed for Saudiernes største ønske og det er at rulle Iran tilbage i den boks hvor de kom fra.

Et skridt på vejen er at give Saudierne en masse våben, gunstige aftaler, hjælpe dem med at bekæmpe de iransk støttede oprører i den blodige krig i Yemen, en krig som de færreste medier i øvrigt bruger tid på, men som har vidtrækkende konsekvenser for regionen, og forsøge at komme til en løsning i Syrien hvor Saudierne kan købe sig tid nok til at få brudt alliancen mellem Assad regimet og Iran. Det sidste vil tage noget tid, koste menneskeliv og i det hele taget være en svær opgave.

Men en anden væsentlig faktor i Anti-Iran politiken er, at det er noget der kan binde Saudierne, Israel og Egypten sammen. USAs tre nærmeste partnere i Mellemøsten. Partnerne vil gerne være sikre på at USA ikke sælger dem "ned af floden" som mange mente USA gjorde med Mubarak i 2011. USA har ligeledes en interesse i at Rusland ikke får fodfæste i regionen. Europa har interesse i at konflikterne mindskes så flygtningestrømmen aftager. Helst hurtigt, og helst ret kraftigt, da det presser de fælles-europæiske systemer.

Men er det så klogt, det der foregår? Ser man på de underliggende faktorer på hvad der skaber fanatisme, konflikt og krig så nej. Diktatur, totalitære regimer og despoti føder en vrede og en radikalisering i befolkningen, som kommer til udtryk gennem flere forskellige typer af oprør og væbnede konflikter. Intet nyt i det. Omvendt er de sidste 5-10 år i Mellemøsten også et vidnesbyrd om at en idealistisk udenrigspolitk, hvad enten den var republikansk eller demokratisk, kan have fatale konsekvenser og skade meget mere end det nogensinde skulle gavne.

Det er heller ikke sikkert at det er en god ide at skabe en konflikt med Iran, men Iran har gjort det til en vane at møve sig ind på de områder som de etablerede magter Saudi-Arabien, golfstaterne og Egypten har haft "ret" til. En ret tvunget igennem magt for længe siden. En ny spiller på banen er ikke ønskeligt, og i sidste ende vil USA gerne have et status quo som i 1990erne hvor man havde sine diktatorer hvor man gerne ville have dem. Trump forsøger at rulle verdensorden tilbage til før 11.september 2001 på den måde. Men en konflikt med Iran vil blive utrolig brutal, koste tusinder, måske hundreder af tusinder af menneskeliv, trække langt ud, få prisen på råvarer og olie til at stige i hele verden, og skabe en meget stor usikkerhed.

Det ligner dog at de store spillere i Mellemøsten lægger de første kort på det bord der der skal fører hen til en sådan konflikt







søndag den 14. maj 2017

FCK-Brøndby del 2



Det er et derby der har fyldt en del i min egen historie. I 2003, den dag jeg blev student, scorede Hjalte Nørregård det mål, dybt inde i overtiden, der reelt sikrede FCK det danske mesterskab. Vi stod og sad en stor gruppe af nyudklækkede studenter, på et loftværelse i Rungsted og så med på en lille skærm mens vi drak øl, sprut og champagne. Inden ved siden af sad alle dem som synes at det at se fodbold på sådan en dag var kolossal spil af tid og potentielle minder. Jeg lyver ikke alt for meget når jeg siger at nogen af de smukkeste og mest interessant piger fra området sad inden ved siden af. De kunne dog ikke konkurrere med det faktum at det  var næstsidste spillerunde og at det var mesterskabet der skulle afgøres i dette nyslåede, episke drama. Målet af Hjalte sendte os i fuldkommen ekstase.  Det udartede sig til en fantastisk fest, fra det øjeblik hvor bolden gik ind og FCK vandt

To år efter var jeg på højskole i Hou ved Odder. Vi var samlet ved en storskærm i den store sal på højskolen. FCK havde nær indhentet Brøndbys store forspring, og det var igen denne kamp der reelt skulle afgøre det hele. For de fodboldkyndige behøver jeg ikke at minde om at det nok var den værste kamp i FCKs historie. For Brøndby fans er denne kamp blevet nærmest sakro sankt da den markerede højdepunktet i deres klubs lange rejse. Brøndby vandt 5-0 og en af drengene på højskolen, en teatralsk type der på trods af titlen som jyde havde holdt med Brøndby det meste af hans liv, kastede sig på knæ ved 5-0 målet og råbte et eller andet om storhed og om hvor utroligt det var. FCK flokken forlod slukøret lokalet, og kunne gå tilbage til vores respektive værelser med den viden at vi ville være til grin i et stykke tid, og man kunne samtidig filosofere lidt over hvad der var gået galt

I 2009 skulle min gamle ven Rune og jeg endelig sammen i Parken og se dette drama. Brøndby havde siden den store triumf i 2005 haft svære år, og FCK havde spillet champions league, vundet mesterskaber i 2006 og 2007 og forskellen mellem de to klubber, mellem de to filosofier var pludselig blevet større. Vi var efterhånden langt væk fra "sikke en dejlig dag det er i dag", fællesskab, klubånd, socialdemokratiske regeringer, og en verden hvor  det var selvskrevet at Brøndby løftede mesterskabspokalen efter sidste spillerunde. Parken var under ombygning, fansene spredt lidt tilfældigt rundtomkring på stadion. Vi spiste på en kinesisk restaurant ved Trianglen og jeg var i undertal. Tre brøndbyfans der ikke spekulerede på om Brøndby ville vinde men med hvor meget, og de fysiske og digitale odds kuponer flød som nyindkøbt vin. Der var et hav af middelmådige svenskere på brøndbys hold på det tidspunkt, men de havde gjort det markant bedre end tidligere sæsoner, og samtidig havde FCK løftet sit spil fra den forrige sæson hvor AAB var blevet mestre. FCK spillede fra begyndelsen af kampen fantastisk, højt tempo og endte med at vinde 4-0 og mine Brøndby venner blev mere og mere lange i ansigtet, og begyndte at tale om, med alvor i ansigtet at det nok også var bedst at forlade stadion tidligt, da der ville komme trafikale udfordringer ved at komme væk fra Parken. Det kunne der dog slet ikke være tale om. Det var en triumf men der manglede et sidste mål for at vaske 5-0 nederlaget væk

Det var det sidste store derby i et årti hvor denne kamp var blevet en samfundsinstitution i Københavnsområdet, men det var også farvel til et årti hvor der var sket et professionalisering af sport og af meget andet i Danmark. Det hele skulle optimeres. Stadion skulle være større, kommunerne skulle være større, amterne blev nedlagt og erstattet af regioner og snart skulle der komme supersygehuse. Offentlige institutioner blev slanket og skulle køre "længere på literen" og de sociale medier var for alvor ved at suge den vågne, eksisterende tid ud af mennesker. Til kampene begyndte folk at være på nettet og havde kun 1,5 øje på kampene. Brøndby blev ved med at glide rundt i uforløste forventninger og drømme, i trænere og direktører der kom og gik, og i en økonomi som led skibbrud. FCK udsatte sig selv for en økonomisk og ledelsesmæssig hovedrengøring, åbnede vinduerne for at få frisk luft ind og se om der lå snavs under sofaerne. Det gjorde der. Man skyldte mere end en milliard væk, og det blev klart for enhver at fodbold var underholdning og i langt de fleste tilfælde ikke mere end det. Folk var i krisens navn blevet vænnet til at være dybt skeptisk overfor luftkasteller, dårlige udlån og spekulative forretninger. Tilbage var bragt en markedsskepsis som kunne have afsmag af noget der lå til venstre for midten, men i virkeligheden var sund fornuft. FCKs virksomhed Parken, kunne klare skærerne gennem den division som havde været det økonomiske smertensbarn, nemlig fodbolden, og med Champions League kvalifikationer fik man fat i penge der kunne betale renter og afdrag på den store gæld. Men derbyet og derbyet betydning forsvandt, og jeg blev selv ældre. Havde dårligt tid til at dykke ned i de enkeltes spilleres formkurver som jeg gjorde da jeg var dreng. Det hele var blevet så seriøst, så forlorent business, at man selv når man skulle se fodbold, måtte udstå at høre om "slutprodukter" og "resultatoptimering". Nogen havde taget sommerkurser på CBS eller Handelshøjskolen i Aarhus.

At FCK og Brøndby kunne dominere dansk fodbold over så mange år, skyldtes ligeledes fraværet af kontinuitet i andre klubber. Brøndby havde fra 1985 til 2006 næsten ubrudt været i toppen af ligaen og FCK var blevet et rigtigt tophold fra 2001. Det er dog blevet mere og mere professionelt i alle andre klubber, og det forhøjer barren. Men en fodboldromantiker savner den oprindelige superliga. Det som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med Derbyet, men som er min generations oplevelse. At alle kampe begynder klokken 15.00 om søndagen, at P3 skifter rundt mellem kampene og solen skinner, mens man hører om mål i Parken, Århus Stadion, og måske endda, hvis det ikke kan være anderledes, i Brøndby.

Det kommer ikke til at ske