søndag den 10. december 2017

Selvfølgelig



Der var et tidspunkt da jeg var dreng, hvor jeg i mangel af bedre stillede et simpelt spørgsmål. Hvorfor er jeg? Ikke noget med hvorfor jeg sad i kørestol, eller hvorfor jeg voksede op i Vedbæk i Danmark eller noget som helst i den sammenhæng. Hvorfor er jeg. Det kom kun som en kort tanke, en komet over nethinden. Men det gled ind i så meget andet, man kunne spekulere over når man sad i en kørestol og så ud af vinduet om eftermiddagen og udskød lektierne til evig tid.

Det var efter at have spillet fifa med en ven, og før man skulle spise aftensmad, og jeg nød at sidde i ro og mag i stuen, i hjørnet af stuen og se ud på haven og tænke over hvad end der faldt mig ind. Det kunne være en episode i skolen, det kunne være noget jeg havde set i tv, det kunne være noget min søster havde fortalt mig, det kunne være den seneste fodbold kamp, det kunne være alt det nævnte, blendet fint ind i hinanden. Jeg sad der ved alle årstider i sommer, efterår, vinter og forår og grublede over stort og småt

Det blev til meget tid alene, og jeg elskede at være alene. Selvfølgelig. For når man er sammen med sig selv er man sammen med den man kender som bedst. Sig selv. Det blev til timer med tanker og vurderinger i forskellige retninger. For og imod den ene ting, for og imod den anden ting. Afvejninger af de seneste konflikter i "børneland", som var det politiske konflikter på Christiansborg eller i USA, og mine interesser og den verden jeg så i tv blev smeltet sammen. Det var en verden hvor man var i kontrol, hvad kontrol så end er for en størrelse. Men der var noget frugtbart, nærmest helligt over det rum hvor tankerne fik lov til at flyde frit. Det er et rum som er forundt for et barn. Som voksen findes naturligvis det anderledes pres. Eller gør det?

Som jeg tidligere har sagt, så var jeg i følelsen af en konstant pres i min skoletid. Det var dog godt i den forstand, at det var et vindue ind til den tid som resten af landets skolebørn måtte føle senere, og det var samtidig dårligt netop af den samme grund. Og at det var gavnligt hvis man på sin måde skulle være med til at regere landet, enten i statsbureaukratiets top, i erhvervslivets top eller på anden måde sætte sit eget personlige og generationelle aftryk på Danmark.

Men jeg var ikke en normal dreng, endsige normal ung mand.

Mange år senere tog jeg skridtet og flyttede hjemmefra. Jeg havde forlængst sagt farvel til mit vindue og mit rolige eftermiddags liv. Men de dage sidder i mig, hjemsøger mig på den bedste af alle måder, og minder mig om at finde det der helt særlige, mærkelige hjørne hvor end jeg er, hvor jeg kan være mig selv


lørdag den 4. november 2017

Skæbnevalg



Få valg har haft så store konsekvenser eller får så store konsekvenser som Brexit afstemningen i Storbritanien og valget af Donald Trump i USA. Det der er så bemærkelsesværdigt var at de skete samme år. Det der næsten er ligeså bemærkelsesværdigt er begge nationer er fanget i en form for tidslomme, hvor modstandere og i det amerikanske tilfælde også tilhængere af det endelige resultat er besat af forløbet op til og afstemningen i sig selv. Aldrig i den amerikanske politiske historie har man haft en vinder som i den grad opfører sig som om at noget blev stjålet fra ham, og en taber der stadig spøger i kulissen. Et præsidentvalg plejer at være ovre når den ene er nået til 270 valgmænd og det er så det. I valget 2000 skulle vi et par uger hen og en højesteretsafgørelse igennem for få erklæret vinderen, men det var så også det

I Storbritanien venter alle med lidt foruroliget anelser på præcis hvad det er der skal ske efter Brexit afstemningen. Det vil få kæmpe konsekvenser for Europa, for briterne selv, for folks almindelige hverdag, men på hvilken måde er der ikke rigtig nogen der ved. På den måde er skæbnevalg både synlige og usynlige. Man ved det bare. Når forandringer sker. Som det britiske valg i 1979 hvor man ikke bare valgte den første kvindelige premierminister men hvor man indvarslede en helt ny økonomisk politik fra den ene dag til den anden

Det samme i USA i 1932. Både Thatcher og Roosevelt havde en plan i lommen da de satte sig i stolen som politiske ledere. Planerne var meget forskellige, men de så en krise, identificerede en måde at ville løse det på og gik i gang. På den måde var perioden efter historisk og vi taler fortsat om det. På den måde går ledere over i historien. De som kan tage en krise, en usikkerhed, en tvivl og lede sit land igennem dette. Men med både valget af Trump og med Brexit mangler man endnu at se om der kan komme noget samlende, noget favnene, noget mening ud af det hændte.

Europa venter, USA venter. Der ventes

søndag den 22. oktober 2017

At slå sine drømme op


At slå sine drømme op, er som at sætte teser på kirkedøren, at råbe ind i den store mikrofon, at tælle til uendeligt foran en folkeskare. En skare, som langsomt men sikkert går hjem før tid. Man ender op med at tale til sig selv og nogen særligt inviterede nærmeste. De som er drømme og som lever i drømmen. De som kender dig bedre end du kender dig selv, og egentlig bare ønsker dig lykke og kærlighed. Den kærlighed som strømmer fra selv den mest ukendte kant, og kan skimtes i øjnene og i ansigterne på mennesker du har kendt i hele dit liv. De ser dig og de ser deres eget liv, som en og samme flod der smyger sig ned igennem landskabet, uforandret, uændret over tid. De ser de barneøjne der lå til grund for det hav af spørgsmål, der gør dig til dig. Men de minder dig også om at du bare er blevet et barn med stemmeret og forpligtelser.

Det er modstandens hovedstrøg. At man vil bryde fri af det at være barn, eller det at blive opfattet som et barn, eller det at nogen skulle finde på at behandle dig anderledes end din alder betinger. Indtil du finder ud af, måske finder ud af, at det må de egentlig godt. De kan behandle dig som de har lyst, bare så længe det er med kærlighed, begavelse og indsigt og omtrent så længe, at du er nogenlunde med på hvad der foregår. Det bliver vi mødt med i alle dele af tilværelsen. Men har man den livsoplevelse, at man fysisk fortsætter med at være lille, kan man længe efter barndommen er forbi, fortsat, af mindre bemidlede ånder, anses for at være et barn.

Men midt i lykken husker man på, at man har slået drømme op. Man har fantaseret om noget, som måske går i opfyldelse. Kan det være for dig selv, kan det være for andre og for dig selv, og kan det holde tidens tand. De fleste mennesker lever for deres egen skyld. De er ikke dannet til mere. De er ikke opdraget til mere. Deres liv fylder så rigeligt, at alt andet udover det ikke spiller nogen rolle, måske er det ligefrem en gene. Men når man har rørt uendeligheden, når man har hørt om nedtrampede stier af mennesker med et kolossalt overskud og en ydmyghed, der kalder på den største ærefrygt og betydning, så man begynder at tænke:

Indgår jeg i dette kredsløb af eftergivenhed? Indgår jeg i denne lange snor af begivenheder som definere selve det gode og det menneskelige, men samtidig, på sin måde, det usigelige og det ydmyge?

Hvis livet er en fakkel ned igennem tiden, så lyser den fakkel så stærkt når den som bærer denne fakkel i de vigtigste stunder, har øjnene fikseret på andre og andet end sig selv. De som betyder noget. Dem. De andre. Her begynder de andre at fylde mere end en selv, eller sådan vil man i hvert fald gerne tænke. Måske er det sådan, at det først er når man stifter familie, at man egentlig på fysisk plan bliver klar over, at der er nogen som betyder så meget for en, at man uden nogen sværdslag giver dem den plads i ens liv og ens hjerte som man selv optog førhen.

Det er drømme, det er mål, og det er livet selv. Men livet leves også indtil da, og længe efter at man har opnået noget. Der skal man leve ligeså vel. Der skal man være noget for sig og måske endnu mere, man skal være noget for andre.

mandag den 2. oktober 2017

Først og rigtigt, men rigtigt først



Vi lever i den mest hektiske medieperiode, måske endda med brug af ordet æra, i verdenshistorien. Nu'et afspejler ikke engang længere tiden for deadlines og for at få oplysninger ud til befolkningen. SOME har brudt de normale strukturer ned og bygger nye op. De gamle regler skiftes ud med en knivskarp konkurrence. Ikke om bevidsthed, men om opmærksomhed. Alle journalister, mediefolk generelt, bloggere og alle der i dag udgør det samlede mediebillede er på daglig basis nødt til at forholde sig til, være kritisk overfor, være ydmyg i forhold til, den strøm af oplysninger der kommer sejlende forbi og de mange valg og fravalg der skal tages.

Som freelance blogger med få enkelt interesser, hidtil uden nogen kommercielle bindinger der selvfølgelig markant lettere. Men når noget sendes ud, læses af andre, hvad man kender dem eller ej, skærpes ens vurdering af hvad som er rigtigt, hvad som er forkert, hvornår der bygges en dagsorden og hvornår noget er så objektivt, faktabaseret, at det kan bruges uden videre overvejelse til andet end det faktiske indhold. Men i en verden der forandrer sig, i en verden med nye magt strukturer, en meget stor og voksende global økonomisk ulighed, og tvivl om de samfundssøjler som i hvert fald i den vestlige verden, har været bærende siden 1945 og frem, er det ikke for meget at sige at alle bolde er kastet op i luften. Når alle bolde på den måde hænger i luften, og venter på at komme ned og blive grebet af nye spillere, eller gamle spillere i nye forklædninger, giver det enhver skrivende, enhver kommunikerende et kæmpe ansvar for at være ikke blot præcis, men ydmyg, eftertænksom og huske på den dannelsesproces der har bragt den skrivende til den position han eller hun har på dette tidspunkt i historien.

Vi er historiens hænder og fødder, og uden historien ville alt være ligegyldigt, men vi kan have en tendens til at forestille os livet som værende udelukkende nu og her, baseret udelukkende på alle de genkendelige værdier, institutioner og vedtagne sandheder som vi se foran os. Det er ikke unormalt. Sådan har det altid været, og når man ser hvor meget den menneskelige civilisation har rykket sig over de sidste bare 1.000 år, så må man sige, at forandringerne vil og skal komme. Det er ikke nødvendigvis forandringer man kan lide, det kan endda være forandringer som kører verden i backgear i forhold til det enkelte menneskes ønske om at leve et harmonisk liv, en stats ønske om en bred og uforstyrret fred, frihed, stabilitet og fremgang for sine borgere, og en civilisations ønske om at eksisterer længere end nogen anden civilisation i verdenshistorien. Men sådan er det nu engang. Og ned i myretuen, der hvor den skrivende, den tænkende, den handlende, den følende, den levende befinder sig, er hver enkelt del vigtig for helheden

Og så er det som min gamle chef Ulrik Haagerup sagde, vist nok til en julefrokost i DR Nyheder. "Det er vigtigt at det er først og rigtigt, men det skal være rigtigt først"

fredag den 29. september 2017

Den oprindelige hensigt



Vil følgende skrive lidt om, det man kan kalde den oprindelige hensigt. Og et par andre strøtanker

Fra tid til anden kan man komme ud for at nogen siger noget som ikke passer. Det får man det umiddelbart skidt med, da man helst gerne vil have rigtige udsagn af vide fra mennesker. Vi vil gerne stoles på og vi vil gerne stole på. Det kan være hårdt, ubarmhjertigt eller i mild grad generende at finde ud af at man er blevet løjet for. Og det føles skamfuldt og ydmygende at erkende at man har løjet for andre mennesker. De fleste af os lærer som børn hvordan vi skal håndtere den slags. Enten ved at nogen fortæller os det, eller ved at vi ved erfaring lærer hvordan vi kan agerer og reagerer i en sådan situation. For nogen mennesker, særligt mennesker med en hård barndom kan det dog formentlig være en voldsom oplevelse, at det svigt de måtte have været ude for, sætter dem tilbage i forhold til at forholde sig til uærlighed osv.

Men selv for mennesker med en nogenlunde almindelig opvækst, kan de underliggende præmisser for hvordan man forholder sig til ovenstående også være en svær størrelse. Vi gør os alle vores individuelle erfaringer, og vi prøver alle at finde ud af hvordan vi håndterer den situation, hvor Vi udsættes for forhold der kan virke moralske i deres udformning, men oftest handler om helt jordnære forhold. For det er en væsentlig pointe. I langt de fleste tilfælde, har der været en oprindelig hensigt, bundet i en følelse som ikke blot er ok, men som er naturlig, rationel og i situationen menneskelig. Man vil et eller andet, og for at opnå det, kan og måske vil man tage et andet menneske "i brug" for at nå det. Det kan være en grænseoverskridende tilstand at blive "taget i brug" eller at "tage i brug". Og den oprindelige hensigt kan forsvinde i et virvar af flygtige,  ønsker, tanker og kryds planlægning som kunne være undgået, hvis man havde forstået værdien, ofte for sig selv, målet for sin oprindelige hensigt. Den skarpsindige læser kan sikkert regne ud, at jeg inkluderer mig selv her.

Min hjerne er analytisk indrettet og jeg er af natur ikke god til at nå den jordnære pointe, men vil langt hellere bevæge mig ind i komplekse analyser af stort og småt. I en verdensfjern galakse.

Man kan flygte lidt ind i en komfortabel verden af fakta blandet med ideer og på den måde overføre den tankemåde, til relationer. Det er ikke ønskværdigt. Fra tid til anden har det givet mig ret store og meget mærkelige problemer, som kunne have været løst ved en større grad af ærlighed. Både omkring den konkrete situation, og om den oprindelig hensigt som lå bag. Men hold kæft det er svært. Den analytiske hjerne, egoet, og stoltheden fører gerne i en anden retning, og her kan man over tid være prisgivet for hvad omgivelserne siger til det der sker. I mange år havde jeg været så heldig at være omgivet af mennesker, som enten intuitivt eller måske gennem samtale var klar over mine intentioner og mine hensigter. Men i årrække var jeg omgivet af mennesker, hvor jeg oplevede at de blev meget overraskede når jeg lod en arrogant maske falde, når jeg kom ind til kernen og de kunne se at jeg ikke havde onde eller manipulerende hensigter, men at jeg bare ville noget helt jordnært.

Det er en svær øvelse. I processen går man fra barn til ung til mand og så til at blive sig selv igen, en krydsning af alle tre faser, og på vejen derhen ønsker man at spejle sig i forskellige mennesketyper. Den vrede, den stolte, den følsomme, den kloge, den vanvittige. Alle mulige mennesker som har noget af det man selv har, og også har en masse som man ikke selv har. Et meget sjovt eksempel var min barndomsdrøm om at blive statsminister.

Ganske få af dem som jeg gik i folkeskole med var i tvivl om hvor meget jeg interesserede mig for politik og hvor meget jeg interesserede mig for sport, og jeg kunne for hver enkelt med ligeså stor præcision sige, hvor deres kærlighed og begejstring lå. Det fortsatte i gymnasiet. Men for dem jeg gik på højskole med, var det noget ganske andet og deres overraskelse over, hvad jeg oplevede som et slags maskefald, overraskede mig for ikke at sige at det chokerede. For en god ordens skyld vil jeg sige, at jeg vil ikke være statsminister længere.

Men det er interessant hvordan mennesker kan opfatte én så ganske forskelligt, og det uden at ens kerne har ændret sig substantielt. Der kan opstå en forventning om, at har man været igennem et forløb hvor bevidstheden fra omgivelserne, om hvad der foregik i ens tanker, handlinger og følelser, så ville dette fortsætte i al evighed. Man udvikler sig til en doven sjæl, der hele tiden dukker sig fra at tænke, føle og handle videre. Den dovne sjæl udmærker sig ved at have svaret på forhånd, at lukke sig i sin sociale silo, at slå det døre øre til sig selv og til andre, og i det hele taget søge nedad i stedet for opad. Den dovne sjæl, som et land eller en civilisation, går til grunde i det at have nok i de sandheder og den logik, som mæsker sig omkring én. Det kan virke så umuligt at skifte standpunkt, at krybe ud af de eksisterende dogmer, at man helt afholder sig fra det. Der vil altid kunne dukke et argument op for, hvorfor det er mere ordentligt og rigtigt at blive hvor man er. Men hvad hvis der hvor man er, gør en ulykkelig? Er det så bedst at blive hvor man er, eller skal teltpælene rykkes op, og den dovne sjæl, det analytiske eller det praktiske sind udfordres, og man kommer videre?

Ja da!

mandag den 18. september 2017

Folkestyret og dig



Retten til at bestemme over sit eget liv. Det helt grundlæggende i folkestyret. Vi stemmer om retten til at vælge mennesker ind, som i princippet skulle tale på vores vegne. Det repræsentative demokrati, som for nogen føles velfungerende og møder sit mål, men for andre føles som så langt væk at det ikke giver mening, at tale om et repræsentativt demokrati. Det fordrer i alle stunder deltagelse. Et fasttømret hierarki med kongen, præsten, faderen for bordenden, inviterer ikke på samme måde den enkelte til at tage stilling og til at deltage. Stillingtagen er et udgangspunkt, og for stillingtagen kræves muligheden for på tilnærmelsesvis objektiv facon at tilegne sig viden om det pågældende samfund, samt følge den samvittighed og de værdier som vi er født med og podes med. Kort sagt lidt af det hele

Men de økonomiske, kulturelle, religiøse og magtstrukturelle kræfter vil altid spille en hovedrolle i udformningen af enhver given information, og det bedriver former for hårde æselører i den såkaldte objektivitet. Den findes ikke, i det omfang som viden kan baseres derpå. Tilbage er deltagelsen. Den kræver ikke objektive former men ambitionen, viljen og måske evnerne til at ville gøre tingene som man selv synes de skal gøres. Det kræver selvfølgelig at man forstå de sammenhænge, og de former hvor man deltager. Intet menneske er en ø, og forandringer, bærende, langvarige forandringer, bliver ikke skabt over en kop kaffe eller et enkelt møde. Det bliver, som den daværende statsminister Poul Schlüter formulerede det, når man "bider sig fast til bordkanten".

Først her bliver samfundet drevet i den anden retning. I dagens verden lærer vi hvordan tålmodighed kobles med langmodighed og meget af det vi foretager os skal gå stærkt, og helst stærkere og stærkere. Men politik, magt, penge og ledelse har altid og vil altid bedrives som handlingsgrene der styrkes over tid. Hvor den langsomme forretning og den tålmodige opstigninger er det talte sprog. Som eksempel udtrykker Investoren Warren Buffett sig således At de finansielle markeder er en disciplin hvor den tålmodige tager penge fra den utålmodige" og han har ret.

Det samme gælder det politiske system, og de magtstrukturelle forhold som det baserer sig på. Endnu er der ikke redet en cowboy ind i byen, skudt vildt omkring sig og så kunnet forvente at tingene ville blive lavet om. Det handler om tid, og den tid som ingen moderne mennesker føler de har, stjæler det vigtigste de kan give:

Deres ideer, deres væsen og deres arbejdsindsats for at lave samfundet bedre. Det kan stilfærdigt diagnosticeres, både indefra og udefra, at jo mere travlt det moderne menneske har, jo mere det moderne menneske skal nå, jo længere bevæger dette menneske sig væk fra meningsfuld deltagelse og jo længere bevæger samfundet sig væk fra folkestyrets udgangspunkt. Deri kan ligge en mening, at holde de bedste og de dygtigste i op til flere generationer væk fra der hvor værdierne, i en fysisk forstand, ligger.

Det kan samtidig også være kimen til et civilisationsmæssigt sammenbrud, ikke ulig det som romerriget gennemgik for mere end 1.000 år siden

søndag den 17. september 2017

Kurdernes krav i Irak



En relativt ubemærket kronik i et militærmagasin vil få stor betydning for udviklingen i Irak. En højstående kurdisk officer gør det klart at det ikke er muligt for kurderne at blive i Irak. De vil have deres eget land, de vil have deres frihed. Med det spilles bolden op til det spil, som har været ventet siden den amerikanske invasion i 2003. De tre store befolkningsgrupper i Irak kunne ikke få det til at fungere, trods et i perioder behjertet forsøg. Med år af undertrykkelse, ydmygelse og folkemord vil landet endnu engang kunne drives ud i et kaos, som regionen og resten af verden bliver nødt til at forholde sig til. For kurderne har en sag i forhold til at ville have deres eget land. Fra fredsaftale til fredsaftale, fra overenskomst til overenskomst, er kurdernes forhold blevet sat til side for større og vægtigere forhold i regionen. Man er ofte havnet mellem to stole, og måttet se sine drømme om en stat til sin nation, sat til side. Det lader til at man er nået frem til et endemål, og at der findes kræfter i den kurdiske kamp som rent operationelt er i stand til at holde fast i kravet om en kurdisk stat, og på et militært plan at kunne gå efter det.

Det man kan håbe er, at Bagdad finder en positiv vilje og forståelse for kurdernes ret til at søge deres egen skæbne, men det vil nok ikke ske. Scenariet er nok snarere at det bliver en ny blodig konflikt, som endnu engang afhænger af stormagternes interesser i spørgsmålet. Her er kurderne i et meget stort og alvorligt minus. Ingen af verdens magter har en interesse i at gøre sig til modstandere med dem som aktivt arbejder imod at kurderne får deres eget land. Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien kan ikke blive enige om ret meget, men det kan blive enige om, at kurderne ikke skal have deres egen stat.

Resten af verden vil være enige. Kurderne kan ikke få deres egen stat. Det vil i givet fald åbne pandoras æske, og skabe en række regionale og territoriale konflikter, som kan udvikle sig blodigt, hvad man vil undgå for enhver pris. Men kurdernes kamp for deres egen stat, deres ønske om Kurdistan forsvinder ikke, blot fordi resten af verden ikke finder det belejligt.

Det vil fortsætte og involvere langt det meste af den frie verden