tirsdag den 15. maj 2018

1968



Man ældes, når man skriver at man ældes. Man bruger ord og vendinger, når man formulerer sig. Man bliver bare ældre. Sådan er det. Men ungdommen lever længere, varer længere, eksisterer i det hele taget. I år markerer vi 50året for 1968. Året som bare får lov til at stå alene. Som 1789. Da der skete så meget, så mange steder, så meget der var så banebrydende, opbrydende eller nedbrydende, at ingen kan undgå at forholde sig den mindste smule til det.

Man får lyst til at ryge hash, og kravle ind ind i en tippie og se gamle videoklip, eller man får lyst til at ryste på hovedet og sende sin medlemsblanket til de konservative så hurtigt som muligt. Eller måske krydser man de to verdner, så krydsende man nu kan.

1968 lever og det samme gør alle andre år der fulgte i dets kølvand, samt ikke mindst; alle de år der gik forud for 1968. Verdenshistorien blev ikke skabt på et enkelt år eller en enkelt begivenhed.

Nok regner vi noget for år 0, men dette 0 eksisterer kun i en tankestrøm, i et henkastet vue. Men 1968, og så kan man sige alt og intet på samme tid

fredag den 27. april 2018

Faste og tider



Vi løber mod ilden. Mod mål, mod metoder til at nå vores mål. Vi løber. Det er vel kernen. Siden vi konkurrerede for første gang, fik vi smag for det. Mange af os, i hvert fald. Konkurrencen ligger i vores gener, det ligger i vores miljø, det definerer os, og det skaber os. Det ødelægger os også. Det kan alt og det kan intet. Vi er ved at udvikle en konkurrencestat på ryggen af et konkurrencesamfund, på ryggen af sport og konkurrence. Roning, skydning og indlæg. Vi er ved at sejre på nye måder, som tidligere generationer ville være misundelige over. Men havde disse generationer set hvordan vi vandt vores sejre, ville de måske have betakket sig. Måske.

Vi ved ikke hvad de ville have tænkt, følt og sagt. Vi ved knap nok hvad vi selv tænker, føler og siger. Men vi ved nok til at vide, at livet i konkurrencestaten kræver en form for planlægning. En årsag og virknings forståelse. Et mål og en retning. Og gerne en debat med sig selv og samtaler med andre om, hvordan man eksekverer disse mål og denne retning. For der er noget om, og noget med, at man kan lande på månen hvis man sigter efter mars. Frit oversat: Man kan nå noget andet, som også kan være ok, hvis man ikke når det store mål. Og heri kan lykken findes, at man ikke ved bedre end det simple mål. Et simpelt liv uden den store hovedspring og udspring, men opnåelige forhold der ender i de fantastiske rammer som livet faktisk indeholder, hvis man ser godt efter.

I Danmark er vi ukronede konger i at holde frokoster, som giver anledning til at samle flokken, venner og familie og gøre en slags status uden overhovedet at gøre status for alvor. Man drikker sig i hegnet og ser hvad der sker, og der sker det der altid sker. Andre lande har sikkert de samme naturlige tilstande, bundet i kultur, tradition og lokale skikke. Og i en globalisering, bliver disse skikke fragtet rundt mellem verdensdele, så der bliver holdt påskefrokost med snaps og leverpostej i Himalayabjergene. Posten, fornemmelsen for sig selv og de andre og snapsen skal ud. Vi siger det ikke højt. Ikke før vi sidder i den rette sammenhæng. i hyggen. Der kan vi tale, der kan vi presse vores ønsker, behov og vores frustrationer igennem. Det er et samfund der fungerer, og så må individerne halse efter

Imellem tiden arbejder vi som gartnere, og fejer blade og ideologier væk, der kan forrykke billedet af harmoni. Var det harmonisk i forvejen? Ikke målt i forhold til de sidste 10-15 minutter af enhver Hollywood film, men bestemt ja målt i forhold til stort set alle andre lande og folkeslag i verden. Men gartneren holder fri af årsager vi ikke ved, og vi kryber ind på linkedin og ser hvad vi kan blive, og ser hvilke ideer og tanker og følelser vi ikke har optimeret endnu. Vi ser reklamer hvor folk har dårlig samvittighed, fordi der er noget de ikke fik lært, eller også at de skal lære det men ikke ved hvornår de skal lære det, og vi lever fra hashtag til hashtag i, hvad Strunge måske ville have døbt Internettets Syreregn(havde han levet), men hvad ved vi jo egentlig om hvad han havde kaldt det, for han lever jo ikke.

Vi lever derimod,

Vi ved at vores gartnere holder fri, måske fri for evigt, for det at være gartner for danskerne ikke er verdens letteste opgave, og måske er det verdens mest ligegyldige opgave, da vores lykke afhænger af os selv, og vi ikke længere er der. Dersom et krydsspil af stormagter og deres korstog, eller regnbue tog eller skjulte ideologiske dønninger griber om vores evne til at tænke abstrakt

torsdag den 12. april 2018

Contagious



For nogen år siden slog et israelsk band igennem. Chromeo. Friske popsange tilført den elektroniske wibe som man er nødt til at have for virkelig at slå igennem. De lavede blandt andet et såkaldt track der hed Contagious. Smitsom

Det der med smitte. Vi behøver ikke at bekymre os om smitte, som man tidligere har gjort i verdenshistorien. Faktisk lever vi i en sådan fantastisk æra, at vi kan fokuserer på alt andet end vores eget helbred. Det gælder for langt de fleste af os. Heldigvis. Men for nogen gælder, at deres helbred er i så overhængene fare, at de hver dag er konfronteret med tilstanden at være syg. De smitter ikke nødvendigvis, men kan være kronisk syge. Det er jo et ejendommeligt udtryk, men måske i mangel af bedre, så er det det vi bruger. Vores sundhedssystem var bygget til at forhindre massedøden, og den smitte som kunne rive et land, et samfund midt over.

Først over tid har man kæmpet sig til evnen at tage sig af den enkelte, den kroniske eller den ikke-kroniske. Om lidt, det vil sige indenfor overskuelig fremtid, vil præcisionsbehandlingen af den enkelte celle, den enkelte cyste, den enkelte bakterie være mulig og endda main-stream i behandling. Tidsnok til at vi igen konfronteres med det cykliske liv vi lever. Og at smitte som vi kendte det kan risikere komme tilbage.

Vi ved dog allerede hvad det formentlig vil være. Aldrig igen vil man stå på fuldstændig bar bund, og gribe ud efter overtro, fordomme og manglende uddannelse. Det ville være et nederlag for selve ideen om menneskelig udvikling. Men ligeså snart mennesket tror, at det ikke igen vil møde udfordringer af ufatteligt omfang, så kommer det netop til at ske. Det vil besejres, mennesket vil opfinde en række nye og utrolige behandlingsformer. Vi vil forstå vores kroppe, vores indre, vores sind og vores kapacitet bedre end nogensinde før. Selv den såkaldte moderne videnskab vil lære noget nyt, og det er jo også meningen. Hele tiden er jagten. Den vil aldrig ende. Den skal aldrig ende

onsdag den 4. april 2018

Frontier


På engelsk er en grænse en flydende organisme. På dansk er en grænse noget fast. Vi har simpelthen ikke et ord, som dækker et område, der fungerer som en grænse men hvor noget ubestemt regerer. Det er i sproget man skal finde sandheden om et folk, om tiden, om en selv. Man taler jo bare. Man ved ikke hvorfor man bruger de ord man gør. Måske fordi de andre gør det, måske fordi de andre netop ikke gør det. I et lille land som Danmark er sprogforskellene enorme, måske større end i mange større lande, hvor sprog konformiteten har været større. Landmasse kontra øer og den slags.

Det mærkes i accepten af det normale, almindelige og i det lidt skeptiske overfor det nye, ualmindelige og anderledes. I den forstand er det en indbygget modsætning at fødes ualmindelig, men søge det almindelige, for derefter at skifte spor og aktivt søge det ualmindelige i det mest almindelige forhold man kan forestille sig. Det skaber forvirring, forvrængning af virkeligheden. Det er spadestikket dybere til det land, man elsker fordi det nu engang er sådan. Men at elske et land er i virkeligheden en lidt patetisk tilstand. Man elsker kun det man kan se, det man kan føle, det man kan rører. Det kan være et land. Det er dog mennesker.

At elske sit land. Det er sådan noget amerikanerne siger om og om igen. Som for at overbevise sig om at det virkelig er rigtigt. Eller det som russerne gør og tænker på den store fædrelandskrig og bliver tavse. Men hvis ens land rager en en høstblomst, og man hellere vil dyrke sig selv og det menneske der lige er ved højre eller venstrehånd, så er menneskehavet og det almindelige og selve sproget en buffet. En buffet hvor man tager for sig af retterne og spiser indtil man brækker sig, og hvis man er rigtigt standhaftigt spiser videre efter man har brækket sig. Ulækkert, men man kommer over det.

Men sådan må livet forme sig for den, der bliver ved med at nyde uden at tænke, uden at forstå, uden at prøve at forstå rettere. For ingen forstår. Det er nok ikke meningen, at man skal forstå. Men det er meningen, hvis man overhovedet kan tale om mening, at man gør et forsøg. At man går ind i det område mellem grænsen og ser hvad der, gør sine prøver der, som Victoriansk videnskabsmand og samler materiale sammen som man tager hjem til laboratoriet.

søndag den 11. marts 2018

En weekend i Århus



Sidder i en lejlighed alene. En mand ved navn Hartvig, har netop foræret en mand med kælenavnet Bassie en ørkenrotte. Drengene grinte og de tog deres vin, deres glas og gik ned og drak i Irma. Min barndomsven Simon var med. Tilbage sad jeg og så på en tv skærm. Operation Irakisk Frihed var begyndt dagen forinden, og i de timer blev der sat ild til Bagdad i live tv. Fra luften kanonerede den 101.luftbårne den irakiske hovedstad og langt derfra sad jeg dybt i tanker, men også med en følelse af historiens vingesus. Der bliver krydsklippet til det hvide hus hvor Præsident George W Bush vil tale til nationen og verden. "På mine ordrer" begynder han og døren til lejligheden går op. Drengene er feststemte efter at have drukket drue i Irma. Sikke noget. De er i festligt lag og jeg griner lidt nervøst over hvad der skal ske nu. Jeg er 19 år, på vej til at blive student, en verden ligger for fødderne, og her sidder jeg i Århus på endnu et kapitel af en dannelsesrejse med Dylan som lydtæppe. De er hippier, måske ikke rigtige hippier men i virkeligheden bønder der gerne vil være hippier, men de insisterer på værdier og de kendte hinanden fra efterskole, den semireligiøse oplevelse, der konstant bliver henvist til. Simon var derimod på mit hold. Jeg havde kendt ham siden vi begyndte sammen i børnehaveklassen på Vedbæk skole, fulgt hinandens liv og nu sad vi der som børn der skulle forestille at være unge mænd, som skulle forstille at vide hvad det drejede sig om. Jeg vidste i hvert fald hvad det drejede sig om, dette var jeg ganske overbevist over. Sms'er tikkede ind, sideløbende samtaler med to venner hjemmefra og den, stiltiende men fulde accept af at desarmere Saddams forventelige masseødelæggelsesvåben og demokratisering af mellemøsten. En debat var gået forud, og svedige hænder, der røbede moralens stopklods. Men demokratiseringen af Mellemøsten var i sving. Et land ad gangen.

Der blev skruede ned for lyden af tv'et og op for lyden af Dylan. Ørkenrotten blev aftens morskab og efterskoledrengene sloges med hinanden i et tilstødende lokale, som var barndommens udskejelser der hvor man kunne flygte hen i voksenlivets vanskelige nuancer. Der blev grint og der blev drillet og Simon og jeg var mere tavse end vi ellers ville have været. En gruppe af unge mænd i midten af tyverne, beåndet i enkelte tilfælde af universitetets visdom kontra to finkæmmede nordsjællandske drenge. Det var to verdner der var stødt mod hinanden som venlige skibe i råkoldt vejr. Den humanistiske, venstreorienterede verdensredende diskurs over for en konservativ, institutionel og mainstream. Så mainstream man kan være når man uden rigtig at være klar over det, tilhører den ene procent. Men der blev også drukket vin, øl og lagt planer for hvad der skulle ske. Vi gik på bar og samtalen fortsatte og der blev forsøgt små, men præcise slange-hug mod min meget korrekte borgerlighed, som jeg besad i den periode, og forfægtede med det yderste af neglene.

Min ven Simon fungerede dog også som en modvægt, man var ikke alene, og diskussionerne forsvandt ind i en tåge af røg, for dengang røg man jo som skorstene på alle barer og værtshuse i det ganske land, og i en tåge af druk. Dagen efter var vi på Aros. For første gang for mit vedkommende, og vi lagde vejen forbi Boy i kælderen/stuen og forbi Købke i Guldalder samlingen, og vi så hvordan dansk kunst havde udviklet sig fra det fornemme og højtidelige til det uforståeligt indforståede senere.

Selskabet morede sig over kunstens ynde og mødte en person, som arbejdede sammen med en i selskabet. En kendis, der kunne få denne person til at hævde sig. For i et selskab af unge mænd er det at hævde sig, om så blot for et øjeblik guld værd. Og i særdeleshed i et selskab hvor diskursen er frihed, tolerance og andet i den sammenhæng. Det er kameler der venter på at drikke af det forbudte vandhul inden de igen skal vandre tværs gennem ørken.

En af drengene trampede på mit dæk i den overfyldte bil(min) og vi måtte lægge det løjerlige sprogbrug til side og være praktiske. Overalt vi kom blev de samme vendinger brugt igen og igen, vendinger undfanget for længe siden i en anden verden. Men timerne gik og Århus lå for vores backspejl på vej tilbage til København.  Det var mit første møde med byen, og det blev ikke det sidste

søndag den 4. marts 2018

Trump kan være Globaliseringens redning



Hvis man ikke holdt af globaliseringen før Trump blev præsident kan det være at man begynder at elske den nu. Måske ikke den ulighed af overskuddet som globaliseringen har medført og den tiltagende centralisme i sit kølvand, men billigere varer i supermarkedet og evnen til at rejse billigere end nogensine før hvorhen man vil.

Der er torne i globaliseringen, torne så store at Trump slog Hillary og briterne stemte sig ud af EU.

Men told på varer, handelskrig og konfrontation mellem partnere er en kanonsalve mod det globale marked af varer, tjenester og ydelser som med langsomme skridt forbinder hele verden med hinanden. Der har været globaliseringer før, og der ofte endt med krig, folkevandringer og katastrofer. Men menneskeheden ser ud til at ville prøve igen og igen. For vindingsskyld.

For verdens skyld. Vi får at se om Trump vil ødelægge denne globalisering, eller om han er dens redning

søndag den 18. februar 2018

Anklager mod Rusland 2



Anklagerne mod russiske statsborgere er samtidig en inddirekte anklage mod Trump kampagnen. Selvom Trump gør hvad han kan gøre, for at frikende sig selv, så fremstår samarbejdet mellem russiske entiteter, Wikileaks og Trump kampagnen efterhånden op til valget i november '16 mere og mere klart. Der spekuleres ydermere med rette i, at Rosenstein og Mueller beskytter sig selv ved at gå efter russerne først. Det lyder plausibelt. Det lyder ligeledes plausibelt, at det her vil fortsætte i lang tid frem.

At der vil rulle hoveder i Washington, også før et eventuelt bevis kan fremlægges mod Præsidenten eller flere af præsidentens mænd. For allerede nu er flere af kampagnens ledende folk under anklage for føderale ulovligheder. Det er en ret uhørt situation, men også en situation som meningsdannere og eksperter mere og mere anser for at være russernes hovedformål.

At gøre USA til grin foran resten af verden, at demonstrere at USA ikke er noget moralsk, systemisk forbillede for nogen, men at man kan, med meget simple midler, få det hele til at ramle hos amerikanerne. Om ligefrem det hele ramler, er tidligt at sige.

Institutionerne står jo endnu, omend rystet. En udløber af hele denne sag, kan være en reform af eksempelvis FBI, som alt andet lige står ramponeret tilbage. Det har skabt en splittelse mellem USA og Europa, men den splittelse var gældende i forvejen. Det er ikke et afgørende brud mellem USA og Europa

Man må formode at russerne vil stille spørgsmålstegn ved, hvorfor deres regering har gang i alt det her, men så længe det er med "succes" så vil den store kritik udeblive. Det vil vække, og måske allerede har det vækket de kræfter i Vesten som interesserer sig for, og forstår, det store globale spil. Det sluttede altså ikke med den Kolde Krigs afslutning. Det var ikke enden på historien. Det var blot et mellemspil, endnu et mellemspil, henimod en ny konfrontation, mod et nyt teater og positionering. Det forstår man sig måske på. Det ved man hvad er. Man hører nærmest et lettelsens suk i politiske og militære kredse. Det vil betyde oprustning på begge sider af den fortsat imaginære front. Det vil betyde en betydelig lettere opgave i at definere venner overfor fjender.

Det vil betyde en oprustning i samfundsmoral i mange samfund, og mange lande. Om det er godt eller skidt, skal bedømmes ideologisk og moralsk. Det er en udløber af enhver politisk diskussion, at uenigheden også må gælde den dybere følgevirkning af begivenheder, udsagn og forløb. Dette, anklagerne mod Rusland, er en del af det forløb som vi ser i øjeblikket.

Det er hverken begyndelsen eller afslutningen, men et kapitel midt i det hele. Midt i virvaret, der tegner nye grænser og skaber nye hierarkier